Teamleder med researchkompetencer til DRs Research og Arkiv
Vores nærmeste leder har fået nye spændende opgaver, og vi søger derfor en erfaren og udviklingsorienteret teamleder med gode samarbejdsevner, der skal understøtte den digitale udvikling i DR Research og Arkiv og bidrage til indfrielsen af DR’s ambitiøse strategiske målsætninger for digital publicering. Stillingen består af ca. 50% udviklingsorienteret, samarbejdsbaseret og fagligt understøttende teamledelse og ca. 50% faglig specialiseret opgaveløsning som researcher, informationsspecialist eller projektleder.
Om området DR Research og Arkiv
DR Research og Arkiv består af 3 enheder med engagerede researchere med indgående kendskab til DRs arkiver og som brænder for at sætte dem i spil i indholdsproduktioner. Området udgøres samlet af 10 informationsspecialister og bibliotekarer samt 6 studentermedhjælpere.
Alle teams består af erfarne og specialiserede researchere, der arbejder selvstændigt og i stærke og selvledende teamsamarbejder.
DR Research og Bibliotek udfører en bred vifte af research i DRs arkiver (tv, radio og foto), eksterne samlinger og databaser og rådgiver om rettigheder til indholdsproduktionen i DR
DR Arkivsalg leverer salg af klip fra DRs produktioner til produktionsselskaber, kulturinstitutioner, virksomheder og lignende. Enheden har et overordnet kommercielt sigte.
DR Arkiv har ansvar for digitalisering, tilgængeliggørelse og arkivpleje af DRs fysiske og digitale arkiver, der rummer både radio og tv fra radioens barndom til i dag. Vi er aktuelt i gang med et stort radiodigitaliseringsprojekt som omfatter over 200.000 spolebånd.
Om jobbet
DR står i midt i en digital transformation for at udvikle os til en fuldt ud digital public service-institution. En af dine vigtige opgaver som teamleder bliver at understøtte den ambition med en helhedsorienteret og samarbejdsbaseret tilgang til udviklingen.
Du får ansvar for at være den nærmeste leder for DR Research og Arkivs 10 dedikerede og specialiserede researchere. En af dine vigtigste funktioner bliver at være en god, udviklende og understøttende teamleder, der skaber de bedste rammer for at få medarbejdernes faglighed i spil. Du skal desuden selv spille en aktiv rolle i at drive og understøtte udviklingstiltag, der skal sikre relevansen af DRs arkivmateriale som en del af DRs egne samt eksterne producenters digitale produktioner.
Din opgave som teamleder bliver at give dem de bedste rammer for udvikling, og at være med til at sætte den faglige retning for området i samarbejde med medarbejderne. Du har desuden ansvar for den daglige ledelse af driften i området samt for at understøtte projektudvikling og gennemførsel.
Du skal desuden indgå i opgaveløsningen i området med din egen faglighed, og løse research eller projektledelsesopgaver i samarbejde med medarbejderne i området.
Om dig
- Vi søger dig, der kommer med en humanistisk baggrund fra en relevant uddannelse, gerne som informationsspecialist eller lignende og med en bred arkivhistorisk forståelse og/ eller interesse for arkivbevaring og tilgængeliggørelse.
- Du er grundig, detaljeorienteret, vedholdende og god til at følge op, til glæde for både dine medarbejdere og samarbejdspartnere.
- Du har erfaring med at arbejde med ledelse og kan både lide, og er dygtig til ledelse, herunder at skabe gode rammer for både områdets og medarbejdernes egen udvikling.
- Du er en stærk kommunikatør, og brænder for at bidrage til at løfte opgaven med at få arkivet i spil i relevante sammenhænge, og understøtte DRs arkivformidling i nye produktioner.
- Du holder af at være i en udadvendt rolle og at opsøge, indgå og drive tværgående samarbejder med kolleger med andre fagligheder og opgaver.
- Du har gerne forståelse for medieproduktion og er på den baggrund dygtig til at varetage kommunikationen med vores programproducerende samarbejdspartnere.
- Det er desuden en fordel, hvis du har viden om, eller interesse for ophavsret
- Det er også interessant, hvis du fx har viden og kompetencer indenfor data science, data journalism, eller anden digital research.
- Du må også meget gerne have erfaring fra en større (medie) organisation, og med at navigere i den kompleksitet der følger med samarbejdet med mange forskellige fagligheder og store behov for fleksibilitet.
Vi tilbyder
- Du vil komme til at løse udviklende og interessante opgaver i samarbejde med DRs bedste researchere. Og du får desuden mulighed for at arbejde med DRs højt prioriterede projekter vedrørende digitalisering og arkiv-tilgængeliggørelse.
- Du bliver en del af en dejlig kollegagruppe med søde, ambitiøse, samarbejds- og kvalitetsorienterede medarbejdere. Du bliver desuden del af et velfunderet ledelsesfællesskab.
- Du har en høj grad af selvstændighed i din egen arbejdstilrettelæggelse. Det er vores ambition at tilpasse din opgavefordeling, så den afspejler dine specifikke kompetencer og matcher med områdets udviklingsbehov.
- DR er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads
Kontakt
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Du er velkommen til at kontakte Centerchef Sidsel Katrine Schmidt på sjrg@dr.dk,hvis du vil vide mere om stillingen.