Kunstfaglig medarbejder til Kultur og Fritid
Som led i en fælles ambition mellem Varde Kommune og Poul Erik Bech Fonden om Varde som kunstby og -kommune søger vi en kunstfaglig medarbejder til at udvikle og implementere ambitionen. Siden ambitionen blev født i 2017 er der opsat 30-40 skulpturer i offentlige byrum med en forventning om 10-15 skulpturer og kunstværker om året de kommende fem-ti år.
Jobprofil
Jobbet indebærer udvælgelse af skulpturer og kunstværker til opsætning i Varde by og kommune i samarbejde med Poul Erik Bech Fonden og Varde Kommunes Kunstudvalg, opsætning heraf i tæt samarbejde med kommunens tekniske afdelinger, formidling af kunstværker, branding af by og kommune via kunst og andre kunstfaglige tiltag, der kan indfri den fælles ambition samt udvikling, igangsætning og vedligehold af kommunens øvrige kunstprojekter i samarbejde med afdelingens kulturkonsulent.
Kompetence/erfaringsprofil
Kunstfaglig uddannelse, fx kunsthistoriker.
Erfaring med samspil mellem fond, kommune og andre kunstneriske interessenter.
Erfaring med opsætning af kunst og skulpturer i det offentlige rum, herunder især håndtering af myndighedsdelen.
Erfaring med udvælgelse af kunstværker i samarbejde med fond, kunstudvalg, borgergrupper mv.
Bredt netværk i kunst/kunstner/galleriverdenen i Danmark som minimum.
Erfaring med udbredelse og formidling af kunst.
Erfaring med by/kommunebranding via kunst.
Personprofil
Udviklingsorienteret og ambitiøs på vegne af dit fagområde, så ambitionen til stadighed er levende og under udvikling.
Har en god balance mellem faglighed og samarbejdsvillighed.
Har en god balance mellem at begynde processer og få dem helt i mål ved at nørkle med de sidste og nogle gange afgørende detaljer.
Kan lide kage og bidrager til sammenhængskraften i en forholdsvis lille afdeling.
Et naturligt blik for, hvordan du kan hjælpe kollegaerne og selv spørge om hjælp.
I Kultur og Fritid bliver du kollega med otte andre, vi er en god blanding af HK’ere og akademikere, som alle løfter både driftsopgaver, administrative opgaver og udviklingsopgaver.
Vi holder til på Varde Rådhus og deler kontorlænge med vores Ejendomscenter og Plan & GIS. Afdelingen tæller også Varde Bibliotek og Musik- & Billedskolen, i alt ca. 80 medarbejdere. Du er velkommen til at kontakte Kultur- og Fritidschef Karsten Rimmer Larsen på kale@varde.dk eller mobil 2670 8939 for at høre mere om stillingen.
Der er ansøgningsfrist torsdag d. 15. december kl. 8.00. Vi holder ansættelsessamtale tirsdag d. 20. december om eftermiddagen. Stillingen er en fast fuldtidsstilling og til besættelse 1. januar 2023.
Løn efter kvalifikationer og overenskomst.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien