Skrædder til Den Danske Scenekunstskole

Har du forkærlighed for detaljen, skrædderiet og historien i kostumet? Ønsker du at bruge dine pædagogiske evner i samspil med skrædderfaget og være med til at uddanne fremtidens scenekunstnere?

Scenekunstskolen søger en fuldtidsskrædder til skolens skræddersal i København per 1. august 2024. Ansøgningsfristen er 2. april.

Har du passion for kostumer og scenekunst? Brænder du for at få scenografers magi ført ud i livet? Har du forkærlighed for detaljen, skrædderiet og historien i kostumet? Ønsker du at bruge dine pædagogiske evner i samspil med skrædderfaget og være med til at uddanne fremtidens scenekunstnere? Og vil du være med til at holde vores skræddersal og kostumefaget i topform?

Så kan det være dig, vi leder efter.

Den Danske Scenekunstskole søger en dygtig og dedikeret skrædder til at indgå i vores kreative og dynamiske team på skræddersalen på skolens campus i København. Teamet består til daglig af to skræddere og en skrædderelev. I perioder vil der være freelanceskræddere ansat, og skræddersalen er ofte en livlig arbejdsplads.

Du bliver en nøgleperson i forhold til fremstillingen af kostumer i forbindelse med de studerendes produktioner og i driften af vores værksted.

Skræddersalen er en del af produktionsenheden, der spiller en afgørende rolle i de studerendes uddannelsesforløb, hvor der er fokus på praksis og produktion af scenekunst i fuld skala. Produktionsenheden dækker alle tekniske sider af scenekunsten og er en integreret del af det pædagogiske arbejde på skolen, og du skal derfor fungere som en aktiv medspiller i forhold til at udfolde de studerendes praktiske ideer omkring scenekunst.

Det er vigtigt, at du har en pædagogisk forståelse og kan lide at formidle, da du skal dele din faglige viden med skolens studerende såvel som skræddereleven. I dit daglige arbejde vil den pædagogiske vinkel i forhold til de studerendes læring være af stor betydning ligesom din medvirken af de praktiske ideer/løsninger i deres udfoldelse omkring scenekunst.

Dine ansvarsområder vil bl.a. være

  • Kostumearbejde på skolens mange projekter
  • Oplæring af skrædderelev
  • Deltagelse i diverse opgaver i forhold til driften af skræddersalen
  • At holde skræddersalen køreklar til forestillingsarbejde og produktion - herunder at sikre vedligeholdelse af maskiner og udstyr samt basislager
  • Faglig formidling til studerende

Vi forestiller os, at du:

  • har en solid erfaring som skrædder.
  • har arbejdet inden for teaterbranchen.
  • har kendskab til kostumehistorie.
  • er ansvarsbevidst og kan arbejde selvstændigt.
  • har gode pædagogiske og kommunikative evner.
  • har et godt øje for detaljer og kvalitet.
  • er minded på godt kollegaskab, positiv energi og teamwork.

LØN OG ANSÆTTELSESVILKÅR:

Stillingen er en fast stilling på 37 timer ugentligt. Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og forhandlingsberettiget organisation (TAT). Der kan forhandles tillæg efter kvalifikationer.

Tiltrædelse er d. 1. august 2024.

Personaleansvarlig er produktionsleder Brian Kousgaard Kristensen.

Du får fast arbejdssted på Den Danske Scenekunstskoles campus i København

ANSØGNING

Upload ansøgning, CV og eksamenspapirer senest den 2. april. 2024 klokken 12 til Scenekunstskolens elektroniske ansøgningsportal (via link).

Ansøgninger, der modtages efter dette tidspunkt, vil ikke komme i betragtning.

Vi forventer, at første ansættelsessamtale finder sted i uge 16 og evt. anden samtale finder sted i uge 18.

Yderligere oplysninger om stillingen og ansøgningsproceduren kan fås ved henvendelse til produktionsleder Brian Kousgaard Kristensen, tlf. 4172 2046, mail brkr@scenekunstskolen.dk eller skrædder Pia Petersen, tlf. 4068 8763, mail pipe@scenekunstskolen.dk

DDSKS ser forskellighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE

Den Danske Scenekunstskole er en kunstnerisk uddannelsesinstitution under Kulturministeriet. Skolen er hjemsted for et moderne, kunstnerisk læringsmiljø, der inspirerer til nye tænkemåder, kunstneriske udtryk og socialt engagement.  

Med videregående uddannelser på bachelor-, kandidat- og diplomniveau fordelt på campusser i Aarhus, Fredericia, Holstebro, Odense og København uddanner skolen toneangivende scenekunstnere med en solidt funderet praktisk og teoretisk faglighed og en kritisk bevidsthed om kunstens rolle i samfundet.  

Gennem forskning og udvikling af nye værker, viden og metoder inden for et bredt spektrum af scenekunstneriske discipliner er skolens undervisere og studerende med til at udvikle scenekunstens fagområder og sætte aftryk på kunst- og kulturlivet nationalt og internationalt.

Læs mere på ddsks.dk.