Slots- og Kulturstyrelsen søger arkæolog til Fortidsmindeområdet

Har du lyst til at arbejde med administration af beskyttede fortidsminder, arkæologiske undersøgelser og øvrig sagsbehandling inden for fortidsmindeområdet? Trives du i en fagligt spændende og samtidig travl hverdag?

Vi søger en fagligt stærk arkæolog el. lign. til Slots- og Kulturstyrelsens Center for Kulturarv med kendskab til fortidsminder i landskabet og byen samt solid erfaring med arkæologiske undersøgelser.

Om jobbet
I fortidsmindeområdet i Center for Kulturarv arbejder vi med marin- og landarkæologiske undersøgelser, med ansøgninger om ændringer af og tilsyn med de beskyttede fortidsminder fra stenalderens køkkenmøddinger til nyere tids afvandingskanaler samt administration af sten- og jorddiger efter museumslovens kapitel 8 og 8a.

Stillingen omfatter især sagsbehandling af de ca. 35.000 beskyttede fortidsminder på land, særligt ansøgninger om ændringer og anmeldelser af overtrædelser. Der kan desuden indgå opgaver inden for administration af de bygherrefinansierede arkæologiske undersøgelser og andre opgaver inden for forvaltningen af kulturarven.

Om dig
Du har en relevant videregående uddannelse inden for det kulturhistoriske område – f.eks. forhistorisk arkæolog. Du har et godt overblik over kulturhistorien fra yngre stenalders jættestuer, bronzealderens gravhøje til nyere tids forsvarsanlæg. Du har dyb viden om kulturlandskabets udvikling siden oldtiden og interesse for kulturarven, herunder arkæologien.

Du har kendskab til museumsloven og til Slots- og Kulturstyrelsens forvaltning heraf, samt med administrationen af beskyttede fortidsminder og de bygherrefinansierede arkæologiske undersøgelser på land. Erfaring med feltarkæologiske undersøgelser vil være en stor fordel.

Du ønsker at arbejde målrettet og effektivt med sagsbehandling, ministerbetjening, journalisering og andre administrative opgaver. Du ønsker at styrke dine kompetencer inden for fortidsmindeforvaltningen.

Du skal være indstillet på også at arbejde med andre af fortidsmindeenhedens opgaver, hvis der er behov for det.

Desuden forventer vi, at du:

  • er hurtig og sikker i din skriftlige fremstilling
  • har et professionelt overblik og en løsningsorienteret tilgang til opgaverne
  • har forståelse for god offentlig forvaltning i politisk styret organisation
  • har stærke digitale færdigheder og kan bruge bl.a. GIS og regneark på højt niveau
  • trives med at arbejde både selvstændigt og i team sammen med andre, hvor man gensidigt inspirerer hinanden
  • forstår at prioritere i en given opgavemængde
  • har gåpåmod og kan bevare et godt humør, også ved spidsbelastninger
  • har gode analytiske evner og er god til at gennemskue komplekse processer og projekter
  • har kørekort til personbil

Om Center for Kulturarv
Center for Kulturarv arbejder med fortidsminder, arkæologi, fredning af bygninger, arkitektur, UNESCO Verdensarv og med rådgivning af kommuner om planlægning. Centret har ca. 60 medarbejdere, som er engagerede og stolte af at være med til at passe på kulturarven i Danmark. Vi er fordelt i fagområderne Fortidsminder og Fredede Bygninger samt et ressourceteam. Centret ledes af to enhedschefer og en teamleder. Du vil referere til enhedschefen i Fortidsminder.

Vi arbejder tæt sammen på tværs af områderne i vores hyggelige lokaler i Nykøbing Falster. Atmosfæren er god, tonen venlig og afslappet, og selv om vi har meget at se til, er der også fokus på udvikling og trivsel.

Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsansættelse som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af kompetencer. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne.

Arbejdsstedet er Nykøbing Falster, hvor styrelsens opgaver vedrørende kulturarv er placeret.

Information og ansøgning
Du kan læse mere om os på www.slks.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Morten Stenak på tlf. 51 68 91 02, most@slks.dk eller chefkonsulent Dorte Veien Christiansen på 33 74 52 19, dvc@slks.dk.

Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest den 3. september 2023. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen” nederst på siden. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde jobsamtaler i uge 37.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.