Klaverfabrikken søger ny produktionsansvarlig
Motiveres du af at arbejde i et kreativt og utraditionelt miljø med mange frivillige ildsjæle? Og brænder du for at arbejde med koncertproduktion, sikkerhed og drift i et levende kulturhus? Så er du måske vores nye kollega.
Fredensvej 12a
Klaverfabrikken er et regionalt spillested og kulturhus i Hillerød, der skaber kulturaktiviteter af høj kunstnerisk kvalitet og arbejder aktivt med kulturen som katalysator for sociale fællesskaber. Vores aktiviteter spænder over koncerter, drama, billedkunst, design, børnekultur og meget andet – og vores mange frivillige spiller en central rolle i udviklingen af vores mange aktiviteter.
Som produktions- og driftsansvarlig får du en central rolle på Klaverfabrikken med ansvar for:
- Koordinering og planlægning af produktion ifm. koncerter og andre kulturaktiviteter
- Sikkerhed, brand og bygningsdrift – i tæt dialog med Hillerød Kommune, der ejer vores bygninger
- Udvikling og vedligehold af Klaverfabrikkens tekniske udstyr og fysiske rammer
- Kreativ og teknisk sparring på nye aktiviteter og formater
Vi søger en person, der:
- Har en solid teknisk forståelse og relevant erfaring inden for koncert- og kulturproduktion, samt erfaring med brand, sikkerhed og drift
- Er struktureret, har det koordinerende overblik, og kan skabe retning i mange projekter samtidig
- Trives i en til tider travl hverdag og er løsningsorienteret, når uforudsete situationer opstår
- Arbejder selvstændigt, formår at uddelegere opgaver og er god til at skabe relationer til samarbejdspartnere og frivillige
- Har lyst til at inddrage og oplære frivillige i den tekniske produktion
Du vil indgå i et fast team på fem personer, der sammen med vores mange frivillige udvikler og skaber Klaverfabrikkens kulturaktiviteter. Åbenhed og gensidig sparring er en stor del af Klaverfabrikkens arbejdskultur, der er vigtig for at sikre medejerskab og fælles visioner hos både personale og frivillige. Vi tilbyder en stilling i en kreativ og utraditionel organisation, hvor der er både ansvar og frihed, samt mulighed for at præge udviklingen af Klaverfabrikkens aktiviteter.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 30 timer ugentligt. Arbejdstiden kan dog variere i perioder, og der vil forekomme aften- og weekendarbejde. Vi giver løn efter kvalifikationer. Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, etnicitet, handicap, samt seksuel, religiøs og politisk orientering til at søge stillingen.
Ansøgning
Stillingen ønskes besat snarest muligt, og vi holder ansættelsessamtaler løbende. Så tøv endelig ikke med at sende en ansøgning og CV til peder@klaverfabrikken.dk. Fristen er onsdag d. 8. september.
For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte daglig leder Peder Raarup Jensen på peder@klaverfabrikken.dk eller tlf. 40 11 13 69.
Du kan læse mere om Klaverfabrikken på www.klaverfabrikken.dk
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien