Det Kongelige Teater søger skræddere

Vi udvider vores faste stab og søger derfor tre dameskræddere og en herreskrædder til fuldtidsstillinger på teatrets skræddersal.

Det Kongelige Teater er Danmarks nationalscene og producerer ca. 45 nye forestillinger pr. sæson. Vores centrale værksted ligger på Gamle Scene på Kongens Nytorv, men din arbejdsplads vil også indbefatte Skuespilhuset, Operaen og andre scener i teatrets regi.

Om stillingen
Vi kan tilbyde en stilling, hvor skrædderiet og håndværket er i fokus, og hvor arbejdsopgaverne er alsidige, inspirerende og udfordrende.

Du vil blive en del af et team af ca. 27 skræddere, 7 tilskærere og 2 elever. Alle er erfarne, dygtige og højt kvalificerede inden for skrædderfaget og kostumehåndtering.

På skræddersalen kommer du til at sy kostumer til vores tre kunstarter: skuespil, opera og ballet. Udover nyproduktioner arbejder vi med genopsætninger og vedligeholdelse af igangværende forestillinger. Du skal ligeledes kunne fungere som følgesvend på min. 2 forestillinger om året - en anderledes og mere praktisk arbejdsopgave, der kan variere alt efter forestillingers karakter og størrelse. Du skal kunne indgå i forskellige arbejdsteam også på tværs mellem dame- og herreskræddere, ligesom du skal kunne arbejde selvstændigt.

Om dig
Vi lægger vægt på, at du er ansvarsfuld, initiativrig, fleksibel og faglig nysgerrig. Du værdsætter det gode samarbejde og deler din viden med andre. Vi prioriterer det gode arbejdsmiljø og forventer, at du bidrager med engagement og imødekommenhed.

Du skal være uddannet skrædder eller beklædningshåndværker med speciale i skrædderi og gerne have erfaring fra teater. Desuden forventer vi, at du har en god forståelse for teaterkostumer og deres funktion på scenen.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen finder sted efter nærmere aftale, dog senest 1. februar 2024, og sker iht. fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og OAO samt organisationsaftale for Det Kongelige Teaters tekniske personale tilsluttet OAO.

Kontakt og ansøgning
Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte leder af skræddersalen, Torbjörn Bergström på mail tobe@kglteater.dk

Ansøgningsfristen er søndag den 3. december 2023 kl. 12:00. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 50. 

Send motiveret ansøgning og CV ved at klikke på ”søg stillingen” til højre i annoncen. Eksamensbeviser og andre relevante dokumenter kan også vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du meget gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Vil du vide mere?