Mellemleder/stedfortræder for musikskoleleder
Vil du være med til at styrke og udvikle en progressiv musikskole med bredt udsyn i et kulturelt sprudlende lokalområde med et hav af muligheder?
Kan du bidrage med stærk pædagogisk erfaring og, sammen med musikskolelederen og de øvrige medarbejdere, etablere, fastholde og udvikle tværfaglige samarbejder i et kreativt og stærkt fællesskab?
Har du mod på, sammen med lederen af Svendborg Musikskole, at gå forrest med troværdighed, autenticitet og transparens i en spændende forandringsproces i musikkens og kulturens navn?
Kan du svare ja til ovenstående, kan du sagtens være den vi søger til at indgå i vores ledelsesteam.
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af Det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi har teatre og museer, et stærkt musikliv, et rigt foreningsliv, folkeskoler i top, overkommelige huspriser og ikke mindst en charmerende bymidte og livlig handelsby – for bare at nævne noget. Svendborg er placeret midt i landet med under en halv time til Odense og under to timer til København og Århus.
Du refererer til lederen af Svendborg Musikskole og vil, som stedfortrædende leder, sammen med ham, udgøre skolens ledergruppe.
Vi søger dig, der:
- arbejder målrettet og struktureret
- kan bevare overblikket, også når bølgerne går højt og stormen suser
- elsker musik og børn og kan formidle den begejstring videre til dine omgivelser
- har relevant uddannelse og indsigt og erfaring fra musikskoleområdet eller anden tilsvarende kulturinstitution
- har erfaring med projektledelse
- flair og interesse for IT og de digitale muligheder indenfor bl.a. kommunikation, logistik, markedsføring og projektstyring
Hovedopgaver i jobbet
Som mellemleder i Svendborg Musikskole er du medansvarlig for den overordnede udvikling af musikskolens virksomhed og arbejdspladsens trivsel. Du har kendskab til musik-/kulturlivet samt ledelse og organisation.
I samarbejde med musikskolelederen har du, som koordinerende projektleder, medansvar for at sikre driften og udviklingen af alle Svendborg Musikskoles områder, så musikskolen fortsat kan fastholde og forstærke den position, den har i dag. Dette sker igennem driftssikker, kompetent og innovativ ledelsessparring og projektstyring.
De overordnede funktioner du skal varetage er:
- Koordinerende projektledelse for musikskolens mange forskelligartede projekter.
- Overordnet ansvar for såvel koordinerende som løbende time- og skemaplanlægning i samarbejde med musikskolens sekretær indenfor de udstukne budgetmæssige som strategiske rammer.
- Administration, opdatering og opfølgning i administrationsprogrammet ”Speedadmin”.
- Pædagogisk og administrativ sparring med såvel leder som medarbejdere.
- Sammen med lederen at udvikle og vedligeholde såvel strategiske som praktiske partnerskaber med såvel eksterne som interne kommunale samarbejdspartnere. Her vil du særligt være ansvarlig for løbende opfølgning og evaluering på samarbejdet med skoler og daginstitutioner.
- Sammen med lederen og det øvrige personale at udvikle og koordinere en effektiv markedsføring af musikskolen.
Din profil
Vi ved godt, at man ikke kan alt. Men du har i hvert fald mod og lyst til personaleledelse samt forståelse for musikskolens og medarbejdernes vilkår i en politisk styret organisation. Du kan lide ledelsesopgaven og formår at omsætte den til praktisk daglig positiv synergi med de øvrige medarbejdere og lederen, hvor du magter at lede såvel opad som nedad i organisationen. Du er engageret og kan engagere dine omgivelser, også i de lange seje træk, hvor mål, succeskriterier og budgetter spiller sammen.
Du brænder for at bringe eleverne ind i musikkens verden og du kan, sammen med dine kolleger, håndtere den daglige drift og samtidig skabe resultater ved at udvikle musikskolen. I har det sjovt sammen, og du sætter pris på et godt grin. Samtidig kan du inspirere til at holde tonen og takten, også i de mere driftsprægede opgaver.
Du er en autentisk og troværdig leder, som kan agere i samarbejder på tværs af faggrupper, og med skiftende dagsordener.
Det kan vi tilbyde
Vi tilbyder dig en unik kulturarbejdsplads, hvor vi er optaget af at være gode medarbejdere og kollegaer. Du kan få en hverdag midt mellem meget engagerede og kreative mennesker. Vi kan love dig en hverdag fyldt med mening og engagement.
I Svendborg Musikskole er vi pt. 33 ansatte: musikskolelærere, musikskolesekretær, servicepersonale og ledelse. Vi har vores eget dejlige hus, Musikkens Hus, perfekt beliggende centralt i Svendborg by med egen sal og 13 velindrettede øve- og undervisningslokaler.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling med ønsket tiltrædelse snarest muligt.
Primære arbejdssted vil være Musikkens Hus, Svendborg.
Løn- og ansættelsesforhold forhandles efter gældende overenskomst mellem KL og den faglige organisation.
Yderligere information
Læs mere om Svendborg på www.svendborg.dk.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte musikskoleleder Ole Caspersen på tlf. 29242025 eller ole.caspersen@svendborg.dk
Der afholdes 1. samtalerunde torsdag d. 10. juni og 2. samtalerunde mandag d. 21. juni. Der vil blive udfærdiget personprofil mellem 1. og 2. samtalerunde.
Kandidater, der indkaldes til samtale, får besked mandag d. 7. juni efter kl. 14.00.