Chef med fokus på brugerkendskab og strategiudvikling til DR Livsstil og Fakta
Har du lyst til at være chef i en afdeling, der producerer nogle af landets mest kendte tv-programmer som Den Store Bagedyst, Nak & Æd og Kender du Typen? Og være med til at sikre deres – og helt nye seriers - popularitet i en streaming-virkelighed.
Brænder du for at kende danskerne bedst? Og har du de rette værktøjer og idéer til, hvordan vi indhenter og anvender brugerdata, når vi skal vælge emner og udvikle koncepter til de næste livsstils- og faktasucceser på DR TV?
DR Kultur, Børn og Unge i Aarhus søger en ny kompetence til at supplere afdelingens to dygtige redaktionschefer, da vi har fået en del nye strategiske og programmæssige udviklingsopgaver. Du vil komme til at lede en af Danmarks dygtigste og mest fortælleglade tv-afdelinger, hvor der er masser af nye idéer, der skal sorteres, færdigudvikles og sættes i produktion.
Ansvar og arbejdsopgaver
Vi leder efter en chef, der kan hjælpe os med en kulturforandring, hvor vi vil arbejde mere datadrevet og i endnu højere grad end tidligere tage udgangspunkt i brugernes behov – særligt de danskere, der ikke ligner os selv, og som ikke allerede storforbruger vores indhold.
- Du skal være ledelsestrioens indpisker på afdelingens indholdsstrategiske arbejde og processer samt leverancer til DR’s Direktion o.a.
- Du skal fremskaffe den nødvendige brugerdata til at kvalificere strategi og programbeslutninger og holde afdelingens overblik over viden om danskerne
- Du skal bygge bro mellem strategi og udviklingsprocesser ved fx at skrive briefs
- Du skal hjælpe med at holde den konkrete programudvikling på bruger-sporet bla. gennem sparring med afdelingens redaktører
- Du skal udvikle og drive arbejde med brugerinddragelse og samskabelse i forbindelse med såvel udviklingsarbejde som produktionen af afdelingens programmer
- Du får en del af personaleansvaret og skal bidrage til hele afdelingens kompetenceudvikling i en digital omstillingstid
De tre chefer leder afdelingen sammen, og dine makkere er rutinerede i såvel ledelses- som programopgaven.
Profil:
- Du har en mediefaglig videregående uddannelse fx i medievidenskab
- Du har ledelseserfaring eller alternativt stærke kompetencer til at blive leder
- Du er strategisk tænkende og har erfaring med at arbejde med udviklingen af strategi og de inddragelsesprocesser, det kræver
- Du har erfaring med at indsamle og systematisere viden om danskerne på forskellig vis fx via research, kvantitative eller kvalitative undersøgelser, analyse af brugeradfærd, mm.
- Du må meget gerne have viden om danskernes streamingadfærd, og hvad der fungerer i det aktive tilvalgs virkelighed
- Vi bliver ikke sure, hvis du også har flair for at spotte trends- og tendenser blandt danskerne generelt
- Du ved ofte, hvad du vil, og kan kommunikere dine idéer og visioner engagerende og med humor
Om afdelingen
DR Livsstil og Fakta er en del af DR Kultur, Børn og Unge og har adresse i Aarhus på Olof Palmes Allé. I DR i Aarhus samarbejdes der på tværs med afdelingerne B&U og Programproduktion Vest samt husets øvrige afdelinger. Livsstil og Fakta tæller ca. 50 medarbejdere, primært journalister og tilrettelæggere, der ud over ovenstående titler producerer bl.a. Frank og Kastaniegaarden, Hammerslag, Den Store Juniorbagedyst, Anne og Anders, De særligt farlige, Indefra med Anders Agger og mange flere.
Arbejdssted
Dit arbejdssted bliver DR Aarhus, Olof Palmes Allé 10-12, 8200 Aarhus.
Kontakt
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende redaktionschef i Kultur, Børn og Unge, Signe Aggerholm, på siag@dr.dk eller 28547243.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit cv. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side af opslaget.
Vi afholder samtaler hurtigt og løbende. Forløbet kan involvere tests.