Socialpædagogisk medarbejder med musikkompetencer
Vi søger en engageret og fagligt nysgerrig person med pædagogisk socialfaglig baggrund til vores unikke bofællesskab, Egebo.
Vi leder primært efter en person med relevant erfaring indenfor målgruppen, som også har erfaring med at lede og vejlede andre i at spille i band og øve solomusik og sang mv. En person som har den rette omsorgsfulde personlighed og indstilling i forhold til det professionelle arbejde med borgerne.
Bofællesskabet Egebo har eksisteret i over 40 år, og vi har lidt over 20 borgere, som enten bor i lejligheder tæt på Dagcenteret eller blot kommer i dagcenteret og/eller vores aftenklub. Vores borgere er meget glade for at være i Egebo, hvor værdier som respekt, tryghed og værdighed lever. Vi har en uformel, varm og humoristisk tone, som lever side om side med store ambitioner om høj faglighed.
Vores målgruppe
Vores målgruppe dækker over voksne mennesker i alderen 18-75 år, der lider af angst, depression, forandret virkelighedsopfattelse, ASF og personlighedsforstyrrelser. Mange af vores borgere befinder sig indenfor skizofrenispektret. Egebo har ingen borgere med misbrug eller udadreagerende adfærd.
Med en så psykisk sårbar målgruppe er det vigtigt, at du har gode sociale kompetencer, kan udvise stor tålmodighed, er bevidst om din egen adfærd og er god til at være opmærksom på borgernes adfærd og signaler – med andre ord er det vigtigt, at du er dygtig til at indgå i relationsarbejde.
Arbejdsopgaver
Du, dine kollegaer og borgerne i Egebo har sin daglige gang i Dag- og aktivitetscenteret, hvor vi spiser morgenmad og frokost med borgerne hver dag. Her laver vi sundhedsrelaterede aktiviteter såsom gåture og morgengymnastik. Sund kost fylder meget i Egebo og dagcenteret gør en dyd ud af at tilberede nærende og tilfredsstillende kost til morgenmad og frokost. Dagcenterets hverdag er desuden præget af aktiviteter såsom brætspil, kreativt værkstedsarbejde og musikøvning i vores musiklokaler. Hver uge er borgere og nogle medarbejdere på tur sammen ud af huset.
Som pædagogisk medarbejder skal du dagligt på hjemmebesøg hos de borgere, du er kontaktperson for. Hjemmebesøgene går med pædagogiske samtaler, med at hjælpe borgeren med at holde orden i hjemmet, gøre rent, gå på indkøb, udøve støtte til borgeren omkring kommunikation med læge, myndigheder, familierelationer mv. Det er essentielt, at vi støtter borgeren i at gøre så meget som muligt selv, da vores mål er at borgerne skal leve et så selvstændigt liv som muligt. Det skal dog altid være i harmoni med resten af vores værdisæt, om at borgerne skal føle sig trygge, værdigt behandlet og have tillid til personalet.
Vores gode kollega som har stået for at støtte og lede de forskellige musikaktiviteter i huset gennem flere år, har valgt at søge andre veje med en ny målgruppe. Vi mangler derfor en person, der kan stå for denne essentielle del af arbejdet og miljøet i Egebo. Vi har et ”husband” i Egebo som består af en gruppe borgere, der optræder til alle arrangementer i huset. De optræder også rundt omkring på andre bosteder mv. Derudover er der enkelte borgere, der øver solonumre sammen med pædagogen. Den pædagog der står for musikken i Egebo skal desuden være opmærksom på at vække musikinteressen hos de borgere, der måske ønsker at beskæftige sig med musik, men ikke har modet eller ´fantasien´ til at gå i gang.
Dokumentation er et krav i dag, og det er også en af vores vigtige arbejdsredskaber. Du skal jævnligt dokumentere dine observationer på borgerne, og det er også et krav, at du læser dine kollegaers daglige observationer og notitser på borgerne. Borgerne i Egebo skal også inddrages i et respektfuldt og forpligtende samarbejde, med fokus på den enkeltes ressourcer og udviklingsmuligheder.
Der vil være 1 ugentlig aftenvagt til kl. 21.00 og 1 søndagsvagt fra 10.00-13.00 i dagcenteret hver 5. uge. Derfor vil dine andre hverdage blive lidt kortere. Der er ikke nattevagter. Da der pt. planlægges mindre omlægning af arbejdstimerne for personalet kan der komme små ændringer i den beskrevne frekvens af aften- og weekendvagter. Dette vil naturligvis blive drøftet nærmere, hvis vi ses til en jobsamtale.
Mere om vores faglige tilgang
I Egebo arbejder vi ud fra en recovery-orienteret tilgang med fokus på borgerens gode kvaliteter, og et vedvarende håb omkring at man kan få det bedre trods psykiske problemer.
Medarbejderne og ledelsen i Egebo er bl.a. certificerede i kurser i KMT (kognitiv miljøterapi), MI (motivational interviewing) og Metakognitiv terapi. Derfor vil det være en stor fordel, at du har kendskab til nogle af metoderne, men det er ikke et krav. Du vil få løbende sparring, supervision og støtte i et alsidigt job med gode udviklingsmuligheder
Vi søger kontinuerligt at udvikle og forbedre os til gavn for borgerne. Så hvis du vil være en del af den gode udvikling, være med til at forankre en kultur på gode bærende værdier, så venter der dig et spændende job med engagerede medarbejdere, stor indflydelse og muligheden for at gøre en forskel.
Ansættelse: Hurtigst muligt
Fuldtidsstilling: 37 timer
Løn
Der indgår en obligatorisk pensionsaftale med PFA som en del af lønnen. Løn forhandles ved ansættelse.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.