Formidlingskoordinator til Stevns Klint Besøgscenter

Brænder du for formidling for både børn og voksne, og kan du vække nysgerrighed og begejstring for et område med betydning for mennesker over hele verden?

Så læs videre her.

I oktober 2022 åbner Stevns Klint Besøgscenter som en helt ny indgang for oplevelsen og formidlingen af Stevns Klint som UNESCO Verdensarv. Besøgscenteret får til huse i en unik arkitekttegnet bygning i Boesdal Kalkbrud og kommer til at rumme både udstillinger, aktivitets- og undervisningsrum, bistro, shop og butik, events, et akademi og ekspeditoner samt udendørs faciliteter.

Vi søger nu en nøglemedarbejder med formidlingserfaring, der kan stå i spidsen for at udvikle et bredt program af formidlingstilbud til skoler og børnefamilier, lokale brugere samt danske og udenlandske turister. Programmet udvikles og eksekveres blandt andet i samarbejde med de mange eksisterende formidlere på Stevns således at Stevns Klint Besøgscenter fungerer som portal til formidling om Stevns Klint.

Som formidlingskoordinator får du primært base på besøgscenteret, hvor du gennem ekspeditioner, undervisning, rundvisninger, familieaktiviteter og øvrige aktiviteter skal folde vores kernefortælling ud om Stevns Klint som nøglen til at forstå, hvordan en enorm meteor for 66 millioner år siden førte til dinosaurernes uddøen.

Vi leder efter en kreativ og driftssikker kollega, der:

  • Har stået i spidsen for eller været med til at opbygge en succesfuld formidlings- eller undervisningsenhed på en anden kultur- eller læringsinstitution – og kan udvikle undervisningstilbud med udgangspunkt i skolernes lære- og læseplaner.
  • Har forståelse for (og gerne erfaring med) formidling for voksengrupper og kan bygge et solidt program op for rundvisninger med udgangspunkt i vores kernefortælling.
  • Kender børnefamiliers behov og kulturvaner og kan udvikle lærerige og underholdende familieaktiviteter til weekends og skoleferier. En stor del af familie- og børnetilbuddene vil tage udgangspunkt i et særligt børneunivers centreret om den lille overlever Lucky, der spiller en central rolle i besøgscentrets nye udstillinger.
  • Er udadvendt og nærværende og brænder for at give alle besøgende en uforglemmelig oplevelse.
  • Er idérig, kreativ og fagligt nysgerrig i forhold til både vores kernefortælling og udvikling af nye formidlingstilbud.
  • Er sprogligt og kommunikativt stærk, både mundtligt og skriftligt.
  • Er praktisk anlagt og indstillet på sammen med resten af medarbejderstaben at bidrage til besøgscentrets almindelige drift og udvikling.
  • Har lyst til at indgå i tværfaglige arbejdsfællesskaber og opdyrke nye lokale partnerskaber for at skabe det bedst mulige formidlingsprogram for det nye Stevns Klint Besøgscenter.

Din hverdag vil blive som en del af Stevns Klint Besøgscenter, i en ny organisation, der er under opbygning, men hvor vi kan love, at du kommer til at indgå i et engageret, kompetent og muntert hold, med stor lyst til samskabelse, dialog og udvikling.

Vi har brug for en kollega med et veludviklet struktur-gen, der kan planlægge i en travl hverdag med mange praktiske såvel som koordinerende opgaver, og med mange både større og mindre tidsbegrænsede projekter, som du vil deltage i eller selv få ansvar for. Du har direkte reference til direktøren.

Timer/vilkår

Der er tale om en fast fuldtidsstilling med varierende arbejdstider - særligt i højsæsoner. Løn efter kvalifikationer.

Arbejdssted

Stevns Klint Besøgscenter ApS, Algade 8, 4660 Store Heddinge samt Boesdalsvej 14, 4673 Rødvig Stevns.

Tiltrædelse

Snarest.

Ansøgningsfrist

Fredag den 13. maj 2022. Samtaler afholdes løbende.

Spørgsmål

Eventuelle spørgsmål kan rettes til chef for Verdensarvskontoret Tove Damholt på mail tove@stevnsklint.org eller direktør Stevns Klint Besøgscenter Steen Bonke Sørensen på mail steen@stevnsklint.org.