Undervisningsassistenter søges til undervisning i arkitektur
Ved Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering opslås et antal deltidsstillinger som undervisningsassistent til undervisning i arkitektur med fokus på urbanisme, byrum, bebyggelse og byudvikling. Stillingerne er tidsbegrænsede og udløber efter 3 år.
De ledige stillinger er tilknyttet Institut for Bygningskunst, By og Landskab og ønskes besat pr. 1. august 2023 eller snarest muligt herefter.
Institut for Bygningskunst, By og Landskab (IBBL)
IBBL’s faglige områder er bygninger, byer og kulturlandskabers rumlige forandring og udvikling, aktuelt og historisk. Vi er optagede af, hvordan arkitektur er en integreret del af samfundets udvikling i bæredygtig retning og hvordan det bidrager til bedre livskvalitet for de mange. Vores undervisning, forskning og kunstneriske udviklingsarbejde fokuserer på fremstilling af kvalificerede planer, forslag og strategier for bæredygtige byer og landskaber, bebyggelser og bygninger. Typiske afsæt for forskningsprojekter er byernes og landskabernes udvikling, byggeri til velfærd som f.eks. boliger og byggeri til sundhed, uddannelse og kultur i strategiske og arkitektfaglige perspektiver. Derudover har vi fokus på metodeudvikling og didaktik inden for vores områder.
Instituttets undervisning er organiseret i 2 bachelorprogrammer, et på Holmen og et som åbner i sommeren 2023 i Kalundborg, samt 2 kandidatprogrammer, som sammen danner rammen om en række faglige udviklingsmiljøer inden for bygningskunst, by og landskab. Derudover bidrager instituttet til Det Kongelige Akademis tværgående undervisning.
Læs mere om IBBL, instituttets programmer, forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed mv. på www.kglakademi.dk.
Om stillingerne
Stillingen som undervisningsassistent vil bestå af undervisning, forelæsninger samt vejledning af de studerende ved tegneborde og arbejdsstationer i deres projektarbejde indenfor arkitektur, boliger, byrum, byudvikling, byplanlægning, landskabsarkitektur og tilstødende faglige områder.
Du vil desuden få til opgave at:
- tilrettelægge opgaver
- undervise i grundlagsdicipliner
- deltage i kritikker
Varetagelse af andre opgaver kan forekomme i begrænset omfang, ligesom der efter nærmere aftale kan blive tale om deltagelse i lærermøder, studierejser, bedømmelser og faglige arrangementer på instituttet.
1 stilling besættes på vores bachelorprogram ’Kompleksitetshåndtering i Praksis’ på Holmen, som du kan læse mere om her: https://kglakademi.dk/program/kompleksitetshaandtering-i-praksis.
2 stillinger besættes på vores kandidatprogram ’Urbanism & Societal Change’ på Holmen, som er engelsproget. Du kan læse mere om programmet her: https://royaldanishacademy.com/programme/urbanism-and-societal-change.
2-3 stillinger besættes på vores kandidatprogram ‘Arkitektur & Landskab’ på Holmen. Du kan læse mere om programmet her: https://kglakademi.dk/program/arkitektur-landskab.
Kvalifikationskrav
Du er uddannet arkitekt.
Derudover forventer vi, at du:
- Har en sideløbende praksis der er relevant for instituttets faglige områder
- Er god til at indgå i et team og til at arbejde for en fælles, faglig dagsorden
- Har lyst til at formidle din viden og dine kompetencer til de studerende
- Har lyst til at orientere dig mod den aktuelle forskning og kunstneriske udvikling på dine områder.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring.
Løn og ansættelsesforhold
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende cirkulære om eksterne lektorer og undervisningsassistenter ved universiteter m.fl. under Uddannelses- og forskningsministeriet indgået mellem Skatteministeriet og AC.
Ansættelsen sker desuden i henhold til gældende stillingstruktur for kunstnerisk og videnskabeligt personale ved Det Kongelige Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus samt Designskolen Kolding – BEK nr. 962 af 24/08/2015.
Stillingerne er deltidsstillinger, hvor du som minimum er garanteret 100 timer pr. studieår. De konkrete timetal kendes endnu ikke, men kan maksimalt udgøre 780 timer årligt og aftales inden studieårenes opstart. Studieåret løber fra den 1. september til den 30. juni i det efterfølgende år. Forberedelse i august måned må påregnes.
Det Kongelige Akademi åbner i 2023 en campus i Kalundborg. Lejlighedsvis deltagelse i kritikker, gennemgange, seminarer og lignende i Kalundborg må derfor påregnes.
Stillingerne er tidsbegrænsede og udløber uden yderligere varsel efter 3 år.
Ansøgningen
Du bedes fremsende motiveret ansøgning, opdateret CV, uddannelsesdiplomer og dokumentation for opfyldelse af de kvalifikationskrav som er listet ovenfor.
Ansøgning med tilhørende bilag skal sendes elektronisk via knappen ”Søg stillingen”, så den er Det Kongelige Akademi i hænde senest 10. april 2023.
Ansøgninger og ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke i bedømmelsen.
Vi gør opmærksom på, at stillingen opslås og besættes i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets ”Bekendtgørelse af 12. april 2019 om ansættelse af kunstnerisk og videnskabeligt personale ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område”.
Efter ansøgningsfristens udløb udvælger institutlederen, med rådgivning fra ansættelsesudvalget, hvilke ansøgere der skal bedømmes. Udvælgelsen sker ud fra en samlet vurdering af, hvilke ansøgere der bedst opfylder kriterierne i stillingsopslaget ud fra det fremsendte ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav. Alle ansøgere får herefter besked om hvorvidt deres ansøgning er gået videre til bedømmelse, og de udvalgte ansøgere orienteres om udvalgets sammensætning. Herefter vil et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bedømme de udvalgte ansøgere i forhold til den konkrete stilling. Hver ansøger vil få tilsendt bedømmelsen med mulighed for partshøring Ansættelse som undervisningsassistent vil derfor ske efter konkret bedømmelse i et sagkyndigt bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalget vil foretage deres bedømmelse på baggrund af de i stillingsopslaget listede kvalifikationskrav og det samlede ansøgningsmateriale. Du bedes derfor i ansøgning inkl. bilag dokumentere, at du opfylder de i stillingsopslaget beskrevne kvalifikationskrav.
Yderligere oplysninger
Oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet kan fås ved henvendelse til HR-medarbejder, Ellen Kruse Jacobsen, e-mail: ekj@kglakademi.dk, tlf. 4170 1539.
Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved henvendelse til Katrine Lotz, institutleder, e-mail: klotz@kglakademi.dk, tlf. 4170 1689.
Generelle oplysninger om Det Kongelige Akademi og Institut for Bygningskunst, By og Landskab kan findes på www.kglakademi.dk.
Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.
Om Det Kongelige Akademi
Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering er et internationalt anerkendt akademi, der uddanner professionelt kreative kandidater til højeste niveau og udvikler ny viden, der skaber værdi for samfundet og arbejdsmarkedet. Det Kongelige Akademi er en statsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet og har ca.1.700 studerende og 350 medarbejderårsværk. Læs mere om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside www.kglakademi.dk.