Programkoordinator til musikunderholdning i Tivoli

Har du lyst til at arbejde med Tivolis musikprogram? Herunder bl.a. Fredagsrock, Tivolis Big Band, musikevents samt koncertprojektledelse?

Som programkoordinator i Tivoli kommer du til, i tæt samarbejde med chefen for Musik og Underholdning, at skabe overblik over det administrative arbejde på både eksterne og interne koncerter. Når scenetæppet er kørt op, krydser du de sidste punkter af på to-do-listen. Du er en blæksprutte, når det kommer til koordinering og eksekvering, og du har styr på alt praktik og aftaler, når musikken spiller.

Du får generelt en stor berøringsflade i Tivoli. Det er nemlig dig, der har styr på den praktiske koordinering af koncerter, orkestre, produktion, kommunikation og marketing. Alt sammen selvfølgelig i tæt samarbejde med en masse gode kolleger i Haven.

Du er kendt for at have orden i penalhuset og har kendskab til at arbejde med administration og koordinering af drift fra lignende stilling. Der er mange indgangsvinkler til jobbet. Du kan have arbejdet på spillested, koncertbureau, artistagentur, pladeselskab mm. Du har forståelse for booking af artister, så du kan assistere din nærmeste leder med processen fra kontrakt til koncert.

Dine primære opgaver og ansvarsområder

  • Administration af kontrakter og honorarer
  • Bindeled mellem kunstner, bureau og Tivolis kommunikation og marketing
  • Samarbejde med og administration af Tivolis orkestre og deres koncertprogram
  • Projektledelse af musikrelaterede events/arrangementer, musikserier mm.
  • Generel projektledelse forbundet med koncerter og musikserier
  • Tæt samarbejde med Tivolis produktions- og sikkerhedsafdeling
  • Øvrig koordinering med Tivolis mange afdelinger
  • Håndtering og administration af Tivolis interne programkalender
  • Assistance til at booke orkestersolister

Vi forestiller os, at du har:

  • stor erfaring med at administrere kontrakter og kunstnerhonorarer
  • et godt kendskab til musikbranchen
  • kendskab til koncertproduktion
  • solide administrative evner, men også et stærkt og praktisk drift-gen

Til gengæld tilbyder vi

  • En spændende rolle indenfor administration og drift, men også med plads til kreativ sparring og udvikling
  • En dynamisk funktion med et bredt samarbejde og en stor berøringsflade, på tværs af Tivoli
  • Attraktive personalegoder, så du også kan invitere familien og vennerne med ind i Tivoli og selv være med til at teste adrenalinen i forlystelserne, alle de ture I orker!  
  • Selvfølgelig også, og næsten vigtigst af alt: et rigtigt godt kollegaskab, hvor vi vil se frem til at byde dig velkommen

Om os
Du bliver en del af teamet i Underholdning i Haven.
Underholdning i Haven er en afdeling under Kultur, som laver koncerter, events, festivaler, børneunderholdning og undervisning i Tivoli.

Kultur står blandt andet for musicals, Fredagsrock, klassiske koncerter i de gamle flotte sale, spektakulære balletshows, betagende marches, når de velkendte bjørneskindshuer på Tivoli-Garden stolte går parade, og så sikrer vores scenetekniske team for, at lyden altid er helt i orden! Kort sagt, du bliver en del af en spændende afdeling, der har en lang historie i Tivoli. Alt sammen i tæt samarbejde med resten af organisationen.
Du vil få kontorplads på H.C. Andersen Slottet, få meter fra Tivoli.

Kan du nikke til ovenstående på dit CV og din ønskeliste?
Så tøv ikke med at sende din ansøgning og CV allerede i dag. Vi behandler de indkomne ansøgninger løbende.

Hos os er dit engagement og dine evner det vigtigste – ikke dit efternavn, køn eller alder – uanset hvem vi er, eller hvad vi arbejder med, er vi alle lige vigtige i forhold til at få gyngerne og karrusellerne til at svinge.