Redaktionsleder til DR Fyn
Er du journalistisk skarp, har du eminente samarbejdsevner og erfaring med at lede det daglige arbejde på en redaktion? Så er du måske den, vi søger som ny redaktionsleder på DR Fyn
Ansvar og arbejdsopgaver
DR Fyn er midt i en kæmpe udvikling. Fra primært at være en regional radio, er vi i fuld gang med at udvide paletten og blive et mediehus, der leverer til alle DR Nyheders platforme. Hver dag sørger vi for, at de væsentligste fynske historier udkommer i hele landet: Radioavisen, dr.dk, TV Avisen, P1 Morgen mv. Til at stå i spidsen for den udvikling søger vi en erfaren og stærk journalistisk leder.
Sammen med redaktionschefen får du ansvar for den daglige journalistiske udvikling og drift, så vi sikrer relevante og væsentlige fynske historier af høj kvalitet: Både de store principielle dagsordener og de nære historier, der spejler vores hverdag, her hvor vi bor.
Din opgave bliver at have det overordnede overblik og ansvar for de historier, vi udkommer med, regionalt og nationalt, og i samarbejde med de andre redaktioner i DR Nyheder prioritere kræfterne og sparre med redaktørerne, så vi hele tiden sikrer os, at de væsentligste fynske historier når bredest muligt ud, ligesom det er os, der driver DRs breakingberedsskab på Fyn.
Det kræver meget af dig:
Du skal være en dygtig redaktør, der hurtigt kan se den gode historie og hjælpe reporterne med at forløse den.
Du skal have forståelse for, hvornår en regional historie har et nationalt perspektiv.
Du skal have gode samarbejdsevner og kunne prioritere hurtigt på tværs af redaktioner og opgaver.
Og så skal du være indstillet på et meget vekslende arbejde, hvor vi er der, når nyhederne sker.
Erfaring fra nationale medier og kendskab til flere medieplatforme er en fordel.
Lidt om os:
DR Fyn er et mediehus med omkring 45 medarbejdere. Udover syv timers regional radio på P4 leverer vi dagligt stof til Radioavisen, TV Avisen og dr.dk. Derudover producerer vi også P1-programmer, indslag til DR Vejret og vores trafikcenter servicerer Fyn, Trekantsområdet, Syd- og Sønderjylland. Vi sætter pris på en uformel omgangstone og er altid klar til at hjælpe hinanden, når det går stærkt.
Kontakt
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Du er velkommen til at kontakte [indsæt stillingsbetegnelse] [indsæt kontaktperson] [evt. telefon], [altid mail], hvis du vil vide mere om stillingen.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side.
Ansøgningsfristen er den 17. marts 2021