Forstander
Er du nysgerrig, modig, og en erfaren leder, der samtidig er tiltrukket af højskolelivet og det tætte samvær med elever og medarbejdere? Så er du måske vores kommende forstander, der leder Jyderup Højskole ind i dette årti.
Jyderup Højskole er en af Danmarks nyeste højskoler. Den har over de seneste 8 år vist sin styrke og særegenhed som fortolker af den danske højskoletradition. Højskolen bygger på grundantagelsen, at kultur, kunst og politik er noget, som vi alle kan deltage i, påvirke og påvirkes af. Skolens nuværende fokusområder er bæredygtighed, natur, musik, kunst, og skrivning.
En kongstanke fra skolens start er, at demokrati skal være et gennemgående tema, og at udøvelsen af demokratiet er praktisk træning i kvalificeret uenighed.
Højskolens stifter og forstander har nu valgt at give depechen videre. Derfor søger skolen pr. 1. maj 2021 en ny forstander til at tegne skolens retning, og med udgangspunkt i den almene grundtvigianske tradition, løfte Jyderup Højskole til nye højder. Skolen ønsker at forholde sig til den tid vi lever i og til fremtiden; At blive vurderet som en reaktion på vores samtid og en konfrontation af tidsånden.
Højskolens bestyrelse ser frem til at kunne ansætte en ny forstander, der også vil brænde for skolen, for fællesskabet og for den særegne livsstil, som en levende højskole er.
Vores nye forstander overtager ansvaret for en højskole, der blev grundlagt i 2014, med opbakning fra lokale folk og gode venner af højskoletanken. I en tid hvor andre højskoler måtte dreje nøglen om, valgte Jyderup Højskole at gå helt nye veje og sætte alle sejl. Skolen har i dag en dedikeret og stærk personalegruppe, og alle 55 elevpladser er besat i foråret 2021.
Som forstander har du det overordnede ansvar for den faglige, pædagogiske, administrative og økonomiske ledelse af Jyderup Højskole. Du refererer til bestyrelsen.
Overordnet beskrivelse af jobbet.
Forstanderen:
- udarbejder strategisk planlægning og ledelse i samarbejde med skolens bestyrelse
- forestår den daglige ledelse
- er ansvarlig for økonomistyring
- ansætter og afskediger samt forhandler løn og arbejdsvilkår for alle ansatte
Faglige kvalifikationer
Du:
- har ledelseserfaring
- har erfaring med økonomistyring og forretningsledelse
- har kendskab til højskoleverdenen
- er stærk i kommunikation og formidling
- har gerne undervisningserfaring
Vilkår
- At lede Jyderup Højskole indebærer, at du bor på skolen, og har lyst til at leve og virke i tæt nærvær med skolens elever, personale og skolens mange involverede, herunder en aktiv bestyrelse
- Højskolen samarbejder med byens kultur- og erhvervsliv. Jyderup Højskole er en del af byen og omvendt.
Vi tilbyder
- Løn efter aftale og gældende regler
- Forstanderbolig på 110 m2, med udsigt over Skarresø
- Uhøjtidelig kultur, som bygger på gensidig respekt, rummelighed og humor
Stillingen ønskes besat 1.5. 2021, eller snarest herefter
For yderligere information om stillingen kontakt bestyrelsesformand Lena Brostrøm via nedenstående mailadresse.
Ansøgningsfrist d. 7.3.2021. Ansøgning, CV og eventuelle bilag mærkes ”Forstander Jyderup”, og sendes til niels@jerlconsult.dk
Første samtale afholdes 18. og 19. marts, anden samtale afholdes 23. marts.