Idræts- og foreningskonsulent til Ballerup Kommune
Kan du sikre, at nålen i idrætskompasset både peger på breddeidrætten, på eliteidrætten, på de selvorganiserede og på det traditionelle og fornyelse?
Vil du være med til at understøtte og medvirke til at videreudvikle idræts- og foreningsområdet i Ballerup Kommune?
Og har du en idrætsfaglig uddannelsesbaggrund eller en anden lignende videregående uddannelse? Så er du måske vores næste idræts- og foreningskonsulent og kollega.
Dine vigtigste opgaver
I Ballerup Kommune er det en del af vores DNA at være tæt på vores foreninger og foreningslivet og jobbet som idræts- og foreningskonsulent er et job med stor variation, hvor du blandt andet vil komme til at arbejde med
- At give Ballerup Kommunes idrætspolitik luft under vingerne
- At udvikle idrætten - fra børneidræt til senioridræt og fra den organiserede til den selvorganiserede idræt
- At videreudvikle arbejdet med udnyttelsen af vores idrætsfaciliteter
- Team Danmark Eliteidrætskommune-aftalen med fem satsningsidrætsgrene herunder evaluering af den nuværende aftale og udarbejdelse og indgåelse af en ny
- Sponsorklubben Team Ballerup, der støtter ungdomsudviklingsarbejdet i de fem satsningsidrætsgrene
- Udarbejde sagsfremstillinger til politiske udvalg, ad hoc opgaver samt bidrage til den almindelige hverdag i teamet.
Dine kompetencer
Som Idræts- og Fritidskonsulent forventer vi
- Du har et fagligt indblik i idrætten og foreningslivet herunder et kendskab til de nyeste tendenser inden for området
- Har erfaring med idræts- og foreningsudvikling og har kendskab til og fornemmelse for samspillet mellem kommune og det frivillige foreningsliv
- Forstår at samarbejde med og være i dialog med frivillige
- Har erfaring med udviklingsopgaver samt projekt- og proceslederrollen
- Evner at se på tværs af den kommunale organisation og har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
Vi lægger herudover vægt på, at du som person
- Er udadvendt, opsøgende, nem at samarbejde med og har humor
- Er troværdig og tillidsfuld
- Er dygtigt til at skabe relationer.
Det får du hos os
I Ballerup Kommune er vi kendt for et stort, mangfoldigt og stærkt foreningsliv og der er et stort politisk fokus på området. Derudover har vi et voksende antal selvorganiserede brugere og borgere, som også er en del af kommunens aktive potentiale.
Vi tilbyder blandt andet
- En dynamisk, spændende arbejdsplads med engagerede kolleger og ”højt til loftet”
- Et selvstændigt, spændende og afvekslende job med stor indflydelse på arbejdsdagen
- Inspirerende samarbejdspartnere samt gode samarbejdsnetværk
- Muligheder for kurser og uddannelse.
Hvem er vi
Du bliver en del af Kultur og Fritid i Center for Skoler, Institutioner og Kultur, hvor arbejdet med foreninger, fritid og kultur er forankret. Vi er en lille, ambitiøs og homogen enhed. Her er mulighed for at udfolde sig, plads til ideer og til at afsøge muligheder. Vi har en stærk fællesskabsfølelse og er opmærksomme på hinanden og vi hjælper hinanden, når der er behov for at løfte i fællesskab.
Derudover vil du komme til at samarbejde med vores dygtige kolleger i Ballerup Idrætsby, som blandt andet rummer Ballerup Super Arena – Banecykellandsholdenes kraft- og træningscenter samt en række kolleger i andre af kommunens fagcentre.
Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte kulturkonsulent Anne Rasmussen på telefon 7230 9535 eller leder af Ballerup Idrætsby Rune Holm Andersen på telefon 2270 6066 før eller efter juleferien (23. december – 1. januar).
Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk
Ansættelsesproces og løn
Ansættelsesdatoen er hurtigst muligt.
Vi forventer at holde 1. samtaler morgen/formiddag den 16. januar 2023 og 2. samtaler den 19. januar 2023 om eftermiddagen.
Stillingen er på 37 timer om ugen. Da arbejdet blandt andet indebærer kontakt til frivillige, må arbejde uden for almindelig arbejdstid forventes.
Ansøgningsfrist: 9. januar 2023.
Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.
Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at møde dig.