Blæksprutte til Lemvig Bibliotek - serviceminded og systematisk vikar

Lemvig Bibliotek søger vikar for en sygemeldt medarbejder.

Dine arbejdsopgaver er alsidige og går i samarbejde med gode kolleger ud på at betjene de borgere, der kommer i voksenbiblioteket. Du skal løse praktiske opgaver som at sortere bøger, hjælpe ved kopimaskine og pc'er, telefonbetjening, besvarelse af spørgsmål og meget mere. 

Vi mangler en vikar, der er serviceminded, systematisk, lærenem og god til at have travlt. Vi lærer dig op og har ikke formelle krav til din uddannelse. Dog er det en fordel, hvis du har kendskab til litteratur og kultur. Hvis du holder sabbatår, er du også velkommen til at søge. Vi forventer naturligvis, at du er udadvendt god til at samarbejde. 

Arbejdstiden er mandag-fredag 12.30-16 og hver fjerde lørdag 9.15-13.15, dvs. i gennemsnit 18½ time om ugen. Arbejdstiden ligger fast. Aflønning efter gældende overenskomst og principperne i ny løn.

Tiltrædelse hurtigst muligt, dog senest 15. maj 2023. Vikariatet løber indtil videre.

Spørgsmål kan stilles til bibliotekschef Lone Krøgh på 21 66 16 11 på disse tidspunkter: 13. april kl. 13-14 og 19. april kl. 11-12. Læs mere om Lemvig Bibliotek på www.lemvigbibliotek.dk

Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via Lemvig Kommunes hjemmeside senest  24. april 2023 klokken 8.

Læs mere om Lemvig Kommune på lemvig.dk.