Museumsdirektør - Museum Nordsjælland

Er du en visionær og moderne leder indenfor kulturområdet, som brænder for at skabe oplevelser for de besøgende sammen med dine ledere og medarbejdere? Har du et naturligt gen i at sætte retning og sikre fremdrift gennem involvering og delegering? Drømmer du om at lede og videreudvikle et museum, der er på forkant med at formidle, undersøge, bevare og forske i kulturarven? Så er Museum Nordsjælland måske det næste stop på din rejse.

Museum Nordsjælland søger en ny museumsdirektør, der kan løfte og formidle den nordsjællandske kulturarv som museet varetager. Museum Nordsjælland er et statsanerkendt arkæologisk og kulturhistorisk museum, hvis kerneopgaver er indsamling, forskning og formidling inden for Nordsjællands kulturhistorie og derigennem sikre og synliggøre den kulturhistoriske arv.

Opgaven
Som museumsdirektør skal du fortsætte museets ambitiøse udvikling med helheden for øje, og stå i spidsen for udviklingen af museet i samarbejde med bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne i takt med forandringer, moderniseringer og vækst. Herunder skal du sikre stabilitet og fremdrift i museets omfattende projekter.

Museumsdirektøren bliver leder for en gruppe ambitiøse medarbejdere, der løser opgaverne i et fantastisk natur- og kulturområde i Danmark med international interesse. Du vil få ansvaret for at sikre rammerne for et frugtbart forskningsmiljø og et rummeligt arbejdsmiljø, og ikke mindst samarbejdet og synergien mellem forskning og formidling. 

Som ansvarlig for museets drift og udvikling er en af dine vigtigste opgaver at sikre den fortsatte balance mellem museets økonomi, drift og projekter. Du har i samspil med bestyrelsen det overordnede ansvar for museets strategi, strategiske udvikling samt aftaler med hjemkommunerne. Du servicerer bestyrelsen i både administrative og strategiske processer, og herunder medierer du også det tværkommunale samarbejde.

Personen
Vi forventer at den nye museumsdirektør har passion for historie og kulturhistorie og gerne erfaring og kompetencer indenfor museumsdrift. Du bliver ansvarlig for driften og udviklingen af Museum Nordsjælland, hvilket kræver en person, der kan sætte retning, begejstre omkring udviklingsinitiativer og følge projekter til dørs i et åbent, tæt og dialogbaseret samarbejde med medarbejderne, hjemkommunerne og lokalbefolkningerne.

Som museumsdirektør skal du have ordet i din magt og kunne agere med troværdighed, autoritet og integritet både blandt medarbejderne på museets matrikler og udadtil i formidlingen lokalt, regionalt og nationalt. Vi forventer en museumsdirektør, der praktiserer en inkluderende og tillidsbaseret ledelse, og som er synlig i dagligdagen, både overfor medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere. Du skal være fremadorienteret og ambitiøs på museets og egne vegne og skal kunne sætte nye mål og sikre fremdrift i museets udvikling.

Vi forventer at du har en relevant uddannelse - gerne med brancheerfaring fra en lignende eller anden publikumsrettet vidensorganisation – og en inddragende og uddelegerende ledelsesstil. Vi lægger vægt på, at du har en god organisatorisk og politisk forståelse, samt blik for museets samarbejdspartneres samarbejdsvilkår. 

Andet

Du kan læse mere om stillingen i stillings- og kompetenceprofilen her.

Ansøgningsfrist: Søndag den 7. januar 2024

Kontakt gerne bestyrelsesformand for Museum Nordsjælland, Peter Brandi, på tlf. 21 83 13 56 eller partner i MUUSMANN, Carsten Søgaard på tlf. 30 30 28 81.