Underdirektør til DR Medieproduktion
Som underdirektør i DR Medieproduktion får du en helt en central rolle i at understøtte DR’s virksomhed og forløse DR’s digitale ambitioner. Du skal medvirke til at sikre, at DR’s produktionstekniske ressourcer understøtter DR’s indholdsproduktion og løbende tilpasser sig de produktionsmæssige ændringer, der præger et mediemarked i hastig digital udvikling.
Du får en bred kontaktflade i DR, og du skal gå forrest i at sætte retning i DR Medieproduktion, opbygge gode samarbejdsrelationer på tværs af DR og bidrage til, at DR som hus arbejder sammen mod fælles mål.
DR er en af Danmarks vigtigste kultur- og medieinstitutioner og har som opgave at levere public service-indhold af høj kvalitet til alle grupper i den danske befolkning med fokus på demokrati, kultur og fællesskaber.
I oktober 2021 lancerede DR en opdatering af virksomhedsstrategien "Sammen om det vigtige", som sætter en ny, ambitiøs vision for DR's udvikling til en fuldt ud digital public service-institution. Flow-tv og -radio har spillet og skal fortsat spille en vigtig rolle for DR, men udviklingen går på længere sigt kun én vej: mod det digitale. I forlængelse af lanceringen har DR igangsat en række væsentlige initiativer, som skal sikre, at befolkningen også på sigt kan opdage og bruge dansk public service-indhold af høj kvalitet, der er udviklet digitalt og giver værdi til den enkelte. Det er en afgørende forudsætning for, at DR kan levere på sin public service-opgave i en digital tidsalder.
DR Medieproduktion spiller en vigtig rolle i at understøtte og forløse disse ambitioner.
Området:
DR Medieproduktion er en del af direktørområdet DR Økonomi, Teknologi og Medieproduktion, der samler en række funktioner, som er forudsætningsskabende for DR’s indholdsproduktion og virksomhedsdrift. Det omfatter DR’s administrative funktioner, DR’s it- og teknologiapparat og det produktionstekniske personale og udstyr i DR. Du kommer til at referere til direktøren for DR Økonomi, Teknologi og Medieproduktion, Mads Diness Jensen, og vil indgå i direktørområdets øverste ledelse.
DR Medieproduktion er involveret i alle led af DR’s produktionskæde – fra planlægning af produktioner over produktion til udsendelse og genanvendelse. Området samler hovedparten af DR’s produktionstekniske ressourcer, dvs. produktionsmæssigt udstyr (fx kameraer, mikrofoner mv.), faciliteter (fx studier, redigeringsrum mv.) og DR’s produktionstekniske personale (fx fotografer, redigeringsteknikere, lysteknikere mv.). DR’s udsendelsesområde, der varetager opgaver ifm. kvalitetssikring, klargøring og udsendelse af DR’s indhold samt overvågning af afvikling af sendeflader, er ligeledes organiseret i DR Medieproduktion. Endelig er DR Medieproduktion ansvarlig for design, udvikling og produktion af visuelle identiteter og grafisk design til DR’s indhold, kanaler og platforme.
DR Medieproduktion omfatter ca. 400 fastansatte medarbejdere. Hertil kommer freelancere, tidsbegrænset ansatte og elever. Som underdirektør vil du være ansvarlig for følgende opgaver:
- Udvikle DR’s produktionstekniske ressourcer (udstyr, faciliteter og medarbejdere), så de understøtter DR’s fremtidige produktionsbehov, de digitale ambitioner i DR’s strategi og samtidigt fastholder et skarpt fokus på en omkostningseffektiv produktion.
- Understøtte tætte partnerskaber og samarbejder med de indholdsproducerende områder i DR, mhp. at DR’s indhold produceres og forløses bedst muligt.
- Sikre fleksibilitet, høj produktionsstabilitet og god service til de indholdsproducerende områder i DR.
- Sikre en effektiv, tværgående udnyttelse af DR’s produktionskapacitet og optimere den samlede produktionskæde – fra en ide fødes på en indholdsredaktion, til den når DR’s brugere.
- Understøtte en kvalificeret koordinering af ønsker til nyinvestering i udstyr, biler, studier mv., så DR’s investeringer bedst muligt understøtter DR’s overordnede strategi.
- Deltage i tværgående fora med relevans for DR’s produktionstekniske ressourcer, fx i styregrupper for større projekter og ifm. prioritering af investeringer i DR’s produktionsapparat.
- Økonomistyre DR Medieproduktions områder, koordinere administrative og HR-mæssige processer i DR Medieproduktion, lede employer branding-tiltag på området mv.
Forventningerne til dig:
- Erfaring med ledelse af ledere og strategisk udvikling af større organisationer.
- Personlig gennemslagskraft og en stærk ledelsesprofil, der kan favne en bred gruppe af fagligt stærke medarbejdere.
- Betydelig erfaring og dokumenterede resultater med produktion af indhold til radio og tv samt digital udvikling af medieproduktion.
- Passion for DR's public service-forpligtelser og en oprigtig interesse for DR's opgaver og strategi.
- Udtalte samarbejdsevner og blik for hele DR.
- Relevant uddannelse og erfaring.
Kontakt og praktisk info:
Du kommer til at arbejde primært i DR Byen på Emil Holms Kanal 20, 0999 Kbh. C. Derudover har DR afdelinger rundt om i landet, herunder en produktionsafdeling i Aarhus, som der vil være behov for, at du løbende besøger.
Du er velkommen til at kontakte direktør for DR Økonomi, Teknologi og Medieproduktion, Mads Diness Jensen på madd@dr.dk, hvis du vil vide mere om stillingen.
DR ønsker at afspejle det danske samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Du søger ved at trykke på ”Søg stillingen” i højre side. Vi holder samtaler løbende så send gerne din ansøgning snarest muligt sammen med dokumentation på relevant erfaring og uddannelse og inden den 29. september 2022.