Idræts- og kulturmedarbejder til værtskab i Prismen på Amager
Vi søger en ny kollega, der er imødekommende, initiativrig og med en god portion kendskab til mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund.
Om os
Du ansættes i Prismen, som er et idræts- og kulturhus i Holmbladsgade på Amager. Du kommer til at blive en del af et lille velfungerende team bestående af i alt seks kollegaer. Vi sætter det gode samarbejde og kommunikation højt, selv om vi arbejder på forskellige tidspunkter. Der vil derfor være eftermiddagsmøder med dine kollegaer en til to gange om måneden og løbende opfølgning på afvikling og andre arbejdsopgaver, der enten løses af os i fællesskab eller individuelt.
Dit ansvar og dine arbejdsopgaver
Din primære opgave er at sikre en god oplevelse for brugerne af Prismen. Du skal have lyst til at være med til at sikre et godt idræts- og kulturmiljø i samarbejde med Prismens øvrige medarbejdere og derved skabe gode betingelser for, at idræts- og kulturlivet trives, blomstrer og udvikles.
Dine arbejdsopgaver bliver bl.a. at
- være vært og sikre en god oplevelse for brugerne i Prismen
- servicere og understøtte idræts-, kultur- og foreningslivet, herunder hjælpe foreninger, brugere og andre aktører i og omkring Prismen
- afvikle mindre kulturarrangementer
- varetage mail- og telefonkommunikation
- håndtere diverse drifts- og vedligeholdelsesopgaver og koordinering af disse
- deltage i driftsmøder
Kompetencemæssigt leder vi efter en ny god kollega, der gerne har flere kvaliteter
- gode sociale kompetencer - du er serviceminded, tager initiativ og skaber tryghed
- har erfaring med planlægning og afvikling af kulturarrangementer
- interesse for og kendskab til idræts- og kulturlivet
- du er en god holdspiller og en god kollega – men skal også kunne arbejde selvstændigt, da du primært vil være alene på vagt i de sene eftermiddags- og aftentimer.
- du har kendskab til it på brugerniveau
- du taler og skriver godt dansk
- du trives i en skiftende hverdag med såvel daglige driftsopgaver som opgaver ved større idræts-og kulturarrangementer i samarbejde med såvel lokale som eksterne aktører.
Din uddannelsesmæssig baggrund er ikke det vigtigste.
Om Prismen
Prismen er et idræts- og kulturhus i Holmbladsgade med holdaktiviteter, loppemarkeder, koncerter og mange typer kulturarrangementer. Her kan du booke en bane, leje et lokale til fysisk udfoldelse, og øve med dit band i øvecontaineren. Prismen lægger også hus til foreninger og klubber, og ikke mindst til restaurant Øens Spisested.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er på fuld tid og omfatter eftermiddags-, aften- og weekendvagter.
Tiltrædelse den 1. august 2023.
Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, kan du kontakte idrætskoordinator David Karlsson på 2480 5625.
Søg via linket senest søndag den 30. april 2023
Vi forventer at holde jobsamtaler den 16. maj og en mulig 2. samtale den 23. maj.
Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.