Roskilde Festival -gruppen søger Kommunikationskonsulent

Vi søger en erfaren kommunikationskonsulent, der vil stå i spidsen for Roskilde Festival-gruppens eksterne stakeholderkommunikation. En kreativ og faglig profil, der kan omsætte Roskilde Festival-gruppens stærke almennyttige værdier og vores ønske om at gøre en forskel hele året rundt til engagerende og agendasættende kommunikation.

Som kommunikationskonsulent skal du med afsæt i Roskilde Festival-gruppens strategi være med til at sikre, at vores kommunikations- og relationsarbejde bidrager til at styrke unges muligheder i verden, og at vi sætter kunstens og fællesskabets betydning på dagsordenen igennem vores aktiviteter.

Du får et særligt ansvar for Public Affairs og ekstern stakeholderkommunikation og skal både projektlede og være kommunikationsfaglig ekspert samt tæt sparringspartner for direktion, talspersoner og kolleger. Opgaveporteføljen er bred og afspejler, at Roskilde Festival-gruppen er en almennyttig virksomhed med en bred portefølje inden for kultur, fællesskab og ansvarlighed/bæredygtighed.

Om jobbet
Dit ansvar og opgaver bliver bl.a.:

  • fremme og understøtte samlet strategisk fortælling og strategisk prioriterede dagsordener
  • udvikle og implementere strategier, planer og mål for Roskilde Festival-gruppens Public Affairs-indsatser samt eksekvering af disse
  • Rådgivning, sparring og understøttelse af direktion, talspersoner og kolleger ifm. politiske og omverdens-dagsordener, særlige indsatser og issues.
  • Projekt- og teamledelse ifm. udvalgte kommunikationsindsatser, herunder også i tæt samarbejde med frivillige

Stillingen er fuld tid og ønskes besat snarest muligt.

Om dig:
Du har en relevant uddannelse inden for kommunikation eller journalistik og minimum 5 års relevant erfaring fra en tilsvarende funktion eller funktionsområde. Det er en stor fordel, hvis du også har erfaring i at samarbejde med frivillige.

Du har erfaring med politisk kommunikation og interessent-/stakeholderhåndtering og indsigt i mediers arbejdsmetoder og prioriteringer.

Du er kulturelt og samfundsmæssigt interesseret, er en dygtig analytiker og strateg og en kompetent (kommunikations-)projektleder, der både kan lægge en plan og følge den til dørs med forskellige kommunikative virkemidler.

Du er en dygtig indholdsproducent med skarp pen og er klar til selv at producere på tværs af kanaler og målgrupper. Og du kan se, hvornår det ikke er pennen, der skal skærpes, men andre virkemidler, der skal tages i brug

Du prioriterer samarbejde og går til dine kolleger og dine opgaver nysgerrigt, opsøgende og proaktivt. Og så er du ambitiøs, ansvarlig, selvledende og ikke mindst god til at arbejde med forskellige mennesker og fagligheder.

Om teamet
Du bliver del af et relativt nyoprettet Corporate Communications-team med fire kolleger, der er beskæftiget inden for strategisk kommunikation, presse, (kultur-)formidling, intern kommunikation og kommunikationsrådgivning. Og du får en hel del frivillige kolleger, hvorfor du også skal være klar til fleksible arbejdstider.

Efter tre års Corona-krisekommunikation er vi i gang med at udvikle og skærpe vores strategiske kommunikation. Opgaven er at udvide perspektivet fra selve begivenheden Roskilde Festival til en stærkere og mere værdibaseret og omverdens engageret kommunikation over hele året, der afspejler det, som Roskilde Festival-gruppen er: En almennyttig virksomhed, der tillader sig at tro på kunstens og fællesskabets betydning og tager ansvar for at gøre en forskel for fællesskabet. Hvis du kender os, ved du, at det ikke er floskler, men en del af vores DNA.

Du refererer til vicedirektør Christina Bilde.

Ansøgning og frist
Send din ansøgning på max en side, et kort fokuseret CV og referencer til ans.kommunikation@roskilde-festival.dk senest søndag d. 16. april kl. 24.00.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Christina Bilde på christina.bilde@roskilde-festival.dk eller 40 74 72 22

Roskilde Festival-gruppen ønsker at fremme mangfoldighed og ligestilling. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Om Roskilde Festival-gruppen
Roskilde Festival-gruppen er den samlende paraplybetegnelse for organisationerne bag Roskilde Festival og en række andre kulturelle aktiviteter. Vi bor på Musicon i Roskilde halvvejs mellem stationen og festivalpladsen, og hverdagen på kontoret er kendetegnet ved fleksibilitet, humor, dedikation og samarbejde på tværs. Vores mål er bl.a. at bevæge mennesker og inspirere omverdenen, og uanset hvad vi laver, er formålet det samme: at støtte humanitært og kulturelt almennyttigt arbejde med særligt fokus på børn og unge. Her kan du læse mere om Roskilde Festival-gruppen, vores værdier og donationer, og hvordan vi arbejder: https://roskildefestivalgruppen.dk

Roskilde Festival er en international fejring af et kreativt fællesskab med mere end 100.000 deltagere, der gennem otte dage bliver borgere i et midlertidigt bysamfund, der bygges op på græsmarkerne syd for Roskilde. En festivalby skabt af mere end 30.000 frivillige, hvor musik, kunst og aktivisme udgør pulsen i byens liv, og hvor frirum giver plads til drømme og tro på nye muligheder. En unik bevægelse og organisation udviklet over fem årtiers skabertrang og stærkt engagement.