Kreativ og selvstændig videojournalist til Region Midtjylland
Kan du fortælle en historie i billeder og lyd? Kan du samarbejde med fagfolk i en stor organisation? Og kan du stå for at streame begivenheder som borgermøder og interne events?
Vi søger snarest en dygtig journalist til en lang række produktioner – store som små. Det rækker lige fra den hurtige kommentar om en aktuel begivenhed til den store produktion om fx genbrug på hospitalerne. Vi bruger bl.a. produktionerne på Region Midtjyllands stærke SoMe platforme, koncernens hjemmesider og intranet, på konferencer og andre steder, hvor visuel kommunikation løfter budskabet.
Det er vigtigt, at du er selvstændig og arbejder struktureret. Hele tiden med høj sans for kvalitet og det at levere til aftalt tid. Du får den direkte kontakt til de interne kunder i Region Midtjylland og har stor mulighed for selv at planlægge dit arbejde. Samtidig skal du have både evnerne og lysten til at forstå og arbejde i en stor organisation.
Vi forestiller os, at du er uddannet journalist eller har en anden relevant uddannelse i bagagen.
Du bliver en del af Koncern Kommunikation, nærmere bestemt det team, der yder medierådgivning og producerer indhold (pressearbejde, sociale medier, web osv.) Her får du en fast base med høj faglighed og munter tone. I arbejdet kommer du også tæt på Region Midtjyllands regionsrådsformand, regionsråd, direktion og koncernledelse.
Vi arbejder på pro/semipro udstyr og råder bl.a. over Sony FX6 og Sony A7S III med objektiver og lydudstyr til enhver opgave. Vi har en DJI RS2 Pro gimbal til de svævende optagelser og en slider, når interviewet skal løftes et niveau eller to. Hvis byggepladsen eller grusgraven skal ses fra oven, flyver vi med en DJI Mavic 3 drone. Udstyr som du har mulighed for at være med til at vedligeholde og opdatere over tid. Du må meget gerne have kendskab til Adobe After Effects eller lignende programmer.
Din arbejdsplads bliver i Regionshuset Viborg og med gode muligheder for hjemmearbejde. Du må regne med en del kørsel til opgaver i vores store region, så det er vigtigt, at du råder over en bil.
Løn efter overenskomst med Dansk Journalistforbund.
Send din ansøgning senest mandag 23. maj kl. 12.00. Vi holder samtaler onsdag 8. juni.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Birgitte Thingholm, vicedirektør i Koncern Kommunikation på tlf. 22 66 95 00 eller birgitte.thingholm@stab.rm.dk
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien