Svendborg Bibliotek søger medarbejder
Vil du være det nye ansigt, der byder velkommen på Svendborg Bibliotek? - en stilling på 25 timer om ugen.
Hvis du tror, at jobbet på et bibliotek handler om stilhed, ro og læsning, så skal du stoppe her.
Hvis du til gengæld gerne vil være en del af et meget aktivt team, med godt værtskab og stærk faglighed i højsæde, så læs trygt videre.
På Svendborg Bibliotek ønsker vi at give vores mange forskellige gæster den bedst mulige oplevelse, når de besøger os. Derfor har vi et stærkt fokus på værtskab og relationskompetencer. I ekspeditionen hilser du alle velkommen og håndterer de henvendelser, der måtte komme. Du skal kunne holde hovedet koldt og bevare ro og venlighed, også når det går stærkt.
Vi har den bedste arbejdsplads med rum til forskellighed, nørderi, humor og højt til loftet. Vi mangler bare dig.
Du er:
- systematisk og har sans for detaljen.
- servicemindet med et godt glimt i øjet.
- fleksibel og god til at samarbejde.
- klar til fysisk arbejde, da vores materialehåndtering er manuel og omfangsrig.
- digital kompetent og parat til at manøvrere i bibliotekets IT-system, Office-pakken m.m.
Du skal vide at:
- der kræves kørekort til personbil, da vi har syv biblioteker fordelt på tre øer.
- jobbet indebærer lukke- og weekendvagter i en fast turnus.
- afvikling af arrangementer, også om aftenen og enkelte lørdage, er en del af pakken.
- der er mange rutiner, men ofte også ting der kommer ”ind fra højre”.
- Svendborg Bibliotek er Verdensmålscertificeret, hvilket er en del af hverdagen og formidlingen.
Det praktiske:
- Vi søger en medarbejder 25 timer ugentligt, gerne med start ca. 1. december 2022.
- Ansøgningsfristen er d. 25. oktober, kl. 10.00.
- Vi forventer samtaler i uge 44.
- Vi forestiller os, at du har erfaring/uddannelse indenfor kontor, servicefag, butik e.lign. løn og ansættelsesvilkår er efter gældende HK-overenskomst.
- der er 117+ ting, der ikke er plads til i dette opslag. Vi uddyber selvfølgelig ved en eventuel samtale.
Vil du vide mere nu, så kontakt afdelingsleder Anne Green:
Mail: anne.green@svendborg.dk
Mobil: 24874965, inden for almindelig arbejdstid.