Museumschef til Rudersdal Museer - Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune søger en ny museumschef til Rudersdal Museer, der skal stå i spidsen for en spændende udvikling, hvor det igangværende strategiarbejde skal sætte en ambitiøs ny retning for museerne.
Den nye museumschef vil få rig mulighed for at få indflydelse på at udvikle en klar vision for Rudersdal Museer. Det er også centralt i strategiprocessen at finde frem til den fremtidige organisering. Der skal findes en stærk organisatorisk og ledelsesmæssig ramme, som understøtter Rudersdal Museers formål, og som styrker museet som et statsanerkendt museum.
Et af Rudersdal Museers styrkepositioner er det store uforløste potentiale for den formidling og forskning, der knytter sig til Vedbækfundene, som er et af de mest epokegørende fund fra jægerstenalderen med både lokal, national og international interesse og med potentiale som UNESCO verdensarv. Opgaven er her at skabe grundlaget for et nyt museum, der kan danne rammen for en ny formidling og forskning i de unikke fund.
Rudersdal Museers formål er, gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, at virke for sikringen af Danmarks kulturarv. Rudersdal Museer skal belyse forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til nu. Rudersdal Museer skal gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og stille dem til rådighed for forskningen samt udbrede kendskabet til resultatet af såvel egen forskning som anden forskning baseret på Rudersdal Museers samlinger.
Rudersdal Museer består af tre afdelinger, som dækker og formidler Rudersdal Kommunes kulturhistorie: Mothsgården er Danmarks ældste bevarede landsted, hvor nyere tids historie er ansvarsområdet. Vedbækfundene er de mest spektakulære fund fra den bedst bevarede gravplads fra jægerstenalderen i Nordeuropa, og på Historisk Arkiv findes et omfattende materiale om historien i Søllerød, Birkerød og Rudersdal Kommune.
Opgaven
Museumschefen får følgende hovedopgaver:
Udvikling og implementering af den nye museumsstrategi: Formålet er at udarbejde en overordnet strategi for museets samlede virksomhed, så der sikres sammenhæng mellem museets strategiske grundlag, indsatser og målsætninger og de organisatoriske og ressourcemæssige forhold. Konkrete handleplaner skal sikre implementering af de strategiske målsætninger.
Det indebærer bl.a. en klar og bæredygtig forretningsmodel, hvor museet fremtidssikres som et statsanerkendt museum. Besøgstallet skal også højnes, og samspillet med kommunens egne borgere og foreninger skal styrkes.
Den fremtidige organisering: Udvikling af den fremtidige organisations- og styringsmodel for Rudersdal Museer, som skal sikre et stærkt ledelsesmæssigt fundament. Den konkrete fremtidige organisering af Rudersdal Museer er ikke fastlagt, men der skal hentes inspiration fra selvejende museer, lignende museer med større ledelsesmæssig autonomi og tværkommunale museumsfællesskaber.
Vedbækfundene: Det igangværende projekt med flytning af Vedbækfundene og etablering af et nyt museum er højt prioriteret. Der er igangsat en potentialeanalyse, som skal afklare det forretningsmæssige grundlag og ambitionsniveauet for det kommende museum. Den efterfølgende drift skal fortsat ske i et formaliseret samarbejde med øvrige centrale interessenter, herunder Nationalmuseet og Museum Nordsjælland.
Ledelsesopgaven: Den daglige ledelsesopgave, herunder personaleledelsen, den økonomiske styring og den faglige udvikling er helt central. En forudsætning for en vellykket udvikling af Rudersdal museerne vil fortsat være, at den nye leder formår at medvirke til god trivsel, kompetenceudvikling, et godt arbejdsmiljø, og at vedkommende formår at motivere og engagere medarbejdere og mellemledere.
Profilen
Den kommende museumschef skal have en stærk museumsfaglig profil og erfaring med museumsledelse.
Museumschefen skal kunne demonstrere en struktureret måde at arbejde på og have flair for fundraising og projektudvikling - en evne, der bl.a. skal bruges i forhold til arbejdet med etableringen af det nye museum for Vedbækfundene.
Museumschefen skal have fokus på styring, ledelse, organisationsudvikling og derfor dokumenteret erfaring med ledelse, og vedkommende skal kunne lide at ”få jord under neglene”. Samarbejdsevner er vigtigt, herunder at etablere gode samarbejdsrelationer med andre kulturinstitutioner, men også med borgere, lokale foreninger og andre frivillige.
Den rette kandidat er dygtig til at se muligheder og evner at binde kulturen sammen på nye måder. Fundament af viden om museumsdrift er nødvendigt. Derudover forventes det, at chefen:
- har en relevant akademisk uddannelse
- har relevant ledelseserfaring og god organisationsforståelse
- har kendskab til offentlig og særligt kommunal forvaltning, herunder økonomistyring og personaleadministration
- udviser åbenhed og mod til at sætte fagligheder i spil
- har indlevelsesevne og bevægelighed i organisationen
- har gode samarbejdsevner på tværs af organisatoriske rammer og ikke mindst i forhold til lokalsamfund og øvrige kulturinstitutioner, med foreningslivet, de frivillige og lokale virksomheder m.fl.
Du kan læse det udvidede stillings- og profilmateriale og søge stillingen på www.muusmann.com.
Ansøgningsfrist: Søndag den 27. august 2023 kl. 23.59.
For yderligere information kontakt gerne kulturchef Birgit Hoé Knudsen, tlf.: 46 11 56 10 eller Chris Petersen, adm. direktør i MUUSMANN A/S, tlf.: 81 71 75 16