KREATIV, IDÉRIG OG ENERGISK TEATERFAGLIG KONSULENT

Har du lyst til en sjov, spændende og meget omskiftelig teater-hverdag, og kan du arbejde med alle aspekter af amatørteateret og lade din viden og erfaring komme i spil hos alle vores medlemmer, der ønsker at udvikle deres arbejde med amatørteater?
Så er stillingen som DATS’ teaterfaglige konsulent lige noget for dig!

Du skal være meget udadvendt og opsøgende, og du skal elske at møde mange nye mennesker hele tiden. Du skal også være god til at arrangere mange forskelligartede teaterfestivaler og mødesteder, som giver alle medlemmer mulighed for at mødes og lære af hinanden.

Organisationen
DATS står for Dansk Amatør Teater og Scenekunst, og er en landsorganisation for amatørteater stiftet i 1948 med det formål at fremme det kunstneriske amatørteater og støtte op om alle, som arbejder seriøst med teater uden at leve af det.
Medlemmerne er scener, grupper, teatre, skoler, efterskoler, højskoler samt enkeltpersoner med stor interesse for teater. I alt cirka 50.000 mennesker, som alle elsker teater.

Arbejdspladsen
Din arbejdsplads bliver sekretariatet i Odense, hvor du får et hyggeligt kontor og nogle søde og gemytlige kolleger. En uformel stemning, en meget omskiftelig hverdag og en god portion humor præger arbejdspladsen, hvor du forventes at opholde dig noget af tiden. Dit arbejde foregår nemlig i tæt samarbejde med de øvrige ansatte på sekretariatet, men også meget rundt omkring i Danmark, så der er absolut ikke tale om et stillesiddende job, for du skal være meget på farten.
Da medlemmerne af DATS har teater som fritidsinteresse foregår deres teater-aktiviteter om aftenen og i weekends, hvilket betyder, at meget af din arbejdstid kommer til at ligge på disse tidspunkter.
Du skal også deltage i DATS’ internationale samarbejde, og må påregne, at der lejlighedsvis indgår udlandsrejser i stillingen.

Indhold i stillingen
Opgaverne er mangeartede, spændende og udfordrende, og kræver en teaterkonsulent, som er selvkørende under ansvar og som nyder at være i gang med noget hele tiden.
Udover at servicere medlemmerne på det teaterfaglige område, skal DATS’ teaterfaglige konsulent også være med i tilrettelæggelse og afvikling af diverse festivaler i tæt samarbejde med sekretariatet. Herunder især udvælgelse af forestillinger, sammensætning af varierede programmer, teatersnakke, teaterfaglige kommentarer, tilrettelæggelse sammen med teknikere, synlig tilstedeværelse og deltagelse i det hele taget under hele arrangementet.

Kvalifikationer
Du må meget gerne have en teaterfaglig baggrund som eksempelvis dramaturgi, teatervidenskab, scenografi, forestillingsledelse, skuespiller, instruktør eller tilsvarende.
Det absolut vigtigste er dog en kæmpe stor interesse for og meget bred viden om alle facetter i amatørteatrets verden og en ustoppelig lyst til at udvikle og gøre amatørteatret bedre.
Stor og bred erfaring fra amatørteater er et must, ligesom lysten til at sætte både nye og velkendte aktiviteter i gang er essentiel.
Personligt skal du være udadvendt, opsøgende og engageret, venlig, imødekommende og med lyst til at tale med alle. Du skal være god til at arbejde sammen med andre og nyde, at der aldrig er to dage, som er ens. Du skal være initiativrig, passioneret samt kreativt og kunstnerisk tænkende og villig til at arbejde med alt muligt forskelligt og samarbejde med mange forskellige mennesker.
Du skal også være velformuleret på dansk og engelsk i skrift og tale.
Fremfor alt, så skal du have stor forståelse for værdien i amatørteater.

Ansættelsessted
Adressen er DATS/Dansk Amatør Teater og Scenekunst, Vindegade 34 st. th., 5000 Odense C.
Sekretariatet ligger 5 minutters gang fra Odense Banegård.

Arbejdspladsen fungerer med en meget stor grad af frihed og tillid og i gensidig respekt for, at ingen opgaver, ingen ansatte er vigtigere end andre.

Stillingen som teaterfaglig konsulent er en fuldtidsstilling, aflønning sker efter statens takster lønramme 29 svarende til en startløn på kr. 31.124,17 pr. måned plus pension.
Det vil være en fordel hvis du har kørekort og bil.
Ansættelsen sker på funktionærlignende vilkår, DATS tilbyder sundhedsforsikring + diverse personalegoder.

Der afholdes samtaler den 13. marts 2021, ansættelsesstart senest den 1. maj 2021.

Send din ansøgning vedlagt relevant dokumentation til dats@dats.dk senest den 28. februar 2021.
Lad os gerne vide, hvor og hvordan du især mener at kunne gøre en forskel for amatørteatret i Danmark.
Fortæl også i ansøgningen, hvad der er dit livs bedste teateroplevelse og hvorfor.

Vi glæder os til at høre fra dig, og vi glæder os til at få en ny kollega, så vi sammen kan udvikle DATS og dansk amatør teater i det hele taget – altid med øje for DATS’ værdisætning:
Teater forener kunstnerisk aktivitet med menneskelig udvikling.

 

Kontaktpersoner

Generalsekretær
Pia Longet
Hovednummer: 74651103
Arbejde direkte: 51881449
Mobil: 51881449
Pia@dats.dk