To kulturfaglige medarbejdere til Kulturfaglig Udvikling

Vi søger to medarbejdere, der med deres faglighed kan bidrage til udviklingen af byens kulturtilbud, herunder kulturhusene.

Har du en god fornemmelse af de kulturelle tendenser, og kan du omsætte din viden og indsamlet data til relevante arbejdsværktøjer og planer for udvikling, eller kan du skabe relationer og varetage praksisnær projektledelse og kompetenceudvikling, så er du måske én af vores fremtidige kolleger.

Om os
Vi er en lille afdeling i Kultur- og Fritidsforvaltningens Udvikling og Analyse-enhed med fem ansatte, der har fokus på at skabe udvikling af rammerne for kulturtilbuddene til københavnerne. Vi driver også puljen Snabslanten og p.t. Copenhagen Volunteers.

Vores arbejde danner grundlag for udviklingen i kulturhusene og andre arenaer, hvor kulturlivet udspiller sig sammen med de aktører, der deltager eller skaber kultur. Vi bruger praksisnær viden og data til at skabe de metoder, der anvendes for at skabe relevante og levende kulturaktiviteter for københavnerne.

Hos os bliver du en vigtig medspiller og del af et ambitiøst team, der er drevet af at gøre en forskel for kulturen i København. I vores arbejdsmiljø vægter vi både selvstændighed og fællesskab i vores opgaveløsning. Men du vil få mulighed for at præge egne arbejdsopgaver og skabe nye relationer.

Vi arbejder tæt sammen med vores kolleger i afdelingerne Biblioteksudvikling og Idræt om tværgående temaer, såsom børn og unge, frivillighed, sociale indsatser, og vi arbejder i tæt relation med kolleger i kulturinstitutionerne i bydelene for at sikre nødvendig udvikling i driften.

Vi søger
Vi søger to personer, der kan bidrage til at styrke afdelingens projekter med analytiske, formidlingsmæssige og relationelle færdigheder. I skal hver især have en god fornemmelse for trends indenfor kulturelle strømninger og se værdien i at udvikle i tæt samarbejde med kolleger i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Stillingerne adskiller sig fra hinanden ved, at den ene har primært fokus på analyse og udvikling, mens den anden har fokus på relationer og metodeudvikling. Se beskrivelser her:

Udviklingskonsulent
Stillingen har opgaver indenfor både projektudvikling og analyseopgaver. Du får til opgave at samle, vurdere og formidle både kvantitative og kvalitative data og evidens til konkrete arbejdsværktøjer og skarpe beslutningsoplæg. Du skal håndtere sager af strategisk og politisk karakter, såsom oplæg om kulturhusudvikling og temabaserede udviklingsprojekter, fx i genren børnekultur, vækstlag og lignende.
En fjerdedel af din arbejdstid vil være sammen med et tværgående analyseteam, hvor du sammen med idræts- og biblioteksfaglige medarbejdere vil arbejde med at skabe analyser for en bred palet af kulturrelevante temaer.

Har du en stærk evne til at arbejde analytisk, og er du drevet af at gøre din viden tilgængelig i skiftende sammenhænge, bl.a. i politiske oplæg, strategier og ledelsesoplæg, kan du være den rette kandidat. Vi forestiller os, at du har en akademisk baggrund, fx indenfor sociologi eller antropologi, som understøtter dit personlige engagement i at bidrage til udviklingen af kulturlivet.

Relationsmedarbejder
Du skal primært skabe og formidle viden mellem udvikling og drift for og sammen med forvaltningens kulturmedarbejdere. Derudover skal du skabe forudsætningerne for et fælles vidensgrundlag og metodeapparat. Du vil få til opgave at bidrage med din faglighed i projekter omkring eksempelvis frivillighed, børnekultur og udvikling af enkelte kulturhuse. Du skal bidrage til at skabe arbejdsværktøjer med dine nærmeste kolleger og har ansvaret for at formidle dem i et netværk af øvrige kolleger, som du faciliterer.

Har du en god forståelse af kulturverdenen kombineret med dokumenteret erfaring i at arbejde relationelt og facilitere netværk, og er du drevet af nysgerrighed for at samle og formidle konkret viden om områder såsom frivillighed, deltagelsesformer og genrespecifik viden fx om musikmiljøer, så vil vi gerne høre fra dig.

Fælles profil
Vi forestiller os, at I:
 

  • Kan arbejde selvstændigt og resultatorienteret. Det vil sige på egen hånd kan producere et konkret resultat afpasset en konkret deadline og ind imellem på baggrund af en tvetydig og kompleks opgave
  • Kan formulere jer letforståeligt og præcist på skrift til skiftende målgrupper og med skiftende formål – også i en forvaltningskontekst
  • Er trygge ved at facilitere workshops og holde oplæg på store og små scener
  • Er klar til at arbejde i en variation af opgaver og have flere arbejdspladser rundt omkring i byen
  • Har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
  • Har mod på at arbejde innovativt med fokus på en stærk evalueringskultur
  • Har kendskab til kulturhuse og/eller kulturmiljøer i København

Løn- og ansættelsesvilkår
Vi tilbyder løn- og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer og i henhold til gældende overenskomst. Vi forventer at besætte stillingen den 1. januar 2023 eller snarest derefter.

Mere information
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen eller øvrige arbejdsforhold, kan du henvende dig til kontorchef Sara Bech Jakobsen på sabech@kk.dk eller 2715 6868.

Søg via linket senest tirsdag den 15. november 2022
Første samtale afholdes i uge 47, og anden samtale forventes afholdt senest i uge 48.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.