Digital chef på 24syv

Vil du spille en nøglerolle i at udbrede kendskabet til det nye 24syv, som Danmarks absolut modigste taleradio? Så er stillingen som digital chef ledig.

24syv udvikler sig støt og sikkert til at være en geiser af galskab, nysgerrighed, kritisk journalistik, pågåenhed, frækhed, magtkritik - og vi er tæt på at have en programflade, der gør os til Danmarks mest spændende og originale taleradio.

Vi kombinerer stærke journalistiske formater - som morgenprogrammet “Reporterne” og kulturprogrammet “Babylon” - med satire. Vi har meget stærke og progressive debatformater - for eksempel “Det, Muslimer taler om” og “Revolutionen” - en meget velfungerende talentskole og en række stærke magasinformater, blandt andet det politiske magasin “Mette & Magten”, operaprogrammet “Kammertonen” med Morten Messerschmidt og “Ministertid” med Simon-Emil Ammitzbøl-Bille.

Alt i alt laver vi mere end 90 timers nyproduceret indhold om ugen, og vi mener helt alvorligt, at vores samlede programtilbud er tæt på at være suverænt bedst i Danmark.

Som digital chef spiller du en nøglerolle i vores ambition om at udbrede kendskabet til 24syvs programmer og øge vores lytning. Vi har brug for en chef, der både har dyb forståelse for især de sociale mediers funktion og algoritmiske mærkværdigheder, men vi har dertil brug for et stærkt indholdsmenneske, én, der kan arbejde MED selv, én der, lige så stærkt som de andre redaktionelle medarbejdere og chefer, har lyst til SELV at være med til at bestemme, hvad 24syv skal være, og som selv byder ind med indhold, greb, stunts og ballade.

Vi har ikke brug for en chef, der ‘kun’ sidder og venter på, at husets journalister finder på noget, som så kan klippes til lidt video fra et studie, men en chef, der sammen med redaktionen engagerer sig i - og har evne til - at nytænke vores indhold og have solide bud på, hvordan vi udbreder det på især vores sociale medier, men også på vores app og webside. Vi anser vores digitale afdeling for at være en redaktion på lige fod med husets øvrige, ikke ‘bare’ en klippestue for indhold, andre har lavet.

Lad os være ærlige: 24syv har løkken om halsen. Vi skal overbevise befolkning og beslutningstagere om, at det, vi har gang i, naturligvis er værd at bevare, at 24syv aldrig - igen - må forsvinde, og den digitale chef spiller en nøglerolle heri.

Du skal være parat til - sammen med resten af huset - at gå hele vejen for at sørge for, at Danmark ikke mister 24syv. Derfor har vi brug for en kreativ, original, publicist, gerne med video-erfaring og viden, men vi har mest af alt brug for et menneske, der forstår, at hvis 24syv ikke giver den fuld gas de næste to år, så mister Danmark sin mest spændende radiostemme.

Vores nye digitale chef skal derfor i samarbejde med teamet se på ALT, vi gør - opslag, betalt og organisk voksende indhold, visuelle udtryk på sociale medier og indhold, og kaste alt ind i at styrke det bedst muligt.

Vores nye chef må meget gerne indgå i diskussioner med de øvrige journalistiske redaktioner om at udvikle indhold, målrettet til sociale medier, så den digitale afdeling ikke blot bearbejder indhold, lavet af andre, men selv får mulighed for at skabe originalt indhold, der støtter vores ambition om at være Danmarks modige taleradio.

Den nuværende redaktion består af en Social Media Manager, en Content Manager/videoproducent, en Art Director, en lyddesigner/komponist og to-tre studentermedhjælpere, som du bliver chef for.
Du får ansvaret for, at vores digitale kanaler - herunder sociale medier, webside og app - spiller bedst muligt sammen og i høj grad afspejler, at vi er Danmarks modigste taleradio.

Henvendelser til nyhedschef Simon Reenberg på telefon 2883 4607 eller chefredaktør Simon Andersen på telefon 7240 7001.

Ansøgninger sendes fluks til 24syv-job@persgroep.net og senest 20. marts 2022.

Tiltrædelse: Hurtigst muligt.