Udvikling og eventdesign hos Skrå kulturfællesskab

Er du Skrås nye kreative medarbejder inden for udvikling og eventdesign? Skrå søger en idérig og ambitiøs medarbejder, der kan være med til at tage fællesskabet og huset til nye højder, gennem udvikling og drift af eventlokalet Kernen.

Skrå er et arbejds- og kulturfællesskab, der har eksisteret siden september 2015. Vi bor i en gammel buddingefabrik i en grøn baggård på Frederiksberg og huser et arbejdsfællesskab, et atelierværksted og eventlokalet Kernen. Skrå er et samlingssted for kreative sjæle, iværksættere, virksomheder og kunstnere, i et hus hvor vi sætter rammerne i fællesskab og skaber en hverdag i spirende omgivelser. Vi er et rum og miljø der indbyder til inspiration, kreativitet og samarbejde. Til tider afholder vi arrangementer, i form af kreative workshops, udstillinger, forelæsninger, intimkoncerter m.m. og det er her du kommer ind i billedet!

Som udvikling- og eventdesigner har du ansvaret for at skabe og realisere Skrås eventlokale Kernen. Gennem planlægning, udvikling og afvikling af events og udlejninger, skal du være med til at indfri og definere Kernens potentiale. 

Du skal opbygge den kulturelle identitet og profil for Kernen, danne de rette partnerskabsaftaler og afholde aktuelle, kulturelle arrangementer i trit med tiden og Skrå fællesskabets værdier. Vi søger en person der er god til skabe relationer, der engagerer sig i fællesskabet og som har mod på at knytte kontakt med en bred vifte af samarbejdspartnere. Du skal kunne drømme stort, være god til at skabe netværk og være ambitiøs på Skrå og Kernens vegne. 
 

Som ansat vil du arbejde tæt sammen med Skrås daglige leder og der følger en flexplads i arbejdsfællesskabet med stillingen. Stillingens omfang udgør samlet 12 timer om ugen, aflønnet med 175 kr./time + feriepenge. Arbejdstid og dage er i udgangspunktet fleksible og vil variere i forhold til events og spidsperioder. 
 

Stillingen er tidsbegrænset fra d. 19.09.22 t.o.m. 31.07.23, med mulighed for forlængelse. Du vil få en grundig indkøring og løbende sparring af Skrås daglige leder, Sasja Tjerrild, samt Skrås stifterteam i september og oktober. Teamets baggrunde og erfaring har rødder i kreativ ledelse, scenekunst, oplevelsesdesign, kunstkokkeri og events. 
 

Vi ser gerne, at du har:

  • Erfaring med udvikling og afvikling af events
  • Erfaring med og interesse i sociale og professionelle fællesskaber
  • Mod på at netværke og skabe stærke partnerskaber og samarbejder for Kernen og Skrå
  • Stor interesse, og eventuel erfaring, i kunst- og kulturmiljøet i København 
  • Selvstændighed, fleksibilitet og mod på at løbe med og eksekvere på egne idéer
     

Skrå tilbyder:

  • Praktisk erfaring med udvikling og afvikling af events i et professionelt fællesskab og kulturhus
  • Ansvar og ejerskab i udviklingen af Kernens profil, events og drift
  • Muligheden for at teste og føre egne idéer og samarbejder ud i livet
  • Et alsidigt og kreativt arbejde, hvor du selv kan præge dine arbejdsdage og opgaver
  • Et kreativt, socialt og professionelt fællesskab, hvor du vil indgå i Skrås team af ansatte og medlemsskare 
     

Udvikling- og eventdesignerens opgaver:

  • Udvikling og realisering af Kernens profil og potentiale
  • Koordinering og varetagelse af bookinger, udlejninger og events i Kernen
  • Skabe netværk, partnerskaber og samarbejder
  • Research og salg
  • Øvrige opgaver i Skrå fællesskabet, herunder fremvisninger og anden medlemskontakt
     

Du forventes at indgå i det eksisterende team af ansatte på Skrå, hvor der samarbejdes om opgaverne og vises fleksibilitet med hensyn til arbejdsopgaver og arbejdstider. Teamets vigtigste opgave er, at understøtte Skrås medlemmer og aktiviteter, og føre fællesskabets værdier og ambitioner ud i livet, gennem events, fællesskab og medlemstilbud. Skrås mantra er, at være dit og mit mødested i København, hvor udfoldelse, relationer og inspiration kan spire. Se og lær mere om Skrå på @skraa_cph
 

Send dit CV og ansøgning til info@skraacph.dk, senest d. 9. september, kl. 12:00. Samtaler vil finde sted i uge 37. Har du spørgsmål til stillingen og/eller Skrå, er du velkommen til at skrive til Skrås daglige leder Sasja Tjerrild, på info@skraacph.dk.
 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen.
Vi ser frem til at høre fra dig!