Folketeatret søger Salgschef

Elsker du at arbejde med salg, er du iderig, har du gejst og mod på at opdyrke nye kundegrupper, så læs mere her!

Folketeatret er en selvejende institution og Danmarks ældste folkelige teater – vi har rundet 165 år i år og har en omfangsrig produktion, coproduktioner samt en række gæstespil og arrangementer. Vi er derudover Danmarks største turneteater. Hver sæson sælger vi 170-200.000 billetter – ca. halvdelen på turne og halvdelen i Nørregade.

Du bliver vores nye salgschef i en nyoprettet afdeling, hvor du får ansvaret for vores direkte salgsarbejde i et tæt samarbejde med vores Kommunikationsafdeling. I din afdeling vil du have ledelse af en salgsmedarbejder, vores daglige leder af Børn og Ungeafdelingen samt vores foyerchef og dennes ca. 25 løst ansatte forhusmedarbejdere.

Som salgschef får du ansvaret for opgaver lige fra gruppesalg, opsøgende salg, arrangementer for vores kunder, merchandice, bundling, tværgående samarbejder, billetsystem, data og analyse af vores kunder til udarbejdelse af en strategi for det direkte salg. Hos os er man som chef en del af teamet og tager del i alle slags opgaver – dvs. du også er udførende på salgsafdelingens opgaver.

Stillingen refererer til vores teaterchef Kasper Wilton og du bliver en del af vores ledergruppe, som udover dig består af teaterchefen, økonomichefen, kommunikationschefen, personalechefen, turnechefen, produktionschefen og produktionslederen i Nørregade.

Du får mange spændende opgaver

Som teater står vi ligesom andre kulturinstitutioner i en brydningstid, hvor både et generationsskifte i vores publikum, en post Corona tid og en energikrise, kræver at vi tænker nyt og anderledes. Her er det vigtigt, at vi får brugt den data, vi kan få om vores publikum og at vi får udbredt kendskabet til at teatret har en rolle i samfundsudviklingen, som levende underholdning i et fællesskab, i skolernes undervisning og i dannelsen af såvel børn, unge og voksne. Derfor har vi brug for dig til en række spændende opgaver:

 

  • Skabe en strategi for det direkte salg
  • Løse en række spændende daglige driftsopgaver såvel som udviklingsopgaver
    • Servicere og udvikle relationerne til nuværende og nye kunder
    • Udvikle og sælge unikke helhedsoplevelser/events til eksisterende såvel som nye gruppekunder og eksekvere disse i tæt samarbejde med foyerchefen
    • Opsøgende salg ift. nye gruppekunder, personaleforeninger, B2B eller helt andre kundesegmenter
    • Indhente og analysere data om vores publikum, for at understøtte en målrettet salgsindsats
    • Udvikle nye samarbejder, f.eks. mhp. bundling med andre kulturinstitutioner, restauranter m.v.
    • Udvikle koncepter ift. merchandice, udsmykning af foyer m.m.
    • Løbende monitorere og understøtte billetsalget

 

Vi kan tilbyde en unik arbejdsplads

 

  • Med mulighed for at kaste alt din gejst og energi ind i at sælge vores skønne forestillinger, skabe nye samarbejder og sætte rammerne for den bedst mulige publikumsoplevelse igennem hele processen
  • Med mange skønne kolleger på teatret, der alle brænder for det, de laver, og at blive en del af et fantastisk miljø, hvor hjertet for teatret, et stærkt sammenhold og en god omgangstone er i centrum
  • Med et ledelsesteam der arbejder tæt sammen om at løfte opgaven i et godt fællesskab
  • Med god mulighed for relevant kompetenceudvikling
  • Med adgang til en række personalegoder: pensionsordning på 15 procent, sundhedsforsikring, mulighed for brug af motionscenter, rabatordning på en række hoteller, 4 ugers sommerferie, en fleksibel arbejdsplads og selvfølgelig mulighed for at se en masse teater

Stillingen stiller krav til dig som person og dine kompetencer

Derfor forventer vi, at:

  • Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund
  • Du har erfaring fra en stilling som salgschef
  • Du har erfaring fra teaterverdenen, en kulturinstitution eller lignende
  • Du har erfaring med billetsystemer eller er indstillet på at blive vores ekspert
  • Du er en dygtig sælger, har gejst, energi og drive, der smitter dine omgivelser
  • Du er iderig og er god til at føre dem ud i livet
  • Du er god til at skabe relationer og har en stærk formidlingsevne
  • Du har en sans for god kundeservice
  • Du er erfaren med at arbejde med data som grundlag for salg
  • Du er indstillet på, at arbejdet også vil indbefatte aften- og weekendarbejde i et vist omfang

Ansøgning og information

Ansøgningsfristen er torsdag den 10. november 2022. Vi forventer at afholde første samtale tirsdag den 15. november og anden samtale torsdag den 24. november. Ansøgere, der går videre til anden samtale skal tage test, med en virtuel testtilbagemelding i løbet af den 22. november og der vil blive trukket referencer inden tilbud om ansættelse. Tiltrædelse er 1. januar 2022.

Lønnen forhandles efter kvalifikationer.

Send din ansøgning og et CV mærket ”Salgschef” til personalechef Lone Beier på lobe@folketeatret.dk.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til – i fortrolighed naturligvis – at kontakte teaterchef Kasper Wilton. Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen, kontakt da personalechef Lone Beier på ovenstående mail eller du kan kontakte os via Folketeatrets telefon 38345555.

Vil du vide mere om Folketeatret?

Folketeatret er en del af Det Københavnske Teatersamarbejde. Vi er et teater med en fast stab på ca. 50 medarbejdere samt 2-300 periodisk ansatte – både instruktører, scenografer, lyd- og lysdesignere, løse teknikere, koreografer og skuespillere. Vi samarbejder både med en lang række eksterne aktører, små som store, og med teaterforeningerne og bedriver desuden kommerciel virksomhed i form af udlejningsarrangementer m.m. Vi har adresse i både Nørregade og på Hvidkildevej, hvor vores turneteater holder til. Skræddersal, værksteder, teknikere og scener findes på begge matrikler. Vi er langt fremme på bæredygtighedsområdet, både ift. energiforbrug, affald og genbrug. Og så er vi en attraktiv arbejdsplads, hvor vi er gode til at se og høre hinanden, gode til at fejre stort og småt, og hvor mange af vores medarbejdere bliver i mange år.

Du kan også høre mere om Folketeatrets historie i vores podcast her: https://open.spotify.com/show/6Uxt854v8mBG2GWOOCen6k