Servicetekniker til TV produktion

I Video Team supporterer og servicerer vi alle DR live TV-produktioner. Når DR sender, på DRTV eller DR1/DR2, er vi til stede for at sikre, at teknikken fungerer. Opstår der tekniske fejl, er det os der løser dem. Det kan både være fejlfinding på og udskiftning af hardware, genstart af IT-systemer eller reetablering af workflows.

Arbejdstiden er skiftende fra tidlig morgen til sen aften, både hverdage, weekender og helligdage. I ydertimerne vil man som regel være eneste servicetekniker til stede. 

Vores ansvarsområder er både studier, produktionskontroller og livehold, så vi har en meget stor portefølje af systemer og udstyr. Det omfatter blandt meget andet: 

  • VIZ’rt, Mosart, Galaxy, EVS og AutoScript IP 
  • Kahuna, VSM, NVision, Axon, Kaleido 
  • Kameraer, LED vægge, CCU, RCP, Telemetrics, ROSS 
  • LiveU 
  • Windows, Linux 

Ud over tilstedeværelse under produktion og udsendelse udfører vi reparation og vedligehold af teknisk broadcast udstyr og OB vogne. Vi sikrer at alle computere i produktionen fungerer efter hensigten og lever op til IT-sikkerhedskrav. Når DR indfører ny teknologi, eller opgraderer eksisterende, deltager vi i tæt samarbejde med udviklingsafdelingen. 

Teamet 

Video Teamet består af 10 personer. Vores uddannelsesmæssige baggrund, er en blanding af elektronikmekanikere og IT-supportere fordi vores opgaver breder sig over flere fagområder. Alle kan ikke alt, men vi hjælper hinanden med god dokumentation og vejledninger, så alle vil være i stand til at løse kritiske fejl, når man er alene under produktion. 

Ikke alle fejl kan løses op til, eller under, en produktion. Her drejer det sig om at finde en løsning, der kan bringe udsendelsen videre. Efterfølgende vil vi i teamet følge op på fejlen og forsøge at sikre, at det kan lykkes næste gang. Det kan være bedre dokumentation, en ekstra reservedel eller bare det at vi gennemgår fejlen og bruger vores forskellige fagligheder til at hjælpe hinanden.  

Dig 

Du har en baggrund indenfor IT eller elektronik og gerne erfaring fra Broadcast.   Du er nysgerrig og interesseret, i alt det du ikke ved og er klar til at udvide din tekniske horisont. Du følger selv op på de opgaver du har haft og sikrer at årsager og løsninger bliver dokumenteret til gavn for dig selv og dine kollegaer. 

Din tilstedeværelse under produktion er med til at skabe tryghed, og du udstråler den ro produktionen har brug for.  Du skal kunne håndtere at stå alene med et nedbrud og et produktionshold, der forventer at du løser det. Det kræver at du kan kommunikere og tage beslutninger på egen hånd. 

Som person er du åben og i stand til at skabe gode relationer. Du kan samarbejde med alle. Det er i samarbejde med produktionen vi kommer videre, når et nedbrud stopper en udsendelse. Det er med samarbejde i teamet vi kommer igennem hverdagens opgaver.

Vi tilbyder

Et spændende job i Danmarks største medievirksomhed og mulighed for personlig og faglig udvikling, sammen med gode kolleger i et ambitiøst team.
For den rette person vil nødvendig faglig oplæring finde sted. 

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte Teamleder Alan Nyled tlf 2854 0477, eller alny@dr.dk, hvis du vil vide mere om stillingen.

DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har metro lige til døren.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side.
Ansøgningsfristen er den 20 oktober 2022 klokken 12.