Er du den nye leder af Sound Art Lab?

Er du den nye leder af Sound Art Lab, Danmarks internationale kraftcenter for lydkunst?

Har du lyst til at udvikle et kunstnerisk produktionsmiljø med en tårnhøj faglighed, så det giver lokal stolthed og international opmærksomhed?

Kan du drage nytte af de mange kompetencer, der er til stede lokalt i Lydens By? Og ser du Sound Art Lab som en naturlig spiller på den nationale og internationale scene for lydkunst?

Sound Art Lab er Danmarks eneste center for kunstnerisk udvikling i lyd. Vi søger den leder, der tager institutionen videre på den rejse, der skal gøre stedet til et internationalt kraftcenter for lydkunst.

Struer Kommune har sammen med en lang række interessenter været i gang med at udvikle Sound Art Lab, lydkunstbiennalen Struer Tracks, kommunens lydkunststrategi og meget andet i snart seks år, og har nu brug for en dedikeret leder, der kan konsolidere og videreudvikle kommunens ambitiøse indsats på lydkunstfeltet.

Om jobbet

Som leder af Sound Art Lab er du det naturlige centrum for brugere og ansatte i huset. Du skal facilitere kunstneriske udviklingsprojekter og være med til at udvikle et fagligt miljø, der hviler både på teknisk kunnen og konceptuel forståelse. Vi forventer derfor, at du har din daglige gang i Sound Art Lab.

Sound Art Lab råder over lydstudier, atelier, undervisningslokaler, værksteder og en gæstelejlighed. Som leder har du blik for, hvordan faciliteterne fortsat kan udvikles, renoveres og forbedres – samt at finde midlerne hertil.

Som leder af Sound Art Lab skal du på en og samme tid bidrage til at gøre stedet til et levende hus i lokalområdet og til et kreativt centrum for lyd med et aktivt samspil mellem aktører inden for uddannelse, kultur- og erhvervsliv. Du skal udvikle og tiltrække vækstlaget af unge talenter og bidrage til at de internationale kompetencer møder og involverer det lokale. 

Du er den direkte leder for Sound Art Labs medarbejdere, hvoraf mange er projektansatte. Som leder skal du bistå projektudviklingen fra idé over fundraising og til eksekvering og afrapportering. Pt. huser Sound Art Lab disse projekter: lydkunstbiennalen Struer Tracks, undervisningsprojekterne Lydspor og LydLaboratoriet og kompetenceudviklingsprojekter ’Fremtidens Lydkunst i Region Midtjylland’. Det er naturligt for dig at søge nye partnerskaber og projekter, der bidrager til at indløse visionen om Sound Art Lab som et nationalt værksted og internationalt kraftcentrum for lydkunst. Du medbringer et stærkt netværk, og ser det som en naturlig del af jobbet at udvikle din viden og dit netværk på feltet. 

En af dine første opgaver bliver at udvikle en ny strategi for Sound Art Lab og Struer Tracks sammen med styregruppen og SALs kunstneriske rådgivningsgruppe. Styregruppen ledes af kommunaldirektøren og med deltagelse af bl.a. repræsentanter fra Bang & Olufsen, Harman-Samsung, Sound Hub Denmark og kunsthallen Regelbau 411. I den rådgivende gruppe sidder interessenter fra det nationale lydkunstmiljø.

Som leder af Sound Art Lab har du bl.a. disse arbejdsopgaver:

  • Faglig sparring med besøgende kunstnere og tilrettelæggelse og facilitering af seminarer, workshops - og andet for brugergrupperne
  • Personaleledelse af lydkunstværkstedets ansatte
  • Økonomistyring samt projektstyring- og udvikling, herunder fundraising til projekter og drift
  • Interessevaretagelse og udvikling af netværker og partnerskaber samt værtskab for residencies, skoletjenester og andre brugere
  • Sikre progressionen for lydkunstbiennalen Struer Tracks som et fyrtårn der udfolder sig i og udenfor kommunen året rundt (skal evalueres i foråret 2022)
  • Deltagelse i Struers Kunstråd og bistand i kommunens projekter på lydkunstfeltet (f.eks. realiseringen af lydkunstværker såsom The Receiver og Amplified Views)

Om dig

Vi leder efter den rette person til at realisere ambitionen om at gøre Sound Art Lab til et internationalt kraftcenter for lydkunst. Din uddannelsesbaggrund er derfor ikke afgørende, men det har større betydning, at du besidder de rette kompetencer til at lykkes med opgaven. 

Vi søger en person med følgende kvaliteter:

  • Visionære strategiske kompetencer - samt overblikket og især evnen til at føre dem ud livet   
  • Høj faglig viden om lydkunst, både internationalt og nationalt
  • Erfaring med ledelse, personaleledelse og organisationsudvikling på et sted med forskellige bruger- og målgrupper
  • Erfaring med projektudvikling og projektledelse
  • Erfaring med at samarbejde med kunstnere og facilitere kunstneriske processer, herunder at udvikle og drive residency-programmer
  • Internationalt udsyn og netværk - herunder at skabe partnerskaber og dialog med forskellige interessenter 
  • Har forståelse for, og kan navigere i en, offentlig politisk styret organisation og i spændet mellem et politisk niveau, en ’bestyrelse’ og det frie kunstneriske felt
  • Kommer nemt i kontakt med andre mennesker, er opsøgende og imødekommende

Vi tilbyder

Du får et spændende og udfordrende job i et setup, hvor lyd og udvikling er i centrum – og hvor du har mulighed for at sætte dit eget aftryk.

Du får fire dedikerede projektmedarbejdere med forskellig baggrund – men med stor faglighed, motivation og passion på at videreudvikle Sound Art Lab i samarbejde med dig.

Derudover har du tilknyttet en medarbejder ved Struer Kommune som i det daglige vil være din sparringspartner, ligesom du får en bred adgang til allerede, etablerede lydaktører i Struer, som du i dit arbejde vil samarbejde tæt med.

Løn og ansættelse

Stillingen er som leder af Sound Art Lab.

Ansættelsen sker i Struer Kommune med reference til kommunaldirektøren, men den daglige arbejdsplads bliver i Sound Art Lab, Peter Bangs Vej 17B i Struer. 

Stillingen er på 37 timer ugentlig.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter gældende overenskomst mellem KL og forhandlingsberettigede organisation og i forhold til din profil.

Ansættelsesproces

Ansøgning og bilag skal sendes elektronisk og være Struer Kommune i hænde senest torsdag den 20. januar 2022 kl. 12. 

Stillingen ønskes besat senest pr. den 1. marts 2022.

Ansættelsessamtaler forventes holdt tirsdag den 25. januar 2022 (1. samtalerunde) og evt. torsdag den 27. januar 2022 (2. samtalerunde). 

Vil du vide mere

Har du spørgsmål til stillingens indhold, er du velkommen til kontakte: 
Claus Falk Petersen, chefkonsulent Struer Kommune, 51 14 26 31 / cfp@struer.dk 
Nicole Cecilie Bitsch Pedersen, kunstformidler Sound Art Lab, 22 33 65 06 / nicole@soundartlab.org

Info

Sound Art Lab: www.soundartlab.org
Struer Tracks Sound Art Biennale: www.struertracks.dk
Struer Lydens By: www.lydensby.dk 
Struer Kommune: www.struer.dk
Struer Kommunes strategi for Lydkunst ’Kunst med Effekt’: 

Sound Art Lab, Lydens By og lydkunst
Sound Art Lab er et center for kunstnerisk udvikling i lyd etableret af Struer Kommune. Sound Art Lab har til huse i tidligere Bang & Olufsen bygninger, som er blevet omdannet til et udviklingscenter for lydkunst med lydstudier, undervisningslokaler og atelierer. Vores brugere er kunstnere, undervisningsinstitutioner og lokale foreninger og aktører på lydfeltet. 

Struer har siden 1925 været hjemsted for Bang & Olufsen, og byen og området er fuld af kompetencer, historier og visioner, der angår lyd. Lyd er en del vores identitet og har inspireret os til at stræbe efter det sublime, søge det innovative og insistere på den høje kvalitet. Derfor har Struer Kommune siden 2013, som den eneste kommune i verden, satset på lyd som driver for kommunens udvikling - både når det gælder erhverv, kultur, bo¬sætning, byplanlægning og mange andre af kommunens kerneområder. Lydens By er en fælles fortælling og plat¬form for samarbejde mellem mange forskellige aktører omkring det at drive Struers fremadrettede udvikling – herunder hvordan opmærksomhed på lyd kan bidrage til at skabe bedre byer, særlige attraktioner, lokal udvikling og bedre velfærd.

Sound Art Lab er en del af Struers lydklynge som blandt andet også omfatter den nationale erhvervsklynge Danish Sound Cluster og Sound Hub Denmark - verdens første internationale innovationsmiljø indenfor sound tech - og som alt sammen skal understøtte Struer som Danmarks internationale kraftcenter for lyd – med innovation, iværksætteri, uddannelse forskning og kunst i verdensklasse.

Byrådet vedtog i 2020 en strategi for lydkunst ’Kunst med Effekt’, der etablerer rammerne for et langsigtet arbejde med lydkunst, bl.a. i permanente værker, i en tilbagevendende biennale, Struer Tracks, og i Sound Art Lab. Sound Art Lab interesserer sig for mange forskellige koblinger mellem lyd og kunst, og ønsker at understøtte og udvikle lydkunstens tværdisciplinære felt på nationalt og internationalt plan.

Opret Jobagent

Ansøgningsfrist:

20. januar 2022 12:00

Arbejdssted:

Struer Kommune Rådhuset

Ansættelsesforhold:

Fuldtid

Kontakt:

chefkonsulent Claus Falk Petersen
Tlf. 51142631

 

Læs mere om Struer Kommune

Flere ledige stillinger

Søg stillingen