Ekstern lektor til Institut for Bygningskunst og Kultur, Kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur
Ved Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering opslås en 3-årig deltidsstilling som ekstern lektor til fagområdet kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur.
Den ledige stilling er tilknyttet Institut for Bygningskunst og Kultur og ønskes besat pr. 1. februar 2024 eller snarest muligt herefter.
Institut for Bygningskunst og Kultur (IBK)
IBK har et særligt fokus på begrebet bygningskultur samt det kulturskabte, det stedsspecifikke og det materialenære.
IBK har en vision om at videreudvikle og aktualisere begrebet bygningskultur. Målet er, at undervisning, forskning og samarbejder er med til at sætte dagsorden for udvikling af en kunstnerisk og politisk bygningskultur, der tager udgangspunkt i en forståelse af steders særlige karakterer.
Kulturer er komplekse og sammensatte størrelser, der kan karakteriseres ved de særlige måder, hvorpå sociale, ideologiske, politiske, historiske og æstetiske faktorer interagerer. IBK er optaget af at undersøge, hvordan bygningskunst og -kulturer udspringer af og samtidig medskaber sådanne kulturer. Instituttet fokuserer i særlig grad på historiske bygningskulturer, på forestillingen om arkitektur som en kunstnerisk kultur og på arkitekturens politiske og ideologiske implikationer.
Det historiske blik holdes op mod aktuelle politiske dagsordener, den kunstneriske tilgang konfronteres med ideologikritik og dansk kulturarv diskuteres i samme rum som globale problemstillinger.
Ambitionen er at IBK gennem undervisning, forskning og eksterne samarbejder bidrager til udviklingen af samfundsrelevante arkitektoniske dagsordener og udgør et førende forskningsmiljø i Danmark inden for arkitekturhistorie, arkitekturteori og kulturarv.
IBK uddanner de studerende til at blive selvstændige reflekterende praktikere, der kan omsætte komplekse sammenhænge til signifikante og fremadskuende arkitektoniske udsagn med respekt for den omgivende kultur. Kandidaterne skal kunne indgå i en traditionel arkitektfaglig praksis som den udfolder sig på tegnestuer og forvaltninger og i mere teoretiske og kunstneriske praksisformer.
IBK er et ud af fire institutter, som danner ramme om arkitektuddannelsen og et ud af i alt seks institutter på Det Kongelige Akademi. Instituttet rummer forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og en række uddannelsesprogrammer; et bachelorprogram og tre specialiserede kandidatprogrammer. Derudover bidrager instituttet til arkitektuddannelsens tværgående undervisning (fællesfag) og efter-videreuddannelsesaktiviteter, bl.a. gennem masteruddannelsen ” Master i Bygningskultur” ligesom instituttet bidrager til ph.d.-undervisning.
Om stillingen
Stillingen som ekstern lektor vil bestå af forelæsninger, workshops og selvstændig undervisning indenfor fagområdet kunst og arkitektur.
Du vil desuden få til opgave at:
- tilrettelægge opgaver – både i den løbende undervisning og i forbindelse med eksaminer
- eksaminere i forbindelse med de undervisningsforløb du planlægger
- deltage i kritikker
- vejlede de studerende
- planlægge og udføre workshops
- planlægge og deltage i studiekredse med fokus på praksisformer mellem kunst, arkitektur og teknik
- tilrettelægge ekskursioner i relation til studiekredse
Varetagelse af andre opgaver kan forekomme i begrænset omfang, ligesom der efter nærmere aftale kan blive tale om deltagelse i lærermøder og studierejser.
Kvalifikationskrav
Du har en relevant uddannelse på minimum kandidatniveau.
Derudover forventer vi, at du:
- har flere års undervisningserfaring på både bachelor- og kandidatniveau, gerne inden for stillingens fagområde
- har erfaring med planlægning af undervisningsforløb
- arkitektfaglig erfaring, indsigt og viden – både i forhold til stillingens fagområde og arkitektur generelt.
- har bygningskunstnerisk erfaring på højt internationalt niveau.
- har erfaring med udstillingsvirksomhed på højt internationalt niveau.
- har erfaring med relationen mellem arkitektur og kunst.
- har viden om og indsigt i teorier, metoder og strategier inden for fagområdet.
- har erfaring med undervisning i teorier, metoder og strategier inden for fagområdet.
Særlig kvalificeret indsats og nyudvikling inden for det undervisningsmæssige område vil blive vægtet i den samlede vurdering ved stillingens besættelse, ligesom det vil blive vægtet positivt, hvis du har erfaring med eksaminationer og har gennemført pædagogikum eller på anden vis har styrket dine pædagogiske færdigheder.
Der lægges særlig vægt på at ansøgeren forbinder en stærk bygningskunstnerisk profil med et godt kendskab til arkitekturens forhold til andre kunstarter. Vi søger en person der har en lang byggende praksis med et højt og anerkendt bygningskunstnerisk niveau og indsigt i arkitekturens kunstneriske eksperimentelle praksisformer.
Vi lægger ligeledes vægt på at ansøgeren ser ansættelsen som en mulighed for at undersøge og udvikle aspekter af sin egen praksis gennem tilrettelæggelsen af undervisningen.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring.
Løn og ansættelsesforhold
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende aftale om eksterne lektorer ved universiteter m.fl. under Uddannelsesministeriet indgået mellem Finansministeriet og AC.
Ansættelsen sker desuden i henhold til gældende stillingstruktur for kunstnerisk og videnskabeligt personale ved Det Kongelige Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus samt Designskolen Kolding – BEK nr. 962 af 24/08/2015.
Stillingen er en deltidsstilling. Timetallet kendes endnu ikke, men kan maksimalt udgøre 500 timer årligt og aftales inden studieårenes opstart. Studieåret løber fra den 1. september til den 30. juni i det efterfølgende år. Forberedelse i august måned kan blive aktuelt.
Stillingen er tidsbegrænset og udløber uden yderligere varsel 3 år. Den kan forlænges efter aftale.
Ansøgningen
Du bedes fremsende motiveret ansøgning, opdateret CV, uddannelsesdiplomer og dokumentation for opfyldelse af de kvalifikationskrav som er listet ovenfor. Du bør vedlægge materiale, der kan belyse dine undervisningsmæssige kvalifikationer.
Ansøgning med tilhørende bilag skal sendes elektronisk via knappen ”Søg stillingen” nedenfor, så den er Det Kongelige Akademi i hænde senest tirsdag, den 17. oktober 2023
Ansøgninger og ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke i bedømmelsen.
Vi gør opmærksom på, at stillingen opslås og besættes i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets ”Bekendtgørelse af 12. april 2019 om ansættelse af kunstnerisk og videnskabeligt personale ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område”.
Efter ansøgningsfristens udløb udvælger institutlederen, med rådgivning fra ansættelsesudvalget, hvilke ansøgere der skal bedømmes. Udvælgelsen sker ud fra en samlet vurdering af, hvilke ansøgere der bedst opfylder kriterierne i stillingsopslaget ud fra det fremsendte ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav.
Alle ansøgere får herefter besked om hvorvidt deres ansøgning er gået videre til bedømmelse, og de udvalgte ansøgere orienteres om udvalgets sammensætning. Herefter vil et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bedømme de udvalgte ansøgere i forhold til den konkrete stilling. Hver ansøger vil få tilsendt bedømmelsen med mulighed for partshøring.
Ansættelse som ekstern lektor vil derfor ske efter konkret bedømmelse i et sagkyndigt bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalget vil foretage deres bedømmelse på baggrund af de i stillingsopslaget listede kvalifikationskrav og det samlede ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav.
Yderligere oplysninger
Oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet kan fås ved henvendelse til HR-medarbejder, Sandra Vally Jørgensen e-mail: svj@kglakademi.dk tlf.: 4170 1606
Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved henvendelse til institutleder Arne Høi, e-mail ahoi@kglakademi.dk, tlf. 4170 1575.
Generelle oplysninger om Det Kongelige Akademi og Institut for Bygningskunst og Arkitektur kan findes på www.kglakademi.dk.
Alle interesserede opfordres til at søge uanset alder, køn, nationalitet, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.