Operations Manager – Suset Festival

Suset er en musikfestival med tæerne i havnebassinet og solnedgangen i horisonten. Her samles gamle og nye venner i fællessang og stammedans med tidens musikalske superstjerner og kulinariske favoritter, lige midt i hjertet af Esbjerg. Her er høje grin, varme kram, store glas og tallerkener – serveret med endnu større smil. Suset Festival arrangeres af Live Nation og finder sted for første gang på Esbjerg Havn den 16.-17. august 2024.

Vi søger den fødte projektleder til at indgå i den daglige ledelse for Suset sammen med festivalens direktør. Her skal du lede og rydde vejen for vores sektionsledere for bl.a. site, scener, sikkerhed, frivillige og samle alle trådene under vores projektkontor. Det er vigtigt for os, at du er nysgerrig og formår at stille de rigtige spørgsmål, tage stilling og træffe analytiske og kvalificerede beslutninger. Vi forventer, at du har evnerne og overblikket til at arbejde selvstændigt, men også forstår at motivere og assistere dine kolleger til at præstere optimalt. Du har en god fornemmelse for, hvor du skal lede og dirigere, men også hvor du skal uddelegere og lade andre folde sig ud. Det er en selvfølge for os, at alle i organisationen sætter pris på og vil det bedste for hinanden og festivalen.

Dit ansvar

  • Den daglige drift af Suset-kontoret i tæt samarbejde med festivaldirektøren
  • Myndighedskontakt, tilladelser, kontrakter, forsikring, ansættelser og overordnet administration på tværs af organisationen
  • Samlende bindeled for festivalens produktions- og operationelle sektioner
  • Organisering og drift af omkostningsbudget i tæt samarbejde med vores controller
  • Ressourcevurderinger på tværs af organisationen
  • Strukturering og afvikling af møderækker, milepæle og årshjul
  • Ansvar for at vores bæredygtighedsstrategi udfoldes og data indsamles og monitoreres

Dine styrker

  • Du lever og ånder for at skabe store oplevelser af tårnhøj kvalitet
  • Du kan snakke med alle slags mennesker, fra borgmesteren til havnearbejderen
  • Du kan formulere, udvikle og lukke en aftale til gavn og glæde for begge parter
  • Du er serviceminded, både over for gæster, partnere, leverandører og kolleger
  • Du kan mønstre superkræfter til at komme over målstregen, når det er påkrævet
  • Du er en holdspiller, du er omsorgsfuld og giver plads
  • Du har et skarpt organisatorisk blik og sans for ressourcebehov
  • Du kan afkode abstrakte visioner og omsætte dem til konkrete handlinger
  • Du kan overskue, afgrænse og prioritere et større antal opgaver, end der kan løses
  • Du skaber overblik og overskud for dig selv og dine kolleger

Dine kvalifikationer

  • Flerårig erfaring som projektleder med komplekse processer
  • Praktisk erfaring med myndighedssamarbejder og tilhørende tilladelser
  • Indgående viden om plads- og produktionsplanlægning
  • Dyb forståelse for og erfaring med event- og musikproduktion
  • Stærk budgetforståelse
  • Erfaring med kontraktudformning og administration

Hvad kan Suset tilbyde dig?

Vi kan tilbyde dig et alsidigt og udfordrende job i en kreativ verden, hvor den gode idé og historie altid vinder – uafhængigt af, hvem der kom med den. Du vil fungere som en central aktør i Susets udvikling, hvor der er højt til loftet, og ambitionerne er store. Suset vil være dit primære fokus, men der kan også blive anledning til at folde dine talenter ud på andre Live Nation-aktiviteter. Stillingen er som konsulent på fuldtid på vores kontor i København og løber til og med september 2024 med mulighed for forlængelse. Der må forventes en del rejsedage, særligt til Esbjerg, intensiveret omkring opbygning, afvikling og rydning af festivalen. Løn efter aftale. Start hurtigst muligt.

Praktisk

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør for Suset, Tobias Kippenberger, på 31 25 24 66.

Vi kalder til samtaler løbende, så send din ansøgning og dit CV via knappen ”Ansøg” allerede i dag, dog senest 25. februar 2024 kl. 14.00. Vi lukker stillingsopslaget, så snart den rette kandidat er fundet.