Teamleder med strategisk blik på sociale medier til TV2.DK
Vil du prøve dig selv af som leder på en spændende arbejdsplads?
Har du erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem journalistik og sociale medier samt interesse for medieudvikling, og tænker du, at ledelse er en interessant karrierevej for dig? Hvis ja, så finder du ikke et bedre job end dette. Du får chancen for at sætte dit personlige aftryk på TV2.DK, der med 1,4 mio. daglige brugere når flest danskere og har den største gennemslagskraft. Når du bliver en del af TV 2, bliver du også en del af en spændende arbejdsplads, hvor du er med til at sætte dagsordenen for det, danskerne taler om.
Daglig ledelse og redaktionschefens sparringspartner
Helt overordnet handler dit job om at sikre TV 2s gennemslagskraft og relevans via sociale medier. Du kører ad flere spor. På det ene spor har du ansvar for den daglige ledelse af i alt ca. 15 studentermedhjælpere, hvor du koordinerer hverdagens opgaver samt bidrager til udvikling af teamet gennem sparring og feedback. Det ene team modererer TV 2 Nyhedernes sociale medier. Det omfatter Danmarks største Facebookside og en kæmpe Instagramside, og hovedfokus er at fremme og sikre en god debat. Det andet team har ansvar for korrektur af henholdsvis TV2.dk og TV 2 News.
På det andet spor er du sparringspartner og idemager for redaktionschefen samt en del af den udvidede ledelsesgruppe sammen med chefredaktøren, fire redaktionschefer og to andre teamledere. Som del af det initierer og driver du projekter. Du skal derfor kunne arbejde strategisk og have mod på at præsentere dit arbejde for større forsamlinger. Det kunne være projekter om, hvordan vi bedre kan støtte op om programmer på TV 2 Play på sociale medier, vurdere en potentiel entre på TikTok eller ændringer på baggrund af ændrede algoritmer. Du er også inde over publiceringsplaner på sociale medier for vores største satsninger som Herlufsholm, Plejehjem m.m.
I overblik bliver dine primære opgaver at:
- Være daglig leder for to teams på ca. 15 studentermedhjælpere i alt
- Være ideudvikler, sparringspartner og højre hånd for redaktionschefen
- Udarbejde business cases på mulige projekter og indsatsområder
- Projektlede de udviklingsprojekter, vi sammen beslutter os for at sætte i søen
- Bidrage til overordnet retning, publiceringsplaner m.m. som del af den udvidede ledergruppe
Din nye arbejdsplads er enten på TV 2s kontor på Teglholmen i København med 1-2 faste ture til Odense om ugen eller omvendt for at bygge relationer og fremme samarbejde.
Journalistisk erfaring, lyst til ledelse og interesse for digital udvikling af medielandskabet
Skal du have succes i denne rolle, skal du trives med proaktivt at række ud til mange forskellige mennesker for at fremme samarbejde og vidensdeling på tværs af afdelinger som Nyhederne, Marketing og Kommunikation.
I den daglige ledelse af teamet skal du være god til formulere dig klart og tydeligt, og du skal kunne finde den rette balance i din sparring og feedback til en generation Z medarbejdergruppe. Som projektleder skal du have overblik og den struktur det kræver at komme i mål til aftalt tid. Vigtigst kræver dit digitale fokus en stor nysgerrighed på, hvad der sker inden for SoMe og medieudvikling generelt. Derudover kan du sætte kryds ved:
- Uddannelse som journalist eller inden for kommunikation
- Nogle års erfaring fra et redaktionelt miljø med SoMe snitflader – du kan instinktivt vurdere om der er potentiel sprængfare i en given historie
- Erfaring med at koordinere/projektlede evt. fra en redaktørrolle
Kontakt og ansøgning
Send venligst din ansøgning med CV via vores hjemmeside.
Ansøgningsfristen er den 22. februar 2023.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte redaktionschef for TV2.DK, Kirstine Benedicta Lauritzen på tlf. 6094 8504.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte
Kirstine Benedicta Lauritzen
Redaktionschef