Film-x søger Guide til Skoleforløb

Det Danske Filminstitut søger en guide, der brænder for at udfordre og inspirere folkeskoleelever, når de producerer film i FILM-X, Cinematekets filmstudier.

Vores nye guide bliver en del af det pædagogiske team, der sammen med Skoletjenesten og fire andre guider står for at give skoleklasser en engagerende og kreativ læringsoplevelse.

Vores skoleforløb varer tre timer. Guiderne indleder hvert forløb med et dialogbaseret filmfagligt oplæg, og dernæst understøtter de elevernes produktionsproces i FILM-X studierne. Eleverne samarbejder i mindre filmhold om at optage og klippe filmen, og hvert forløb afsluttes med at de færdige film vises og evalueres i vores biograf.

Som guide samarbejder du med en kollega under hvert forløb, og jeres rolle er både at introducere til teknik og udstyr, at sikre et godt arbejdsflow og ikke mindst udfordre eleverne, så de reflekterer over og kan argumentere for beslutninger vedr. deres handling og brug af de filmiske virkemidler.

 Vi forestiller os, at du:

  • Er nysgerrig over for børnenes kreative processer
  • Er optaget af at formidle og inspirere andre
  • Er imødekommende og går i dialog med børn og unge på deres faglige niveau
  • Har basal erfaring med filmiske virkemidler og filmproduktion
  • Er fortrolig med en computer og ny teknologi
  • Måske har du allerede erfaring med undervisning eller facilitering af kreative processer, men det er ikke et krav

Alle nyansatte guider gennemgår et oplæringsforløb og involveres løbende i evaluering og udviklingsarbejde. Derudover tilbydes alle løbende supervision.

Arbejdstid

Din arbejdstid er 15 timer om ugen, som typisk fordeles på to hverdage. Alle vore guider er i perioder med til at afvikle forløb for andre af vore målgrupper, fx sommer camps, teambuilding, ”gå til film” og særlige events, men din primære arbejdstid bliver hverdage mellem 8:30-16.

Vagtplanen aftales for to måneder ad gangen, hvilket gør det muligt at have let varierende timetal i perioder og varetage f.eks. studier eller andre jobs ved siden af.

Ansættelse

FILM-X guider ansættes efter funktionærloven. Lønnen fastsættes efter HK-overenskomsten gældende for ansatte i staten. Der udbetales tillæg for weekend- og aftenarbejde.Stillingen ønskes besat d. 8/8 2022. Der er ansøgningsfrist d. 6/6. Samtaler gennemføres d. 20/6.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder, Kari Eggert Rysgaard, pr mail: karir@dfi.dk eller på telefon 3374 3669.

 

Læs mere om FILM-X på www.film-x.dk.