Analysechef, Kulturens Analyseinstitut
Kulturens Analyseinstitut er helt nystartet og har netop etableret sin base i Roskilde. Vi søger nu en analysechef, der i tæt samarbejde med instituttets direktør skal skabe rammerne for, hvordan viden skabes, indsamles, organiseres, synliggøres og anvendes for borgere og samfund.
Stillingen er en særlig mulighed for at være med til at præge indholdet og kulturen for en ny arbejdsplads og væsentlig aktør i det kulturpolitiske landskab i Danmark. Som ny analysechef vil du skulle skabe et stærkt fagligt miljø med høj troværdighed og tydelig kommunikation. Samtidig skal du være med til at etablere samarbejdsrelationer til universiteter, fonde, styrelser, interesseorganisationer og andre centrale aktører på forsknings- og analyseområdet inden for kunst og kultur.
Du bliver fagligt ansvarlig for, hvordan instituttet skal arbejde med selv at skabe konkret viden og bearbejde eksisterende viden fra andre aktører, og for, hvordan instituttet skaber et relevant overblik over al den eksisterende viden – og gør den formidlingsstærk og brugbar for beslutningstagere og aktører i og omkring kunst- og kulturlivet. Kulturens Analyseinstitut skal lave analyser og vidensopsamling, der vedrører på konkrete og stærke problemstillinger i samfundet. Vi skal skabe viden, der arbejder og bliver anvendt.
Sidst, men bestemt ikke mindst, skal du være motiveret af at bidrage til at bygge instituttet op. Du kan se attraktionen i at være pioner, og du kan trives i et arbejdsliv, hvor rammerne ikke er givet på forhånd. Dem er du med til at skabe.
Du kan læse mere om jobbets indhold og forudsætninger i job- og personprofilen på Genitors hjemmeside, hvor der også er mulighed for at finde mere information om Kulturens Analyseinstitut.
Ansøgningsfristen er den 22. februar 2023 kl. 10.00. Send din ansøgning via www.genitor.dk.