Reporter til Radioavisen

Stærk og kreativ reporter til DR Byen.

Stærk og kreativ reporter til Radioavisen
Radioavisen er et af de mest troværdige og brugte nyhedsmedie i Danmark. Hver uge når vi ud til tre millioner danskere med dagens og tidens vigtigste nyheder – og derfor har vores prioriteringer en kæmpe betydning for, hvad danskerne taler om.

Vi søger nu en reporter, der formår at vinkle og formidle dagens vigtigste nyheder til vores lyttere. Du vil hver dag få ansvaret for at forløse en af dagens helt store historier. Her vil du i samarbejde med redaktøren udvælge de vigtigste kilder og hovedpersoner og finde det rigtige format og den bedste formidling til dagens udsendelser.

Radioavisen er en helt central del af newsroom i DR Nyheder, og som reporter arbejder du tæt sammen med resten af newsroom om at forløse historierne. Derfor er det afgørende, at du fungerer godt i samarbejde med andre.

Vi forventer, at du har selvstændige meninger om den journalistik, du laver, og giver med- og modspil til dine kollegaer. I jobbet vil der være mulighed for at blive oplært i redaktørfunktionen, hvis du viser dig at have talent for at udfylde rollen.

En stor del af danskerne vågner op til Radioavisens nyhedsudsendelser, og derfor skal du som reporter være klar på at stå tidlig op. Der er en overvægt af morgenvagter med tidlig mødetid, men der vil også være et antal dagvagter.

I jobbet får du gode muligheder for at udvikle dig som journalist, da du bliver en del af et erfarent hold med et unikt sammenhold. Alle arbejder benhårdt på at sikre den bedste udsendelse – hver time året rundt. 

Vi forventer, at du:

  • Formår at vinkle og udvikle journalistiske historier – hele tiden med fokus på troværdighed
  • Evner eller har lyst til at arbejde med den radiofoniske del af mediet og er kreativ i din formidling.
  • Følger tæt med i nyhedsbilledet og interesserer dig for de store stofområder
  • Glæder dig til det kommende kommunalvalg, hvor du vil blive en central del af dækningen 
  • Vil bidrage til det stærke sammenhold på redaktionen. Et sammenhold, der er med til at sikre rum for at alle tør komme på banen med meninger om den journalistik, vi laver. 

Radioerfaring er en klar fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er flair for nyheder.  

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Thomas Gadsbølle, chef for Radioavisen, på 30173026 / tgad@dr.dk.