Kastrup Kirke søger en ny kirke- og kulturmedarbejder
Kastrup Kirke er en kirke, der ønsker et højt aktivitetsniveau. Vi ønsker at være en kirke, der forkynder den kristne tro på en åben, inddragende og kreativ måde.
Vi søger en medarbejder, der har:
· Interesse for eller kendskab til Folkekirken og den kristne tro.
· Erfaring med at arbejde med frivillige.
· Gode samarbejdsevner.
· Et imødekommende og udadvendt væsen.
· Mod på at videreuddanne sig.
· Evner inden for sociale medier (fx Facebook og Instagram) og grafisk arbejde.
· Gode kommunikationsevner.
Derudover gør det ikke noget, hvis du har humor, et glad væsen og desuden har ambitioner om en dag at få Nobels Fredspris.
Du skal kunne varetage en række opgaver i en vekselvirkning mellem både samarbejde og selvstændigt arbejde.
Opgaverne er de følgende:
- Digital formidling: Du skal være super god til at kommunikere. Derudover skal du være en ørn til sociale medier.
- Digitale værktøjer: Da ChurchDesk bliver et af dine primære værktøjer i dagligdagen, skal du have eller ønske at få kendskab til dette værktøj.
- Grafisk formidling: Du skal kunne producere grafisk flotte flyers, plakater med mere.
- Visuel formidling: Du skal have en æstetisk sans, der gør dig i stand til at tage flotte billeder. Derudover skal du kunne lave videooptagelser samt redigere disse.
- Netværk: Du skal netværke og skabe nye kontakter ikke bare til sognets beboere, men også de forskellige kulturinstitutioner, som vi har i byen. Og det gør bestemt ikke noget, hvis du i forvejen har et stort netværk i hovedstadsområdet, som kan komme kirken til gode.
- Du skal løse administrative ad-hoc opgaver.
- Du bliver medlem af arrangementsudvalget og pr-udvalget og indgår som en fast og ligeværdig sparringspartner for både medarbejdere, frivillige og Menighedsråd når det kommer til livet i kirken.
- Sidst men ikke mindst skal du have lyst til at være med til at gøre Kastrup Kirke til en vedkommende kirke, der taler til mennesker i alle aldre. Du skal med andre ord være i stand til (i samarbejde med kirkens personale og Menighedsråd) at sænke dørtrinnet ind til kirken.
Den skriftlige ansøgning samt dit CV skal være ledsaget af:
- Eksempler på grafiske opgaver, som du har udført. Meget gerne også fotos eller andet relevant materiale, som du har lavet.
- Referencer/udtalelser.
- Et par ideer til nye tiltag og aktiviteter i Kastrup Kirke.
Ansøgningen sendes til smsb@km.dk
Der er ansøgningsfrist onsdag d. 7. juli. Ansættelsen vil være fra d. 1. september 2021.
Ansættelse sker ved Kastrup Kirke og tilhørende lokaliteter.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for sognemedhjælpere/kirke- og kulturmedarbejdere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Opfylder du ikke kompetencekravet for stillingen og derfor skal supplere dit kompetenceniveau, aflønnes du i løngruppe 1. Årslønnen aftales inden for intervallet 288.924 – 382.825 kr. Opfylder du kompetencekravet aflønnes du i løngruppe 2. Årslønnen aftales inden for intervallet 303.371 – 433.387 kr.