KØS søger kurator til ny international hovedudstilling
KØS museum for kunst i det offentlige rum søger en kunsthistorisk stærk, internationalt orienteret og visionært tænkende kurator, der har lyst til at arbejde dedikeret med udviklingen af den første sammenhængende danske præsentation og formidling af kunst i offentlige rums unikke kunsthistorie.
KØS søger kurator til ny international hovedudstilling
KØS museum for kunst i det offentlige rum søger en kunsthistorisk stærk, internationalt orienteret og visionært tænkende kurator, der har lyst til at arbejde dedikeret med udviklingen af den første sammenhængende danske præsentation og formidling af kunst i offentlige rums unikke kunsthistorie.
Ansættelsen er en to-årig projektansættelse med mulighed for forlængelse/fastansættelse.
Arbejdsopgaver
Du vil som kurator spille en central rolle i realiseringen af museets kommende faste hovedudstilling, der i et bredt appellerende og oplevelsesbaseret design tager publikum på en rejse gennem kunst i offentlige rums unikke internationale historie. Formålet med den nye hovedudstilling er at skabe en efterspurgt grundfortælling om, hvad international kunst i offentlige rum er og at sætte den i samspil med globale samfundsmæssige begivenheder og udviklinger. Hensigten er at skabe et overblik over den offentlige kunsts skiftende betydninger lokalt såvel som globalt. Du skal udvikle udstillingen i etaper og i tæt dialog og samarbejde med museets direktør samt eksterne fagkonsulenter.
Du vil fungere som udstillingens projektleder og indgå i museets tværfaglige hold af dedikerede medarbejdere, der vil understøtte udstillingens formidlingsmæssige rækkevidde og den udbygning og styrkelse af museets samling, der også er central i projektet. I forlængelse af udstillingen skal du derudover sikre, at udstillingens indhold omsættes til relevante formidlingsformater på en ny digital platform udviklet i samarbejde med museets undervisningsafdeling.
Kvalifikationer og kompetencer
Du har som kurator en udtalt faglig passion for international kunst i offentlige rum. Du er en trænet og originalt tænkende konceptudvikler med kuratorerfaring inden for udstillingsarbejde og også meget gerne fra kuratering af kunst i offentlige rum. Vi forventer, at du har en uddannelsesbaggrund som kunsthistoriker eller tilsvarende (Moderne Kultur, Visuel Kultur el. lign.), at du er velbevandret i teoridannelserne inden for kunst i offentlige rum og i stand til at omsætte dem i visionære kuratoriske greb. Du skriver og taler dansk eller et andet skandinavisk sprog og kommunikerer professionelt på engelsk.
Du er et fagligt engageret menneske, der kan lide at have ansvar. Du arbejder selvstændigt, tager initiativ og har drive, men er også udpræget holdspiller med respekt for andre fagligheder og synspunkter, ligesom, at du har en veludviklet empati og holder af at blive klogere i selskab med andre. Du er ubetinget handlingsorienteret og motiveres af store projekter og af at have mange bolde i luften samtidig. Som den dygtige projektleder, du er, arbejder du målrettet og med respekt for (også korte) deadlines.
Vi tilbyder:
En unik mulighed for at sætte præg på et helt nyt udstillings- og formidlingsformat og for at arbejde med kunsthistoriens mest inspirerende og markante internationale offentlige kunstprojekter. En arbejdsplads på en institution i udvikling med ambitioner og højt til loftet. Et varmt og respektfuldt arbejdsmiljø med dedikerede, dygtige og humoristiske kolleger.
Om KØS museum for kunst i det offentlige rum
På KØS museum for kunst i det offentlige rum tror vi på, at kunsten i offentlige rum har et særligt potentiale til at sætte vigtige samfundsmæssige spørgsmål på dagsordenen og skabe nye uventede møder mellem mennesker og kunst. Som Danmarks eneste museum for kunst i offentlige rum er vi dedikeret til at skabe, formidle og debattere kunst i offentlige rum nationalt og internationalt. Vi producerer, udstiller og formidler kunstprojekter af danske og internationale kunstnere, iværksætter forskning og forskningssamarbejder, der kunstfagligt styrker feltet og indsamler og registrerer offentlige kunstprojekters materielle og digitale spor, så de bevares for eftertiden og stilles til rådighed for nutiden.
Praktisk information
Stillingen som kurator på KØS er normeret til 37 timer ugentligt med betalt frokost og flekstid.
Ansættelsen er 2-årig med mulighed for forlængelse/fastansættelse.
Løn efter overenskomst.
Arbejdsplads:
Nørregade 29
4600 Køge
Start: 1. april 2023 eller snarest muligt derefter.
Ansøgningsfrist: tirsdag den 7. marts 2023.
Motiveret ansøgning, CV, eksamenspapirer og eksempler på udstillinger, du har kurateret, sendes til Camilla Gerhardt: cg@koes.dk
Vi forventer at afholde samtaler mandag den 13. marts.
Spørgsmål i forbindelse med stillingen kan rettes til museets direktør Ulrikke Neergaard: une@koes.dk / 30 60 06 67