Pedel til VERA Skole for Kunst & Design

Vi søger en selvstændig og meget alsidig pedel til VERA, der trives i et hektisk og sjovt daghøjskolemiljø.

Dit arbejde sker i samarbejde med resten af administrationen og underviserne - og med skolens elever, der er kunstnerisk og kreativt interesserede unge i starten af 20’erne.

Du mestrer balancen mellem pædagogisk tålmodighed og at kunne sætte klare rammer for kreative sjæle, alt sammen med godt humør, ro og overblik. 

Du må meget gerne have indsigt i kreativt og kunstnerisk arbejde i et undervisningsmiljø og håndværksmæssig og teknisk snilde.

Du trives både med den daglige rutine, og de uforudsete opgaver der kommer dumpende, og du holder af at være et af VERAs knudepunkter og vil gerne være en del af det sociale liv på skolen også.

Arbejdet består primært i: 

  • opsyn og vejledning ift. værktøj, it-materiel og av-udstyr.
  • daglig oprydning og renholdelse af køkken og fællesarealer.
  • hjælp og gode råd til opsætning af vores mange udstillinger.
  • klargøring og indkøb til møder, foredrag, fester m.v.
  • mindre håndværksopgaver og håndværkerkontakt.
  • klargøring af lokaler op til semesterstart. 

VERA er en daghøjskole på Nørrebro. Vores 80 elever går her for at dygtiggøre sig og forberede sig på at søge ind på de kreative videregående uddannelser i ind- og udland. Vi er 16 ansatte på skolen, hvor du indgår i dagligdagen, og er med til møder, fællesarrangementer osv.

Din uddannelse og baggrund er ikke så vigtig, da vi tænker at den ideelle kandidat også skal have mulighed for at udvikle sig og stillingen.  Arbejdstiden er 30 timer/uge. Din løn vil følge den statslige overenskomst med 3F. 

Send din ansøgning til skoleleder Richard Lehner på ril@veraskole.dk, senest d. 22. januar kl. 12.00. Vi holder samtaler i starten af februar. Ansættelse er pr. 1. marts.

Vi glæder os til at høre fra dig.