Stærk nyhedsreporter til DR Bornholm
DR Bornholms fornemste opgave er at fortælle, hvad der optager bornholmerne og belyse de betydningsfulde omvæltninger, som Bornholm oplever, med for eksempel Energiø Bornholm, en stigende turisme og vores store russiske nabo mod øst.
Vi gør de store dagsordener nære og relevante for almindelige mennesker. De gode historier fortæller vi ikke kun til bornholmerne på P4Bornholm, men til alle danskere på DR’s mange nyhedsplatforme som dr.dk, TV Avisen og Radioavisen samt nye digitale tilbud som podcast og DRTV.
Om jobbet
DR’s ni distrikter er ansvarlige for DR Nyheders indlandsdækning. Her er Bornholm betydningsfuld ikke mindst i kraft af øens beliggenhed og særegenhed. Det vil sætte sit præg på jobbet som nyhedsreporter.
Du skal finde og udfolde de bedste bornholmske historier. Det folk taler om. Lokale og konkrete vinkler på de store dagsordener. Det er vigtigt for os at tænke historierne så perspektivrigt som muligt, så de ikke kun opleves relevante for bornholmere, men i hele landet på alle DR’s platforme.
Nyhedskonkurrencen er hård på Bornholm. Det er vigtigt, at du er kreativ i forhold til at finde dine egne ideer til historier, og vi lægger vægt på, at du kan drive historierne i mål til et grundigt og gennemarbejdet produkt.
Du gør det selvfølgelig ikke alene, men i tæt samspil med din redaktionsleder og dine kolleger. Især når en historie skal udkomme på flere platforme. Hvis du samtidig har erfaring og/eller talent som radiovært, så er der også mulighed for at du kan folde det ud hos os.
Din profil
- Du er uddannet journalist, har erfaring med nyhedsjournalistik og kan overskue komplekse historier med mange kilder og flere perspektiver
- Du kan arbejde selvstændigt med dine egne ideer og historier og hurtigt sadle om, når nyhedsdagsordenen kræver det
- Du skal kunne arbejde med både meget korte deadlines og de lidt længere
- Du har god energi og spreder god stemning blandt kollegerne
- Du har muligvis erfaring som vært og kan indgå i vores team af radioværter
Lidt om os
Vi er en redaktion med omkring 20 medarbejdere, som hver dag producerer bornholmske nyheder og historier til hele landet. Regionalt sender vi dagligt syv timers direkte radio til bornholmerne og har samtidig et tæt samarbejde med DR’s øvrige redaktioner. DR Bornholm har stor regional gennemslagskraft, og mere end halvdelen af øens indbyggere hører os hver dag. Det er vigtigt for os at komme ud og se vores kilder i øjnene, og vi sætter en ære i at lave historier fra hele øen - til hele landet.
Kontakt
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Hvis du vil høre mere om stillingen, så kontakt redaktionschef Thomas Kofoed på tkp@dr.dk eller 61306695. Vi ser frem til at modtage din ansøgning og cv. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”søg stillingen” i højre side.
Ansøgningsfristen er den 1. december 2022 kl. 12. Tiltrædelse snarest muligt.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien