Engageret og knivskarp konsulent til DR Kultur, Børn og Unge

I DR Kultur, Børn og Unge producerer vi størstedelen af det indhold, der kendetegner DR som kulturinstitution - fra DR’s Koncerthus, de store dramaserier og historiske serier til kulturprogrammer og indhold til de små og de unge.

Vi brænder for at levere stærk og værdifuld public service. Til at hjælpe os med det har vi brug for en engageret og fagligt skarp konsulent, der kan være en stærk partner for vores indholdsproduktion og for områdets øverste ledelse. Din rolle bliver blandt andet at være med til at udvikle og implementere strategi og drive projekter, der skal udvikle vores organisation, produktion og interne processer.

Stillingen er et barselsvikariat, der strækker sig fra 1. august 2020 til 1. april 2022.

Opgaven
Du bliver en del af et sekretariat, som understøtter ledelsen i DR Kultur, Børn og Unge i beslutningsprocesser og implementering af strategi og forandringer. Sekretariatet består af en teamleder og fem medarbejdere med erfaring fra blandt andet konsulentbranchen, og vi arbejder i det daglige tæt sammen med områdets direktør, underdirektør og den øvrige ledelsesgruppe.

Du bliver rådgiver i et område med stor spændvidde og variation med musikere i verdensklasse, innovative tv-producenter, skarpe tilrettelæggere og ikke mindst masser af dygtige journalister og programmedarbejdere. Bredden betyder, at du skal være i stand til hurtigt og præcist at sætte dig ind i komplekse, nye problemstillinger og levere kvalificerede analyser og beslutningsoplæg.

Samtidig er det helt afgørende for os, at vi i sekretariatet leverer løsninger, der har reel betydning og værdi for vores ledere og vores produktion. Derfor skal vi både have styr på strategien og være i sync med organisationen. Det gælder uanset, om vi styrer strategiarbejde, laver organisationsudvikling, forbedrer tværgående processer eller leverer skarpe beslutningsoplæg og analyser.

Du vil blandt andet skulle:

  • projektlede aktiviteter, der udvikler vores organisation, administration og produktion
  • være med til at drive arbejdet med at udvikle og implementere strategi ved at projektlede og levere analyser, workshops m.m.
  • lave analyser og notater ifm. aktuelle udfordringer og opgaver
  • levere skarpe beslutningsoplæg og rådgivning til ledelsen i DR Kultur, Børn og Unge

Derudover får du et særligt fokus på at understøtte ledelsen af DR’s Koncerthus og ensembler samt DR Drama.

Om dig
Generelt forventer vi, at du er den skarpeste kniv i skuffen, fordi du holder et højt fagligt niveau og leverer løsninger, der har reel værdi og effekt. Konkret går vi efter ansøgere med:

  • en fagligt stærk profil inden for samfundsvidenskab som fx scient.pol., cand.polit. eller lignende.
  • stærke analytiske kompetencer og problemløsningsevner
  • væsentlig erfaring med projekt- og procesledelse i større organisationer
  • konkret og dokumenteret erfaring med at udvikle organisationer, ledelse og processer
  • blik for at kombinere de store strategiske linjer med styr på detaljerne
  • personligheden til at trives med stort ansvar
  • stort engagement, ambitioner og højt fagligt niveau
  • forståelse for vilkårene og beslutningsprocesserne i store organisationer.

Til gengæld kan vi levere en alsidig hverdag i en organisation med masser af inspiration og udvikling. Du har ikke nødvendigvis erfaring fra mediebranchen, men du er interesseret i udviklingen i medie- og kulturbranchen. Hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation fx fra staten, så er det en fordel, men ikke et krav.

Du er velkommen til at kontakte sekretariatsleder Jakob Wickmann Elkjær på tlf. 28548329 eller på mail jawi@dr.dk, hvis du vil vide mere om stillingen. 

Ansøgningsfrist: mandag d. 3. maj.