Underviser til teaterskolen Teaterbutikken

Har du lyst til at være en del af et sprudlende team i Teaterbutikken, Københavns Kommunes teaterskole for børn og unge?

Om stillingen
Som underviser i Teaterbutikken er du del af et aktivt hus, der ugen igennem befolkes af 90 elever fordelt på børnehold, ungdomshold og voksenhold. Teaterbutikken har mindst to årlige teaterproduktioner for de faste hold og tilbyder desuden 25 årlige teaterprojekter for folkeskolerne i København. Som underviser i Teaterbutikken er du med til at udvikle teaterproduktioner i en skabende proces mellem eleverne og underviserne. Fra tid til anden inviterer vi til samarbejder med mange forskellige aktører.

Overordnede arbejdsområder:
 

  • Undervise to gange ugentligt kl. 14.00-18.00 på børneholdet for elever 10-14 år
  • Undervise i teaterprojekter for skoleklasser om formiddagen 6 projektuger årligt
  • Undervise på, og udvikling af, temahold for Teaterbutikkens børnehold
  • Evt. undervise i weekendworkshops

Om dig
Du har en faglig baggrund som scenekunstner og har erfaring med teaterundervisning for børn i målgruppen. Du har erfaring med at skabe og afvikle teaterproduktioner i samarbejde med børn og unge og med udvikling af forskellige formater af projektforløb målrettet skoleklasser.

Du skal kunne påtage dig forskellige roller i en teaterproduktion, være klar og tydelig, initiativrig, samarbejdsorienteret og indstillet på et tæt samarbejde med kolleger og andre samarbejdspartnere. Og vigtigst af alt så skal du have lyst til at være i et hus, der er fyldt med kreative børn og voksne, og hvor idéerne flyder frit.

Om Teaterbutikken
Teaterskolen Teaterbutikken ligger i Kødbyen på Vesterbro og er organiseret sammen med vores nabo Billedskolen i Tvillingehallen.

Vi er en af de førende teaterskoler for børn og unge i Danmark og er især kendt for vores tradition med at inddrage børnene i de skabende processer på et højt fagligt niveau med respekt for børnenes egen iderigdom og kreativitet.

Hos os kan børn og unge via den daglige holdundervisning, de kreative processer og forestillingsarbejde erhverve sig en bred vifte af skuespiltekniske redskaber samt en bred forståelse for teatret og dets virkemidler og for dét at være selvstændigt skabende – både enkeltvis og i grupper.

Teaterbutikkens faste personale består af fem undervisere og en projektkoordinator. Lederen af den samlede organisation er Eva Ring, leder af Billedskolen Tvillingehallen og Teaterbutikken.

Læs mere om Teaterbutikken på www.teaterbutikken.kk.dk.

Praktisk
Stillingen er på 23 timer om ugen med ansættelse pr. 1. april 2022.

Din arbejdstid vil ligge fast de fleste uger om året, du skal dog være indstillet på, at arbejdsmængden varierer over året, og at der i forestillingsperioder vil være omfattende aften- og weekendarbejde.

Løn- og ansættelsesforhold
Der aflønnes efter kvalifikationer og undervisningserfaring og efter aftale med Københavns Kommune om løn- og ansættelsesvilkår for undervisere ved Billedskolen i Tvillingehallen og Teaterbutikken. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte projektkoordinator i Teaterbutikken Emilie Bendix på 6163 0667 tirsdage og torsdage kl. 9.00-15.00.

Søg via linket senest mandag den 31. januar 2022
Samtaler vil blive afholdt i uge 6.