DR søger dokumentarredaktør

DR søger en genrebevidst og journalistisk stærk redaktør til indkøb af DR’s eksterne dokumentarer.

DR har tradition for et tæt samarbejde med den eksterne produktionsbranche om at levere innovative og debatskabende dokumentarer til DR1.

Vi har for nylig samlet de mere journalistiske dokumentarer under DR Nyheder og søger derfor en redaktør, der kan være med til at udvikle området. Du skal have et sikkert blik for at udvælge og kvalitetssikre dokumentarerne i tæt samarbejde med producenter og instruktører. Du skal – i samarbejde med DR Nyheder - samtidig sikre, at dokumentarerne får gennemslagskraft på alle DR’s platforme til gavn for DR’s brugere.

Opgaven kræver, at du har indgående kendskab til dokumentargenren, og at du er i stand til at kvalificere såvel dramaturgiske som indholdsmæssige løsninger på forskellige dokumentarformater. Du er vant til at arbejde med både indhold og form og har en åben tilgang til at prøve nye og originale formater af. Høj etik og fairness skal være en naturlig del af din faglighed.

Vores ambition er, at DR's dokumentarer repræsenterer det bedste inden for genren, så DR's samlede dokumentarudbud bliver seernes tilvalg i en streamingverden præget af hård konkurrence. Du skal derfor være i stand til at formidle og omsætte vores strategier i dit samarbejde med det eksterne produktionsmiljø. Evnen til at kommunikere klart og skabe gode og stærke relationer til den eksterne produktionsbranche er nøgleord i jobbet. 

Du kommer fysisk til at sidde sammen med den øvrige dokumentarredaktion og refererer til redaktionschefen for de eksterne dokumentarer i DR Nyheder.

Vi forventer, at du:

  • har indgående erfaring med dokumentar og fakta-stof på tv og kan sparre effektivt om såvel indhold som dramaturgi
  • har et godt overblik over nye tendenser inden for genren både i Danmark og i udlandet, ligesom du naturligt følger med i, hvad der sker hos de traditionelle broadcastere og de nye streamingspillere på markedet
  • kan tænke nyt og originalt og er klar til at udforske måden, man formidler dagsordensættende journalistik på
  • har personlig gennemslagskraft kombineret med stærke samarbejdsevner
  • kan arbejde strategisk med udvikling af tv-mediet i en tid, hvor seerne rykker fra flow til streaming
  • kan indgå i samarbejde med DR’s indkøbs- og juridiske afdeling for at sikre DR de bedste vilkår og rettigheder
  • kan arbejde selvstændig og struktureret og styre mange projekter på én gang

Ansøgningsfristen er mandag den 21. marts kl 12.00. Vi forventer at holde samtaler løbende.

Kontakt
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.

Du er velkommen til at kontakte redaktionschef Steen Jensen på sjs@dr.dk eller 40207569 hvis du har spørgsmål til stillingen.

 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side.