Butiksansvarlig søges til museumsbutikken på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock

Kunne du tænke dig at stå i spidsen for en af Danmarks fedeste museumsbutik ker? Har du solid erfaring med detail, og har du lyst til at møde mange forskellige mennesker hver dag? Så er jobbet som butiksansvarlig på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock måske noget for dig.

Få job i et levende hus

Museumsbutikken på Ragnarock er det første, besøgende møder, når de træder ind i den røde foyer i guldbygningen på Rabalderstræde. Her begynder oplevelsen, og her skal gæsterne både løse billet, have information om udstillingerne, høre mere om dagens program og ikke mindst shoppe i butikkens brede sortiment af special designede T-shirts, brætspil, vinyler, musikinstrumenter, vintageplakater fra Roskilde festival og meget mere. Det er også i butikken, at vores grupper af besøgende, virksomheder eller skoleklasser møder ind til en varm velkomst og introduktion til det fantastiske sted.

Som butiksansvarlig står du i centrum for det hele med ansvar for både at sælge billetter, varer og sikre den gode oplevelse. Ikke to dage er ens, og spørgsmålene ved disken er mange. Du skal kunne levere svar og sikre et salg med et smil, og du skal først og fremmest sætte en ære i at levere service af højeste kvalitet. Samtidig skal du med hjælp fra butikkens øvrige ansatte drive en moderne museumsbutik og tilhørende webshop, der tager afsæt i museets samlinger og fortællinger. Du får derfor også en vigtig rolle i at udvikle sortimentet og formidle musikhistorien gennem butikkens varer.

Dine primære opgaver

  • Ansvar for butikkens drift og indkøb, budget, lagerstyring og prissætning.
  • Udvikling af merchandise og sortiment, der understøtter museets fortælling og brand.
  • Åbning og lukning af museet og tjek af publikumsområder og faciliteter.
  • Dagligt værtskab i butikken og museets øvrige frontområder – med fokus på gæsternes oplevelse.
  • Aktivt samarbejde med museets øvrige ansatte og fagpersonale.

Vi leder særligt efter en ansøger med

  • Stærke salgskompetencer og erfaring med butiksdrift, måske inden for oplevelsesindustrien.
  • Relevant uddannelse – gerne fra detail.
  • Erfaring med varehåndtering, lager og digitale backend-opgaver fx webshop.
  • Flair og interesse for kundeservice og gæstekontakt.
  • Sans for visuel præsentation, kvalitet og butiksmiljø.
  • Evne til at arbejde struktureret og selvstændigt.
  • Gode samarbejdsevner og lyst til at være en del af et team, der arbejder med salg og marketing.

Ansættelsesvilkår og ansøgning

  • Stillingen er på 30 timer ugentligt og ønskes besat hurtigst muligt.
  • Der må påregnes weekendarbejde og enkelte aftenvagter.
  • Ansættelse på HK-overenskomst med reference til den kommercielle chef i ROMU.

Lyder det spændende?

Send din ansøgning med CV på mail til hannelar@romu.dk senest torsdag den 4. december 2025, kl. 12.00.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til kommerciel chef i ROMU, Stine Groth Rasmussen, tlf. 2163 5618 eller på mail stigra@romu.dk.

Ragnarock ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund, og opfordrer alle kvalificerede – uanset personlig baggrund – til at søge.