Ekstern lektor til undervisning i case-studier, kvalitative metoder og teori inden for arkitektur
Ved Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering opslås en 3-årig deltidsstilling som ekstern lektor til undervisning i casestudier af arkitektfaglige praksisformer samt vejledning i skriftlighed, kvalitative metoder og teori på bachelor- og kandidatuddannelsen.
Den ledige stilling er tilknyttet Institut for Bygningskunst og Design og ønskes besat pr. 1. september 2022 eller snarest muligt herefter.
Om instituttet
På Institut for Bygningskunst og Design uddanner vi både arkitekter og designere. Med kunstneriske metoder som vores udgangspunkt, udvikler vi arkitektur i en menneskelig skala, og design bliver sat i en rumlig kontekst. De studerende er fordelt på to bachelorprogrammer i hhv. arkitektur og design: Helhed & Del og Produkt+, fire kandidatprogrammer: Spatial Design, Strategic Design, Furniture Design, Fashion, Clothing & Textiles, samt en professionsbachelor i Crafts på Bornholm. Ydermere står instituttet for Akademiets IT- og tegneundervisning.
Om stillingen
Stillingen som ekstern lektor vil bestå af forelæsninger og selvstændig undervisning (f.eks. vejledning og gruppevejledning) inden for casestudier af arkitektfaglige praksisformer på bacheloruddannelsen i arkitektur, undervisning på Praktikkurset (se næste afsnit) samt undervisning inden for arkitektur- og designteori og kvalitative metoder på kandidatprogrammet Strategic Design & Entrepreneurship. Som eksempler på emner i undervisningen kan nævnes Design Thinking, teoridannelser om designmetoder, bæredygtighed, gruppedynamik, innovation og entreprenørskab.
Praktikkurset er et obligatorisk kursus for de studerende efter endt praktikophold, der gennem forelæsninger, workshops med vejledere og case-studier gør de studerende i stand til at skrive en akademisk opgave om en problemstilling fra deres praktikophold. Kurset berører nutidige vilkår og betingelser for udøvelse af arkitektur, design og planlægning, samt arkitektfagets praksisformer i hele deres bredde med henblik på de studerendes opgave om en selvvalgt problemstilling fra faget. Der skal undervises i case-studier og andre kvalitative metoder samt relevante teoridannelser inden for praksis- professionsstudier, arbejdssociologi og -antropologi, så som organisationsteori, Narrativ teori og ANT.
Du vil desuden få til opgave at:
- tilrettelægge og rette opgaver – både i den løbende undervisning og i forbindelse med eksaminer
- eksaminere ved eksaminer og andre prøver
- deltage i kritikker
- vejlede de studerende
Varetagelse af andre opgaver kan forekomme i begrænset omfang, ligesom der efter nærmere aftale kan blive tale om deltagelse i lærermøder, studierejser og undervisning på instituttets øvrige programmer.
Kvalifikationskrav
Du har en relevant uddannelse på minimum kandidatniveau. Efteruddannelse i form af en ph.d.-uddannelse vil være en fordel, da stillingen forudsætter en høj grad af videnskabelige og videnskabsteoriske færdigheder.
Du har indgående kendskab til og erfaring med arkitekturfaglig praksis, idet du enten i en længere årrække har været beskæftiget som arkitekt eller bedrevet forskning på området.
Derudover forventer vi, at du:
- har flere års undervisningserfaring på både bachelor- og kandidatniveau, gerne inden for stillingens fagområde
- har erfaring med planlægning af undervisningsforløb, vejledning og eksaminationer
- Har erfaring med eller mod til at arbejde systematisk med forskningsbaseret undervisning
- Har erfaring med eller mod på at undervise tværfaglige grupper af studerende (arkitekt-, design- og social science studerende)
- Kan undervise på engelsk
Særlig kvalificeret indsats og nyudvikling inden for det undervisningsmæssige område vil blive vægtet i den samlede vurdering ved stillingens besættelse, ligesom det vil blive vægtet positivt, hvis du har erfaring med eksaminationer og har gennemført pædagogikum eller på anden vis har styrket dine pædagogiske færdigheder.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring.
Løn og ansættelsesforhold
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende aftale om eksterne lektorer ved universiteter m.fl. under Uddannelsesministeriet indgået mellem Finansministeriet og AC.
Ansættelsen sker desuden i henhold til gældende stillingstruktur for kunstnerisk og videnskabeligt personale ved Det Kongelige Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus samt Designskolen Kolding – BEK nr. 962 af 24/08/2015.
Stillingen er en deltidsstilling med et timetal på minimum 200 timer det første år. Timetallet for studieårene 2022/2023 og 2023/2024 kendes endnu ikke, men kan maksimalt udgøre 500 timer årligt og aftales inden studieårenes opstart. Studieåret løber fra den 1. september til den 30. juni i det efterfølgende år. Forberedelse i august måned må påregnes.
Stillingen er tidsbegrænset og udløber uden yderligere varsel efter 3 år.
Ansøgningen
Du bedes fremsende motiveret ansøgning, opdateret CV, uddannelsesdiplomer og dokumentation for opfyldelse af de kvalifikationskrav som er listet ovenfor. Du bør vedlægge materiale, der kan belyse dine undervisningsmæssige kvalifikationer.
Ansøgning med tilhørende bilag skal sendes elektronisk via knappen ”Søg stillingen” nedenfor, så den er Det Kongelige Akademi i hænde senest søndag den 29. maj 2022.
Ansøgninger og ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke i bedømmelsen.
Vi gør opmærksom på, at stillingen opslås og besættes i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets ”Bekendtgørelse af 12. april 2019 om ansættelse af kunstnerisk og videnskabeligt personale ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område”.
Efter ansøgningsfristens udløb udvælger institutlederen, med rådgivning fra ansættelsesudvalget, hvilke ansøgere der skal bedømmes. Udvælgelsen sker ud fra en samlet vurdering af, hvilke ansøgere der bedst opfylder kriterierne i stillingsopslaget ud fra det fremsendte ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav.
Alle ansøgere får herefter besked om hvorvidt deres ansøgning er gået videre til bedømmelse, og de udvalgte ansøgere orienteres om udvalgets sammensætning. Herefter vil et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bedømme de udvalgte ansøgere i forhold til den konkrete stilling. Hver ansøger vil få tilsendt bedømmelsen med mulighed for partshøring.
Ansættelse som ekstern lektor vil derfor ske efter konkret bedømmelse i et sagkyndigt bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalget vil foretage deres bedømmelse på baggrund af de i stillingsopslaget listede kvalifikationskrav og det samlede ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav.
Yderligere oplysninger
Oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet kan fås ved henvendelse til HR-medarbejder, Lykke Cooper, e-mail: lcoo@kglakademi.dk, tlf.: 4170 1695.
Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved henvendelse til institutleder, Mathilde Serup, e-mail mser@kglakademi.dk, tlf. 4170 1513.
Generelle oplysninger om Det Kongelige Akademi og Institut for Bygningskunst og Design kan findes på www.kglakademi.dk.
Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.
Om Det Kongelige Akademi
Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering er et internationalt anerkendt akademi, der uddanner professionelt kreative kandidater til højeste niveau og udvikler ny viden, der skaber værdi for samfundet og arbejdsmarkedet. Det Kongelige Akademi er en statsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet og har ca.1.700 studerende og 350 medarbejderårsværk. Læs mere om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside www.kglakademi.dk.