Tekniker til Kulturmaskinen

Brænder du for at arbejde med lyd- og lysteknik? Vil du være med til at blæse publikum omkuld med oplevelser? Er du en holdspiller, og trives du med planlægning og koordineringsopgaver? Så er dette job måske noget for dig.

Vi søger en ambitiøs og engageret tekniker, der vil være ansvarlig for lyd og lys i Kulturmaskinen. Du vil både være husets systemtekniker og have afviklinger med hænder på pulten. Hertil kommer et overordnet ansvar for præproduktion, koordinering og vagtplanlægning af både lyd- og lysvagter og hands, samt løbende vedligeholdelse af teknisk udstyr.

Om os
Kulturmaskinen er en del af By- og Kulturforvaltningen, hvor vi arbejder med alt fra byudvikling, kulturelle begivenheder. Kulturmaskinen ligger i hjertet af Odense, og er de kreatives legeplads. En kulturinstitution med mange arrangementer, aktiviteter og besøgende, der aktivt deltager i koncerter, teater, kunst, håndarbejde, kunsthåndværk, film og meget mere. 

På Kulturmaskinen er vi ambitiøse, når det gælder kvaliteten af oplevelserne og evnen til at yde den rette service - både når det gælder publikum, kunstnere og samarbejdspartnere. Det forventer vi, at du kan bidrage til. Du vil sammen med kollegaerne arbejde for, at vi blæser publikum omkuld med oplevelser, der både beriger og udfordrer.

Om dig
Vi forventer, at du er uddannet lyd- og lystekniker eller har en solid erfaring med dette, samt at du er god til at dele din viden (både teknisk og i forhold til præproduktion) og engagement med kollegaerne, frivillige og samarbejdspartnere. Samtidig skal du kunne være læremester for elever og frivillige lysassistenter og herunder også kunne varetage deres oplæring, vagtplanlægning og fastholdelse.

Du er en holdspiller med næsen for den gode og rigtige service. Du er klar og tydelig og ved hvad god planlægning betyder for en god afvikling. Vi forventer, at du selv tager hovedparten af husets afviklinger, der oftest ligger i aftentimer samt weekender. Du vil indgå i Drift- og Produktionsafdelingen, der varetager såvel drift- som afviklingsopgaver på tværs af hele Kulturmaskinen. Selvom dine opgaver primært vil være scenerne Magasinet og Frølageret, skal du være indstillet på at indgå i et team, der arbejder tæt sammen og hjælper hinanden på tværs af faggrænser, hvor det er muligt og på tværs af Kulturmaskinens venues.

Vi forventer, at du brænder for at arbejde med lyd- og lysteknik. Du er stærk i - eller har ambitioner om at være med til at oparbejde en god praksis for præproduktion. Du er en holdspiller, stabil, og ved hvordan vi leverer den rigtige service til den rette pris og tid. Du kender markedet og har konstant et vågent øje på, hvordan vi kan forbedre oplevelsen for vores kunder.

Samtidig har du blik for, hvordan vi som kulturinstitution kan blive endnu mere bæredygtige, såvel kulturelt, som miljømæssigt, økonomisk og socialt. Du har blik for det samlede produkt. Du har modet til at handle og tør gå det ekstra skridt sammen med dit hold, når det giver mening. Du fungerer godt i et mangfoldigt kulturelt miljø og bidrager til en god arbejdskultur. Du er mødestabil, har godt humør og kan lide at arbejde med krøllede hjerner og i pressede situationer.

Arbejdsopgaver
Det vil være en fordel, hvis du kan træde direkte ind og varetage følgende arbejdsopgaver:

  • Præproduktion: Indhente den nødvendige viden til rette tid, sådan at både du og dine kollegaer kan udføre deres opgaver professionelt.
  • God og rettidig kommunikation med kollegaer og samarbejdspartnere, både mundtligt og skriftligt
  • Betjening af produktionssystemer, såsom Billetten og LiveBackend
  • Teknisk afvikling, herunder: Opsætning og klargøring af scener, herunder lyd, lys, AV-udstyr mv. Afvikling af lyd, lys og AV-udstyr. Systemtekniker for gæstende artister, bands og orkestre
  • Lagerstyring, samt vedligeholdelse og optimering af vores tekniske udstyr
  • Kollegial hjælp på andre fag- og arbejdsområder i Drift & Produktion, når der er behov

Vi tilbyder

  • En ambitiøs arbejdsplads, som giver dig både faglige og personlige udfordringer
  • Stor variation i de produktioner, du skal arbejde med
  • Et stærkt fællesskab med fagligt dygtige og engagerede kolleger

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Vi tilbyder en fast stilling på 37 timer med tiltrædelse den 1. juli 2022 eller snarest derefter.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte chef Jakob Kwederis på 3151 1301 og få yderligere oplysninger om stillingen.

Det praktiske
Arbejdsstedet er placeret i Odense på Kulturmaskinen og tilhørende bygninger. Arbejdet foregår ofte om aftenen og i weekenderne. Ansøgningsfristen er den 7. juni 2022. Vi afholder samtaler løbende, så skynd dig at sende din ansøgning.