Festivalkoordinator til Odense International Film Festival
OFF - Danmarks ældste og eneste Oscar-, EFA og Robert-kvalificerende kortfilmfestival søger en erfaren og driftssikker kollega til festivalteamet.
OFF har igennem de seneste 10 år gennemgået en markant transformation, hvor festivalen i sin nuværende form, kan blande sig med de allerbedste og vigtigste kortfilmfestivaller i Europa. Samtidigt nyder festivalen stor anerkendelse og opbakning såvel lokalt som nationalt fra både filmbranche, presse, publikum, politikere og andre bevillingsgivere.
Vi har store ambitioner for OFF, opbakningen er markant og mulighederne mange. Derfor søger vi netop nu en idérig kollega med solid erfaring inden for koordinering af større kulturbegivenheder: En selvstændig festivalkoordinator, der formår at holde hovedet koldt og løse mange opgaver sideløbende i henhold til vores meget omskiftelige årshjul.
En ambitiøs filmfestival som OFF kræver en velsmurt administration, hvorfor vi søger en solid og kreativ Excel-ekvilibrist med øje for effektivisering og eksekvering, ligesom det er nødvendigt, at du med din kommunikative værktøjskasse kan levere alt fra dokumentation til bidragsydere og rapporter til klummer, artikler samt velkomponeret information til frivillige, filmskabere og gæster. Derudover er det afgørende, at du har drive, idéer, vilje og evne til at udvikle og skabe fremtidens festival i tæt samarbejde med festivalens øvrige team.
OFF er en del af Kulturmaskinen under Odense Kommune. Det vægter derfor tungt hos os, at du fra tidligere jobs har erfaring med at udvikle, drifte og projektlede i en politisk styret organisation.
Du skal derudover have erfaring med:
- Koordinering af større arrangementer og event – særligt gerne fra kulturbranchen
- Office-pakken – og særligt Excel!
- Kommunikation og tekstarbejde
- Produktion af content til SoMe
- Redigering af websites i Wordpress
- Fondsansøgning og afrapportering
- Projekt-, økonomi- og resursestyring
- Rekruttering, koordinering og fastholdelse af frivillige
Vi tilbyder
Vi tilbyder en lækker arbejdsplads med rum til både udvikling og udfoldelse, men også med et stærkt fokus på professionalisme og eksekvering, så festivalen på alle parametre står knivskarpt. OFF er en spændende og udfordrende arbejdsplads, hvor du kan blive en central del af et dynamisk festivalteam, der arbejder hårdt og har det sjovt.
Du er med til at træffe beslutningerne og har i høj grad mulighed for at bruge din faglighed og sætte dit præg på filmfestivalen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen er på 32 timer om ugen med start den 1. april 2023.
Vil du vide mere?
Hvis du har behov for at vide mere, er du velkommen til at henvende dig til festivalleder for OFF, Birgitte Weinberger på 30 58 16 17.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 25. februar 2023. Vi forventer at afholde samtaler den 2. marts 2023.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien