Digital forskningsformidler - SDU

Som offentlig institution tager Syddansk Universitet sin formidlingsforpligtigelse alvorligt. I funktionen som forskningsformidler i afdelingen for Presse & Formidling i den centrale kommunikationsenhed, SDU Kommunikation, får du som medarbejder derfor en central rolle med at producere, planlægge og koordinere forskningsformidling til alle SDU’s digitale platforme.

Om jobbet
SDU har en grundlæggende ambition om, at den viden som produceres kommer hele samfundet til gode og når så mange som muligt. Vi er tillige opmærksomme på, at mediebilledet ændrer sig fra print til digital formidling og ønsker derfor at understøtte publicering på digitale platforme endnu mere.

Derfor har vi oprettet en ny funktion for den kollega, som kan sætte endnu mere turbo på vores allerede igangværende digitalisering af forskningsformidlingen. Du skal påtage dig arbejdet med at producere forskningsformidling, og du skal stå for den praktiske planlægning og koordinering af indhold, så vi sikrer, at alle relevante digitale platforme kontinuerligt kommer i spil. Du skal både være en dedikeret planlægger med lyst til skemaer og systematik, have overblikket over, hvad der skal publiceres i næste uge og på længere sigt, og så skal du også være producent, som skaber og versionerer til podcast, web og SoMe.

Din primære opgaver er produktion af indhold og at sikre overblikket og koordinationen med dine kollegaer i SDU Kommunikation, som også arbejder med forskningsformidling. Samtidig er du selv producent og kan både skrive nyheder til web, versionere til SoMe, producere podcasts og lave nyhedsbreve.

Du indgår i et tæt samarbejde med dine øvrige kollegaer i SDU Kommunikation og formår at arbejde tværfagligt og projektorienteret. Du indgår tillige i et tæt samarbejde med pressechefen i forhold til at realisere de høje ambitioner inden for forskningsformidling, men også i forhold til at udvise fleksibilitet og kunne indgå i udførelsen af den øvrige opgaveportefølje i Presse & Formidling, når behovet for en ekstra hånd opstår.

Dit primære fokus er på produktion og koordinering:

  • Producere og versionere indhold til digitale platforme (web og SoMe)
  • Planlægge og producere podcasts
  • Lægge planer for indhold og koordinere med kollegaer
  • Lave nyhedsbreve til vores abonnenter

Det er vigtigt, at du:

  • Kan se de gode historier i forskningen, vinkle og producere til forskellige digitale platforme
  • Har solide koordinerings- og eksekveringsevner og kan planlægge på kort og langt sigt
  • Har faglig pondus. Du kommer til at arbejde tæt sammen med organisationen og det kræver, at du er helt tydelig i din faglighed
  • Har stærke samarbejdsevner og organisatorisk forståelse. For at skabe gode løsninger har du, udover faglig pondus, respekt for andres faglighed, og det falder dig naturligt at arbejde sammen med mennesker med helt andre fagligheder

Afdelingen for Presse & Formidling er en af fire afdelinger i den centrale kommunikationsenhed på SDU, der servicerer organisationen med blandt andet web, sociale medier, kampagner, events, visuel identitet, oversættelser og grafiske ydelser. I hverdagen er der et meget tæt samarbejde på tværs af afdelingerne, og du vil få kollegaer med specialistviden inden for hver deres faglige felt.

Om dig
Du har dokumenteret erfaring med digital formidling og arbejder hjemmevant med at få digitale platforme til at spille sammen, når de gode historier skal ud. Det er et stort plus, hvis du har erfaring med at producere podcasts, for det skal vi i gang med hurtigst muligt. Du har en relevant akademisk uddannelse og har nogle års erfaring fra en større organisation. Det er ikke et must, at du har erfaring fra uddannelsessektoren, men til gengæld forstår du at navigere i en hverdag, der også er styret af politiske dagsordener.

Du trives i arbejdsfeltet mellem produktion af content til alle vores platforme, og at der kan være korte deadlines. Du formår at samarbejde med kollegaer med andre faglige baggrunde end din, og du nyder at løfte i flok. Dine kompetencer og din viden om samfundet er selvfølgelig i top, og i en ofte travl hverdag nyder du at få noget fra hånden.

Du arbejder ansvarsbevidst med dine opgaver, og du skaber stærke relationer til dine samarbejdspartnere i organisationen.

Om SDU
Syddansk Universitet er Danmarks 3. største universitet. Universitetet er grundlagt i 1966 i en brydningstid, der prægede kunsten, normer, institutioner - og de højere læreanstalter. Politisk mente man, at universiteterne i langt højere grad skulle bidrage til velfærdsstatens udvikling ved at: ”Fremme den dygtiggørelse, tiden kræver.” Siden grundlæggelsen har SDU været drevet af en ambition om at fremme forskningsresultater, der udvikler samfundet. Fremtidens udfordringer inden for klima, velfærd og sundhed er komplekse og uforudsigelige, og det kræver mere end et fag og en metode at løse dem. Derfor er mange af vores strategiske forskningsprojekter tværdisciplinære og studerende vil finde fag på skemaerne, der er sammensat af flere fakulteter. I 2022 bliver SDU koblet fysisk sammen med det nye højteknologiske universitetshospital, OUH, hvilket er en af de største sammenkoblinger mellem teori, laboratorie og patientpleje i verden.

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er på fuld tid og vil blive indplaceret i stillingskategorien journalist eller AC-fuldmægtig afhængig af kandidaten. Dit arbejdssted er SDU´s campus i Odense.

Stillingen er placeret i den centrale kommunikationsenhed i Fællesadministrationen med reference til pressechefen.

Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og gældende organisation.

Forventet tiltrædelse den 1. maj 2022 eller efter aftale. Samtaler forventes afholdt i uge 12 og 13.

Ansøgningsfristen er den 20. marts 2022 kl. 23.59.59.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte pressechef Bolette Marie Kjær Jørgensen 93 50 72 16 eller kommunikationschef Ditte Bjerrisgaard Bundesen 29 12 58 09.

Stillingen kan kun søges via SDU's hjemmeside – https://www.sdu.dk/da/om_sdu/ledige_stillinger.

Vedhæftede filer skal være i Adobe PDF.

Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her - https://www.sdu.dk/da/service/ledige_stillinger/soegjob 
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.