Redaktionsleder til DR Sjælland

DR Nyheder søger en ny redaktionsleder, der kan stå i spidsen for journalistikken på DR Sjælland.

DR Sjælland er et af i alt ni DR-distrikter fordelt over hele landet. Vores distrikter udgør rygraden af DR Nyheders dækning af hele Danmark. Og du kommer som redaktionsleder til at lede et hold bestående af journalister, værter og redaktører, der hver dag leverer stof til DR’s mange nationale nyhedsudsendelser, dr.dk og vores regionale flader på P4.  

Om jobbet
DR Sjælland søger en redaktionsleder, som har lyst til at sætte journalistisk retning, og som har lyst til at være leder på et stærkt hold, som elsker den del af Sjælland, som ligger udenfor København.

Som redaktionsleder på DR Sjælland er din hovedopgave sammen med husets nyhedsredaktører at lede, planlægge og prioritere journalistikken til vores P4-programmer og resten af DR. Det er en stor og vigtig ambition, at alle de bedste historier fra landsdelen også skal på de nationale platforme på tværs af tv, radio og digitalt. I det daglige kommer du til at tegne den journalistiske linje for vores del af landet og vil blandt andet stå for:

  • Den daglige sparring med dagens nyhedsredaktører
  • Den daglige ledelse af husets historieteam
  • Den daglige kontakt med resten af DR Nyheder

På DR Sjælland vil vi kunne sætte dagsordenen, som vi gjorde det flere gange under KV21 med stærke journalistiske historier, der ramte toppen af både Radioavisen, dr.dk og TV Avisen. DR Sjælland prioriterer nærhed og relevans og har som klar ambition at være bedst til at dække de historier og de emner, som optager borgerne i landsdelen.

DR er lige nu i gang med en stor digital omstilling, hvor vi også vil udvikle en nyhedspodcast med regionalt indhold. Derfor er det en fordel, hvis du både har kendskab til direkte udsendelser og digitale produkter.

Din profil

  • Du er en stærk nyhedsjournalist og har allerede erfaring som redaktør eller anden form for redaktionel ledelse.
  • Du er handlekraftig og kan træffe beslutninger under pres.
  • Du er en dygtig leder, der formår at udstikke præcise rammer og forventninger og er samtidig ordentlig hele vejen igennem.

Vi tilbyder
DR har en ambition om at være relevant for alle dele af befolkningen i hele landet. Som redaktionsleder på DR Sjælland kan du spille en central rolle på landets største journalistiske arbejdsplads. Her vil du tage beslutninger, der kan afgøre, om en historie udkommer regionalt eller nationalt på en, flere eller alle platforme.

DR Sjælland har omkring 25 journalister på hovedredaktion i Næstved og vores satellitredaktion i Holbæk. Stillingen er en fuldtidsstilling og du kommer til at arbejde på hovedredaktionen i Næstved.

Kontakt
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.

Hvis du vil høre mere om stillingen, så kontakt redaktionschef Torben Kristiansen på tokr@dr.dk eller på telefon 50560012.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side.

Ansøgningsfristen er 21. februar 2022