Skønlitterær formidler til Ballerup Bibliotekerne

Skønlitterær formidler med fokus på samskabelse. Barselsvikariat.

Har du lyst til at være med på rejsen mod et inkluderende og mangfoldigt bibliotekstilbud, der udvikles sammen med borgerne i Ballerup Kommune?

På Ballerup Bibliotekerne arbejder vi kontinuerligt på, at litteratur og kultur bliver en del af alles liv. Vi arbejder samskabende med borgere, foreninger og andre institutioner i kommunen, og vi ønsker at bibliotekets tilbud bidrager til livskvalitet, fællesskab og dialog mellem borgere.

I denne stilling vil du have fokus på at udvikle og afholde skønlitterære og andre kulturelle aktiviteter, hvor borgerne er medskabere.

Vi har særligt fokus på at skabe tilbud, der appellerer til minoriteter, mænd og unge – alle tre grupper som i mindre grad bruger biblioteket.

Du skal have særligt fokus på litterære pop-up aktiviteter og tilbagevendende formidlingsaktiviteter. Det kan både foregå i biblioteksrummet, via digitale platforme og ude i byrummet. Målet er, at litteratur kan kommer i spil på nye og spændende måder, der vækker genklang hos de tre grupper.

Vi leder efter dig, der har gode relationelle og analytiske evner kombineret med et praktisk drive, der får tingene til at ske - og selvfølgelig en kærlighed til litteraturen, der er brændstoffet til at skabe aktiviteter sammen med borgerne.

Du har erfaring med projekt- og udviklingsarbejde, og så er du god til at samarbejde med både kollegaer, borgere og andre interessenter.

Du er løsningsorienteret og kan planlægge din tid, så der er overskud til at gribe den gode ide, som opstår i mødet med forskellige aktører.

Dine kompetencer

  • Har erfaring med samskabelse
  • Har viden om og kærlighed til litteratur i mange former
  • Kan udvikle litteraturaktiviteter sammen med flere forskellige aktører
  • Ser digital formidling som en naturlighed
  • Er nysgerrig, opsøgende og dialogskabende
  • Både kan sætte sig selv i spil og have en understøttende rolle
  • Kan indgå i tæt samarbejde omkring opgaveløsningen i et bibliotek med et højt aktivitets- og ambitionsniveau.

Vi forestiller os din uddannelsesmæssige baggrund er inden for litteratur- eller biblioteksvidenskab.

I din ansøgning vil vi gerne se dine gode ideer til samskabte litterære aktiviteter, og hvordan du vil gøre dem til virkelighed.

Det får du hos os

  • Engagerede kollegaer, der brænder for kultur, formidling og god service
  • Et ambitiøst og udviklingsorienteret bibliotek
  • Spændende og indholdsrige arbejdsdage, hvor du på ugentlig basis afvikler aktiviteter i dag- og aftentimer
  • Stor indflydelse på opgaveløsningen
  • Du vil indgå i weekendbetjeningen med fredag-lørdagsvagt hver 4. uge og i vagtdækning ved ferie og sygdom.

Hvem er vi
Ballerup Bibliotekerne består af et bibliotek samt 3 kulturhuse, der alle indeholder biblioteksfunktion.

Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte Karen Jensen på telefon 2516 9924. Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på www.job.ballerup.dk.

Ansættelsesproces og løn
Ansættelsesdatoen er hurtigst muligt og senest den 1. maj 2023.

Vi forventer at holde 1. samtaler den 13. marts 2023 og eventuelt 2. samtaler den 16. marts 2023.

Stillingen er et barselsvikariat og ønskes besat til og med den 31. december 2023.

Ansøgningsfrist: 6. marts 2023. 

Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.

Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.

Vi glæder os til at møde dig.